Nyt institutionslandskab: Et vigtigt skridt – og et stærkt signal til lærerne

Pressemeddelelse
 
Den første delaftale om etablering af epx er landet. Det er positivt, at ungdoms- og voksenuddannelserne bliver samlet under ét regelsæt, lyder det fra Gymnasieskolernes Lærerforening. Det giver bedre sammenhæng og retfærdighed i sektoren – og ikke mindst mulighed for at understøtte stærke gymnasiale miljøer over hele landet, uanset om man udbyder stx, hhx, htx, epx eller voksenuddannelser.

​​​​​

Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Anders Frikke fremhæver flere gode principper i den nye institutionslovgivning: 

»Vi er glade for, at kravet om ledelseskvalitet er styrket. Der bliver nu stillet skarpe krav til, at ledere på institutioner med gymnasiale uddannelser skal have reel indsigt i både pædagogik og undervisning og desuden være forankret lokalt. Det er helt afgørende for, at lærerne oplever nærværende og kompetent ledelse i hverdagen – og vi ser det som et vigtigt fremskridt, at det nu står klart i lovgivningen,« siger Anders Frikke. 

GL-formanden fremhæver, at institutionsloven sikrer, at bestyrelserne skal afspejle aftagerne. 

»Arbejdsmarkedets parter får kun plads i bestyrelserne i det omfang, hvor der er væsentlig aktivitet inden for erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser, og det er jeg naturligvis tilfreds med. Dog finder jeg det uforståeligt, at der skal udpeges to repræsentanter for parterne på epx-uddannelser, som jo er en gymnasial uddannelse. Det mener jeg ikke, er et relevant aftagerperspektiv,« siger Anders Frikke. ​

Derudover hæfter han sig positivt ved, at de pædagogisk rådgivende organer får en tydeligere rolle på de kommende institutioner. 

»Vi glæder os over kravet om, at lærernes faglige stemme bliver hørt og indgår aktivt. Lærerne er uddannelsens rygrad, og med medarbejderinddragelsen opnår vi udviklingen af undervisningen lokalt,« siger Anders Frikke. 

Virksomhedsoverdragelser sikrer lærernes rettigheder 
​GL-formanden fremhæver aftalens principper om virksomhedsoverdragelse for lærerne. Det indebærer, at lærerne beholder deres anciennitet og rettigheder. 

»Det er glædeligt, at virksomhedsoverdragelse ​nu bliver et grundprincip ved fusioner og fissioner. Det er et vigtigt resultat – og et signal til lærerne om, at tryghed og ordentlighed i arbejdslivet tages alvorligt. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at det kom til at gælde for at alle, der bliver berørt af epx’en, for det er urimeligt, hvis lærerne mister vilkår, fordi politikerne laver en reform. Vi har insisteret på, at lærerne ikke må blive brikker i et spil om struktur,« siger Anders Frikke.​

Positivt at de voksne miljøer bliver sikret
Det er også værd at fremhæve, at voksenuddannelserne og enkeltfagene er tænkt tydeligt ind i den nye struktur, understreger GL-formanden. »Vi ser det som en klar anerkendelse af, hvor stor betydning fleksible og målrettede tilbud til voksne har – både for den enkelte og for samfundet. De stærke voksenpædagogiske miljøer i VUC-sektoren bliver videreført i det nye landskab og inden for en rimelig afstand for kursisterne. Denne del af aftalen er vi tilfredse med for hele samfundets skyld. Alt i alt ser vi tydelige tegn på, at der er blevet lyttet til lærernes perspektiver i arbejdet med institutionsloven. Det giver et godt afsæt for det videre arbejde – og for at sikre et uddannelsessystem, hvor kvalitet og faglighed står i centrum,« siger Anders Frikke. 


Læs mere hos Børne- og Undervisningsministeriet her

Emner:  
Interessent: