Fem lærere, der kender virkeligheden: Mød GL-lærerne i epx-panelet

Nyhed
Af Anders Frikke, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening
GL har udpeget fem stærke lærere til panelet – med erfaring fra hf, eux, 10. klasse, stx og det praktiske klasseværelse. Fem lærere, der ved, hvad der skal til for at skabe undervisning, der både rummer dannelse og praksis.


​I Gymnasieskolernes Lærerforening har vi været blandt de mest højlydte kritikere af den ekspertgruppe, som skal udforme det faglige og pædagogiske indhold i epx. Når en hel ungdomsuddannelsesreform skal udvikles – og samtidig erstatter hf, eux og 10. klasse – så duer det ikke, at næsten alle pladser i ekspertgruppen går til rektorer og direktører. ​

Det har vi sagt klart og tydeligt, og det er positivt, at børne- og undervisningsministeren nu har reageret. Tesfaye har lyttet til kritikken og nedsætter et underviserpanel, som skal spille tæt sammen med ekspertgruppen – og det vil vi gerne takke for i GL. Men det er vigtigt, at den gruppe ikke bliver en kosmetisk tilføjelse.

Derfor har GL udpeget fem stærke lærere til panelet – med erfaring fra hf, eux, 10. klasse, stx og det praktiske klasseværelse. Fem lærere, der ved, hvad der skal til for at skabe undervisning, der både rummer dannelse og praksis. De kender eleverne. De kender undervisningsrummet. Og de kender skolernes virkelighed.

Ikke bare inspira​tion – men korrektiv

Epx skal ikke bygges i et laboratorie. Derfor skal underviserpanelet være det kollegiale korrektiv. Den gruppe, der kan trykprøve ekspertgruppens ideer, inspirere og vurdere: Kan det fungere i praksis? Virker det med de elever, vi står med?

Vi glæder os over, at ministeren nu bakker op. Men vi forventer også, at der bliver reel inddragelse. For epx bliver ikke en succes, hvis lærerne bliver tilskuere. De fem GL-lærere har dyb indsigt i alt fra tværfaglighed til elevtrivsel og praksisnær undervisning – og det er lige præcis den slags erfaringer, der bør danne fundamentet for det nye uddannelsestilbud.

Disse fem kræfter sætter vi vores lid til – og​ med stor tak:

  • ​Nicolai Mourier Fernández: 
    Nicolai er lektor i biologi og kemi og underviser på HF & VUC NORD i Aalborg, både på 2-årigt hf, hf enkeltfag og eux. Siden 2007 underviser han i NF, og desuden underviser han på EUX sund (ved SOSU NORD) på GF2 samt på hovedforløbet siden 2018. Nicolai har i alle årene deltaget i udvikling af undervisningen, fagene og fagsamarbejdet. Han er tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant på HF & VUC NORD samt medforfatter til læreplan Biologi B HF.
  • Manisha de Montgomery Nørgård: ​
    Manisha er lektor i matematik og religion på Frederiksberg HF. Som underviser på 2-årigt hf har Manisha indgående erfaring med en meget bred og forskelligartet elevgruppe, som er præget af stor faglig spredning, forskelligartede motivationsprofiler og blandede niveauer af skoleparathed. Hun er optaget af at arbejde med denne elevgruppe og de livsomstændigheder, som en del af dem bærer med sig ind i undervisningen. Hun er desuden tillidsrepræsentant og sidder i skolens samarbejdsudvalg og bestyrelse. Som hf-lærer har Manisha indsigt i det faglige samarbejde i de to fagpakker og som tillidsvalgt har hun arbejdet med blandt andet arbejdsmiljø, samarbejde og forandringsprocesser.
  • Thomas Holm Monberg Jensen
    Thomas er lektor og underviser i fagene samfundsfag, psykologi, og erhvervsområde på Hotel- og Restaurantskolen i København, teknisk-eux og Gastro Science. Han har erfaring med den tværfaglighed, der sikrer at eleverne møder én uddannelse med erhvervs- og gymnasiefag og som kræver indgående samarbejde mellem erhvervsfagslærere og gymnasielærere. Desuden kender han indgående til de udfordringer og muligheder, som elevgruppen udgør pædagogisk, didaktisk og socialt, og han har arbejdet omfattende med gymnasiefag i en erhvervsmæssig kontekst. Thomas er desuden tillidsrepræsentant på Hotel- og Restaurantskolen.
  • Trine Vorre
    Trine er lektor i engelsk på TietgenSkolen i Odense, hvor hun underviser på den merkantile eud/eux i engelsk og elevpladssøgning. Desuden er hun karrierevejleder og SPS-mentor for elever med cocktaildiagnoser og projektleder på "Trivsel i Faglige Læringsfællesskaber". Trine har 18 års erfaring med at undervise på en erhvervsuddannelse, og hun har været med fra begyndelsen af eud og eux. Gennem årene har hun samarbejdet med både virksomheder og undervisere på en skole med et meget blandet lærerværelse (10. klasses-undervisere, erhvervsuddannede GF1 og GF2- undervisere samt akademiske undervisere på studieåret). Desuden har hun været en del af forsøgsordningen om undervisningsopbygning på eux-merkantil, og hun ser praksisnærhed som en vigtig del af undervisningen, hvor den giver mening og er relevant for eleverne. Trine er også tillidsrepræsentant på TietgenSkolen.
  • Tony Søndergaard Andersen
    ​Tony er gymnasielærer i dansk og engelsk ved Odense Katedralskole. Han har været gymnasielærer siden 2002, og underviser på både stx og 2-årigt HF. Han har desuden i en årrække siddet i sin skoles bestyrelse. Tony er først og fremmest en dygtig og engageret underviser, som er meget optaget af uddannelse og dannelse. Han har udgivet undervisningsbøger til ungdomsuddannelserne om blandt andet "Gruppearbejdets dynamik" og om H. C. Andersen. Han er desuden ekstern supervisor på SDU Universitetspædagogik, og han fik tildelt særprisen ved Politikens Undervisningspris i 2020.

​Læs mere og se hele lærerpanelet på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside​ her​


Emner: Sygdom
Interessent: Tillidsrepræsentant