​Jeg har sunget fra denne talerstol. Jeg har vist film med lærere, der fortæller entusiastisk om gymnasielærerjobbet. Jeg har tegnet og fortalt om gymnasielærernes vilkår fra denne talerstol. Nu vil jeg bare bede jer om at forestille jer en lun junidag.I er i en smuk sal, pyntet med bøgegrene og Dannebrog. Ved flyglet spiller musiklæreren, og ind kommer 200 unge mennesker, drenge og piger. Enkelte klare farver bryder billedet af hvidklædte, smilende studenter med deres nye huer, hvis indre allerede er fyldt med den sidste eksamenskarakter og alle kammeraternes signaturer og hilsner. Rektor tager ordet, og translokationen er i gang.Denne tilbagevendende begivenhed sommer efter sommer på alle landets gymnasieuddannelser er det fysiske billede på gymnasielærernes fantastiske arbejde. År efter år. Dag efter dag. Knokler gymnasielærerne for at gøre disse unge mennesker så dygtige som overhovedet muligt.Og det lykkes. Alle bliver flyttet. Eleverne med de laveste snit til eksamen er måske de elever, hvor rejsen har været længst. Det er et kæmpe arbejde – et imponerende stykke arbejde gymnasielærerne yder. Med stort engagement. Med stor empati. Og med evnen til at tage hånd om den enkelte elev. Gorm Leschly afholder formandens beretning for sidste gang efter 14 år som formand for GL. Men er der noget, der kan dræne denne energi, er det mistillid. Og det er desværre lige netop mistillid, lærerne blev mødt med op til OK13. Arbejdsgivernes kunstgreb var at udvide påstanden om lærernes arbejdstid ud over den naturlige grænse. 'De duttede folk en mening på, hvis vanvid alle kunne forstå', som Piet Hein har udtrykt det i et Gruk. Arbejdsgiverne ville gøre os vrede; for i vrede er man ikke i stand til at dømme rigtigt. Og måden man gør folk vrede på, er ved åbenlyst at gøre dem uret og chikanere dem og i det hele taget opføre sig uforskammet. Og det var lige præcis det, vi mødte op til OK13. En arbejdsgiver med en deduktiv argumentation og med Rigsrevisionen i ryggen, var der ikke grader af sandhed – gyldig mod­gående argumentation fandtes ikke. Det var en selvindlysende sand­hed, at lærerne arbejdede for lidt.Men de fleste, der sidder her i salen, ved, at der findes statistik. Statistik. Og så er der løgn. Er det ikke rigtigt?Det pres, gymnasielærerne og GL var udsat for, er et led i den modernisering eller New Public Management, som er så fremherskende. De traditionelle fællesskaber presses. Og det er historisk forunderligt, at man med en rød regering kan lave et så stærkt set up, at man kan presse alle lærerorganisationer i knæ. Det er tankevækkende, at med blå blok ved magten er rød blok vores venner, mens rød blok vil det samme som blå blok, når de har magten. Det kan man så tænke lidt over.Ledelsesrummet er ikke et rum for magtfuldkommenhed Men uanset om man kan lide de nye arbejdstidsregler eller ej; så er vi nødt til at vænne os til dem. Mange ledere har ikke gjort det nemmere. De har fået et værktøj, som er svært at håndtere. Luk øjnene et øjeblik. Forestil jer en lille mand med en meget stor motorsav. Hvordan håndterer han alle de hestekræfter, han har mellem hænderne. Har han kræfter nok til at styre den; eller er den ved at løbe løbsk for ham? Hvorfor var det, han ønskede sig et nyt værktøj?Heldigvis er der ledere, som har en faglig og pædagogisk vision for deres skole. Når de sætter en udviklingsproces i gang, skal den komme eleverne til gavn; og så bliver overenskomstens naturlige opgave at understøtte denne udvikling og samtidig sikre, at gymnasielærerne har ordentlige arbejdsforhold, så de kan levere god undervisning.Både ledere og lærere skal vænne sig til den nye overenskomst. Mange ledere havde ønsket sig et lærerværelse med entreprenører uden højeste arbejdstid, men det er ikke det, de har fået med OK13. De har ikke bare fået mere ledelsesrum, men også ledelsespligt. Lederne har nu et langt større ansvar for at planlægge og koordinere arbejdet på skolerne. Det er en kompleks opgave – også fordi ingen ved, hvor lang tid det tager at lave god undervisning. Det er i og for sig et paradoks, at ingen ved det. Alt har været opgjort i tidsakkorder, men det har været en afregningsfaktor, som nogle gange har været rigelig og andre gange alt, alt for lille. Hvis der på skolen var enighed om, at det var en retfærdig fordeling, så løste den enkelte lærer bare de tildelte opgaver uden hensyntagen til det reelle tidsforbrug. Nu skal det for første gang opgøres, hvor lang tid det egentlig tager at gennemføre kvalitetsundervisning. Det er en kæmpe forandring for såvel ledere som lærere.Nogle ledere har ikke gjort det nemmere. Det virker, som om de tror, at hvis de udmelder nogle totalt firkantede rammer, så passer lærernes arbejde ind i kasserne. Sådan fungerer det ikke.Mistillid er dræbende Jeg er dybt bekymret for, at man på mange skoler lige nu er på vej ud i en mistillidskrise. Ledelsen på disse skoler har ikke været dygtig til at forklare, hvad der er formålet med det, de gør. Man foranlediges til at tro, at nogle lederes bevæggrund har været 'fordi vi kan', og på spørgsmålet om 'hvorfor', svarer de 'fordi vi siger det'. Derfor opstår der mistillid til ledelsen.80% af befolkningen har det som Dan Turèll udtrykte det: "Jeg holder stinkende meget af hverdagen." Selv et meget sygt menneske gør alt for at få hverdagen til at fungere…

Når vi har det sådan, kan man undre sig over, hvorfor både Undervisningsministeriet, Moderniseringsstyrelsen og en række rektorer har forsøgt at gøre implementeringen af OK13 endnu vanskeligere. Det er ubegribeligt.

Hvorfor skaber nogle rektorer fx usikkerhed om lærernes tidsopgørelser?

På vores område har lærerne årsnorm. Altså ikke bare 37 timer om ugen, som er til at overskue – men 37 timer i gennemsnit – i alt 1924 timer om året. Det er ikke en naturlov, at gymnasielærernes arbejdsbelastning er så utrolig skæv hen over året. Men årsnormen giver arbejdsgiverne frit løb for dårlig planlægning.

Når nogle ledere så oven i købet sår tvivl om, hvorvidt man ved årets afslutning vil anerkende den løbende, godkendte tidsregistrering, så stopper enhver respekt. Og der skal ikke herske tvivl om, at hovedbestyrelsen – uanset hvem der bliver valgt, tør jeg godt sige – vil forfølge dette vanvid hele vejen. Vi vil kæmpe fra skole til skole – og vi vil gå hele vejen ad rettens vej.

Alle akademikerorganisationers kamp

Det er også min klare vurdering, at denne kamp ikke alene er gymnasielærernes og GL's. Det er alle akademikerorganisationernes kamp.

Den såkaldte 'normalisering' er ikke så 'normal', at det gør noget. Det er klart aftalt ved OK13-forhandlings­bordet, at 'normal' arbejdstid er sammenhængende; og at de naturlige pauser, der forekommer i løbet af en arbejdsdag er en del af arbejds­tiden. Heller ikke AC-forman­den var i tvivl om, at det var det, der blev aftalt. Men nu kniber det med klare udmeldinger fra Moderniseringsstyrelsen, måske fordi GL og gymnasielærerne skal bruges i det spil-set up, der skal lægge op til OK15. Kan man fjerne alle offentligt ansattes frokostpauser? Kan man give alle offentligt ansatte årsnorm? Hvor meget kan man spare på offentligt ansattes arbejdstid?

Moderniseringsstyrelsen vil tilsyneladende ikke risikere at komme med en klar vejledning for det, man har aftalt om gymnasielærernes arbejds­tid. Det, de skriver er ofte uklart, halve sandheder eller direkte forkert. Det er for sølle. Men det er også et angreb på alle offentligt ansatte.

Selv om GL gik forrest denne gang, skal man ikke forvente, at GL vil gå forrest igen. Dybest set står vi stærkere, end vi har gjort før, fordi arbejdsgivernes væsentlige argument om 'det særlige GL-område' er væk. Nu kan vi kæmpe hånd i hånd med resten af akademikerfamilien, som også har haft svært ved at forstå de særlige gymnasielærerforhold.

Nødvendigt at tidsregistrere

Men det betyder ikke, at der ikke stadig er store udfordringer. Vi skal fx have alle gymnasielærere til at acceptere, at de skal registrere deres bruttoarbejdstid. Jeg kan godt forstå, at det kan opleves som en mistillidserklæring eller som et akademisk forfald. Sådan tror jeg også selv, jeg ville have det. Men vi er nødt til at se det som det eneste værn, vi har mod dårlig ledelse og mod for mange arbejdsopgaver.

 Selv om opgaveporteføljen ved årets begyndelse ser fornuftig ud, så ved vi, at der altid kommer ekstra opgaver til i løbet af året – og vores eneste dokumentation for, om det kan lade sig gøre eller ej, er opgørelsen af det faktiske tidsforbrug.
Er der plads inden for årsnormen – eller er der ikke?

Samtidig skal vi have sat fokus på, hvad der sker på den enkelte skole. Der er kun én vej til at bryde den onde cirkel med mistillid, som er på nogle skoler. Nemlig involvering af lærerne. Dialog. Dialog. Dialog. Når der har været dialog, mangler der kun en ting mere: Dialog. Ledelsens 'fordi vi kan' skal afløses af gensidig forståelse og respekt. Der skal skabes tillid.

Sæt eleverne i centrum

- forandringer skal have et formål
Skal en forandring være succesfuld, skal man opleve den som nødvendig. Der skal være et mål for, hvor vi bevæger os hen. Hvis der ikke er svar på Hvorfor – Hvad – og Hvordan, vil der enten mangle motivation eller opstå forvirring. Dygtige, dedikerede gymnasielærere vil se mening, ellers risikerer vi et kreativitetsforfald.

Vi ser da også en helt tydelig linje: På de skoler, hvor man har sat en udviklingsproces i gang for at gøre eleverne fagligt dygtigere, minimere frafald, optimere studieretninger eller et andet fagligt/pædagogisk mål med eleverne i centrum. Dér går det godt. Men på skoler, hvor ledelsen ikke har en vision for skolen, men forandrer med udgangspunkt i rammer og strukturer. Dér går det ikke godt. Dér mangler man simpelthen retning for skolens udvikling og strategisk ledelse af selvledende medarbejdere.

Den gode skole har en personalepolitik, som tager udgangspunkt i troen på, at lærernes trivsel, engagement og effektivitet hænger sammen med de rammer, skolen sætter. Det er nødvendigt at tilrettelægge arbejdet med blik for den enkeltes livssituation og ønsker. Det kan lade sig gøre på de gode skoler; nu skal vi så kæmpe kampen på de mindre gode skoler.

Men denne kamp kan gøres meget lettere. Til gavn for eleverne. Til gavn for skolerne. Og til gavn for lærerne og lederne. Nemlig ved at arbejdsgiverne og GL snarest muligt kommer med nogle fælles udmeldinger. Vi har ikke råd til konsekvenserne af den dårlige ledelse. Det giver dårligere undervisning. Og det giver flere lærere, der går ned med stress. Lige nu kan psykologrådgivningen ikke følge med på grund af for mange henvendelser. Stress-sygdomme giver altid lange sygdomsperioder, og det er dyrt for alle. For den stressramte lærer, for eleverne og for skolens bundlinje. Det er væsentligt at huske, at det er de mest engagerede lærere, der går ned med stress – dem, der ellers bærer skolen.

Kære rektorer - Lad os nu få løst problemerne!

OK13

Jeg er gentagne gange blevet spurgt om, hvorvidt jeg har fortrudt min beslutning hin nat den 8. februar. Det har jeg ikke.

Jeg varetog medlemmernes interesser på den bedst mulige måde i en ekstrem svær situation. Jeg tror, det er vigtigt at huske, at arbejdsgiverne sammen med AC allerede var langt fremme med en aftale for erhvervsgymnasierne. Hvis GL havde forladt forhandlingsbordet, havde vi ikke fået noget til medlemmerne på erhvervsgymnasierne. Så ville vi have solgt erhvervsgymnasierne. Ved at blive ved forhandlingsbordet fik vi tilkæmpet samme forhandlingsløsning, som Magisterforeningen havde opnået for lærerne ved professionshøjskolerne og for erhvervsakademierne.

Der var intet – og jeg mener helt bogstaveligt talt intet – forhandlingsrum. Det var rå magt.
Rå magt – som et enigt Folketing (på nær enhedslisten) stod bag. Arbejdsgiverne fandt aftaleretten udelelig. Derfor var der intet at forhandle om. Aftaleretten var væk. Tyvstjålet. Jeg solgte den ikke.
Derfor var der heller ingen betaling for den.
Man kan sige, at da spillet var tabt, tog vi os godt betalt for at blive ved forhandlingsbordet.

Det var altså ikke en arbejdstidsaftale efter min kop the. Nogle kan måske huske, hvordan jeg tilbage i '99 rejste landet tyndt med GL's Norm- og Forhandlingshåndbog. Vi kunne heller ikke lide OK99, men vi gjorde den til GL's styrke, fordi vi var på forkant med implementeringen. Den nye OK13-arbejdstids­aftale er ikke en aftale efter mit hoved, men bemeldte nat stod valget mellem en lockout – formodentlig uden en krone til de unge lærere; eller en økonomisk kompensation på mere end én million kroner i øget livsløn til alle vores nye, unge lærere.

Torsdag eftermiddag kom jeg direkte fra AC-forhandlingsbordet til et TR-møde på Gefion Gymnasium. Ca. 100 tillidsrepræsentanter deltog. Jeg orienterede om, hvad der blev talt om ved forhandlingsbordet. Ingen var glade. Men ingen sagde fra. En tillidsrepræsentant opsummerede ret præcist: Omkostning til konflikt 400 millioner, løntillæg 400 millioner. Kan man sige nej i forhold til en lille milliard? Tillidsrepræsentantens konklusion var: Det er for dyrt ikke at acceptere i forhold til vores unge lærere. De har brug for pengene.

Jeg indgik en aftale, som især de unge medlemmer kan glæde sig over hver måned. Op til 3.000 kroner mere om måneden i en tid, hvor der ikke er mange, der har fået lønstigninger.

Nogen har valgt at kalde det for en ringe kompensation. Ja, det er rigtigt; hvis valget havde stået mellem en ny arbejdstidsmodel og at fastholde den gamle arbejdstidsaftale. Men sådan så virkeligheden ikke ud.

Fremtidens solidaritet

Nu tror jeg, at det er helt afgørende, at vi begynder at se fremad. I fællesskab. Lad os se på, hvad der giver værdi for medlemmerne. Det skal vi hele tiden undersøge – spørge ind til – og leve op til. GL har en central rolle for at sikre, at skolerne ikke bliver medlemmernes slagmark. De nye vilkår for arbejdstilrettelæggelse, opgavefordeling og tidsregistrering kan skabe nye konflikter mellem lærere og mellem faggrupper. Det vil blive tydeligt, hvem der kan bære hvilke byrder. Skolernes konflikter bliver GL's udfordringer.

Vi skal til at se på solidaritet i et nyt perspektiv. Lærerne knokler for eleverne og får energi af kollegerne. Nu er det helt afgørende, at kollektivet bliver det bærende. Det er kollektivet, som kan beskytte mod for stor arbejdsbelastning, nedslidning og overudnyttelse. Men samtidig må vi også acceptere og forlige os med, at arbejdseffektiviseringer tilhører kollektivet. Det er ny solidaritet. Det må ikke blive den enkelte lærers kamp mod skolen – men lærerkollegiets styrke vi skal komme videre på. Støttet og funderet af GL. Det tror jeg, at I tillidsrepræsentanter vil gå i front for. Sammen med vores medlemmer.

Medlemmernes interesser i centrum

Jeg blev formand i kølvandet på OK99. Den overenskomst, som endnu flere stemte nej til, end til OK13. Min vision var dengang at skabe en resultatorienteret og forhandlingsvillig organisation med respekt, troværdighed og synlighed. Jeg ville, at GL kunne markere klare synspunkter i forhold til GL's to 'ben', nemlig uddannelsespolitikken og lærernes arbejdsvilkår.

Den vision har været min ledestjerne i de forløbne 14 år.

Lakmusprøven siger hver gang, at det giver den bedste medlemsinter­essevaretagelse at tage ansvar. Alternativt kan man råbe og have de reneste, fine hvide hænder. Men når man har gjort det så godt, man overhovedet kan for at varetage medlemmernes interesser, så kan man se sig selv i spejlet, inden man går i seng. Det vinder medlemmerne hver gang ved; også selv om det koster anseelse eller synlighed for den leder, der tager ansvaret.

Igen og igen er der også nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, om GL skal have to ben. For mig at se er de to ben hinandens forudsætninger. Hvis gymnasieuddannelserne ikke gør det godt over for den enkelte elev og samfundet, kan vi ikke sikre lærerne gode arbejdsforhold – og har lærerne ikke gode arbejdsforhold, kan de ikke levere den nødvendige kvalitetsundervisning, som samfundet og eleverne har brug for.

En nødvendig reform af erhvervsuddannelserne

Derfor glæder det mig også, at både regeringen og Undervisningsministeriet fortsat har fokus på at gøre eleverne så dygtige som muligt, og at de gerne vil kvaliteten i gymnasieuddannelserne.

I forbindelse med den forestående og nødvendige reform af erhvervsuddannelserne, håber jeg da også, at man vil se på fremtidens samlede kompetencebehov. Det skal lykkes at lave en reform, der sikrer et dueligt alternativ til de succesfulde gymnasieuddannelser. Og samtidig håber jeg, at man hurtigst muligt får skiftet diskurs i reformdebatten. Send Janteloven på pension.

Fordi gymnasieuddannelserne gør det godt, er der ingen grund til at tale dem ned. Løs hellere de udfordringer der er på erhvervsuddannelserne og se på, hvad der får de unge til at søge gymnasierne. Lær af det gode eksempel. Det vil fagfolk kunne se fornuften i. Derfor vil jeg godt opfordre departementschefen til igen at sikre et indholdskontor med fagfolk i ministeriet. Udvikling af uddannelser er indhold – ikke kun økonomitænkning.

TAK

Som I ved, har jeg valgt ikke at genopstille ved hovedbestyrelsesvalget. Det er en gammel beslutning, og en naturlig følge af at jeg til sommer bliver 65. GL's medlemmer er igennem et stort generationsskifte, og det bør afspejle sig i hovedbestyrelsen. Derfor glæder jeg mig til at give stafetten videre.

Jeg har været med i mange år i GL – de sidste 14 år som formand. Det har været en fantastisk rejse. Det var en af mine intentioner som formand at skabe resultater, og det har været en fornøjelse, at hovedbestyrelsen faktisk i hele min formandsperiode har haft et rigtig godt samarbejde. Vi blev uenige den 8. februar. Ja. Og vi blev derefter enige om, at det nu gjaldt om at sikre den bedst mulige implementering. Så er der naturligvis gået valgkamp i 'den', og det er måske meget sundt for organisationens nerve, at vi lige får tænkt over, hvorfor er det lige vi er her - hvad er GL's rolle?

Jeg vil gerne takke hovedbestyrelsen for et langt og godt samarbejde med med- og modspil.

Samtidig vil jeg gerne sige tak til alle jer tillidsrepræsentanter, som kæmper heroisk på hver jeres skole. I kommer, når hovedbestyrelsen kalder. Og I giver os et godt modspil. Jeg kan se, at I alle loyalt forsøger at implementere den nye overenskomst, og jeg kan også se, at det desværre mange steder er svært for jer at komme i dialog med ledelsen. Men jeg vil også gerne lægge hovedet på blokken for, at TR's rolle aldrig har været større, end den er nu. Dybest set har det været 'let' at forhandle aftaler hjem, men nu bliver opgaven i langt højere grad at støtte op om den enkelte lærer.

Der har været mange principielle udmeldinger om aftaler. Mæglingsmøde har vist, at Moderniseringsstyrelsen anerkender, at der kan laves aftaler; og jeg tror, at det er vigtigt for jér at huske, at der findes mere end én slags aftaler, som kan fremme et godt arbejdsmiljø. Livet leves ikke i sort/hvid – og jeg håber og tror, at når alle princip-paraderne falder, så vil det igen lykkes GL at stå stærkt også i forhold til OK13.

Og så vil jeg gerne takke alle GL's medlemmer. I er de mest loyale medarbejdere, man kan få. Ligegyldigt hvor mange forandringer forskellige regeringer vælter i hovedet på jer, så får I det som professionelle gymnasielærere til at fungere. I sætter en ære i at knokle for eleverne. Det er al ære værd. Tak for jeres store indsats. Tak for jeres opbakning til GL. Men husk også at passe godt på jer selv og hinanden.

Også tak til jer i AC. Tak for mange gode meningsudvekslinger og kampe i AC's forhandlingsudvalg.

Også tak til ministerier for mange års godt samarbejde.

En særlig tak til vennerne i lærerorganisationerne. Vi har i DUS og NLS haft mange konstruktive drøftelser. Vores seneste samarbejdsprojekt om Dannelse i Uddannelse viser med al tydelighed, at det er eleverne, vi knokler for.

Anerkend gymnasielærerne!

Derfor vil jeg sige til Undervisningsministeriet og Finansministeriet – tænk jer nu godt om. Mistilliden vokser. Dialogen mindskes. Det betyder, at fokus forsvinder fra kvaliteten og elevernes læring. Det har vi ikke råd til. Vi skal i nær fremtid have sikret den anerkendelse, som danske gymnasielærere har fortjent. Og som de har brug for – for at kunne brænde videre for eleverne!

TAK til jer alle. Og med disse ord ønsker jeg jer et godt og konstruktivt repræsentantskabsmøde!