Forsker Susanne Murning, Center for Ungdomsforskning, Århus Universitet, har på baggrund af sit ph.d.-forskningsprojektet "Social differentiering og mobilitet i gymnasiet – kulturel praksis, sociale positioner og mulighed for inklusion" udarbejdet en mindre publikation med hovedkonklusionerne.
          Undersøgelsen bygger på observationer og interviews med elever i to hhx-klasser og tre stx-klasser fordelt på fem forskellige skoler – to på Sjælland og tre i københavnsområdet.
          Susanne Murning har fulgt eleverne i hver enkelt klasse en uge ad gangen i september og oktober 2009 - fra de startede i 1.g. og frem til efterårsferien. Der er desuden gennemført interviews med i alt 47 elever; 8 enkeltinterviews og 9 gruppeinterviews med tre til fem elever ad gangen.
          Projektet er udviklet af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) i samarbejde med Center for Ungdomsforskning (CeFU). Projektet bygger videre på forskningsprojektet "Når gymnasiet er en fremmed verden", som Samfundslitteratur tidligere har udgivet.
          I 2013 bliver den endelig forskningsrapport med mere grundig gennemgang af metode, teoretisk perspektiv og analyser præsenteret.

Indledning

Gymnasiets position som ungdomsuddannelse
Gymnasiet i Danmark anno 2013 er for en langt bredere elevgruppe end for blot en generation siden. 70 procent af en ungdomsårgang vælger i dag gymnasiet i form af de fire gymnasiale uddannelser; stx, hf, hhx og htx.
   Gymnasierne oplever dermed, at de skal tage imod langt flere elever. At elevgruppen er anderledes og ny i forhold til den 'traditionelle' gymnasiegruppe.  Det betyder, at gymnasierne mange steder oplever vanskeligheder med at kunne rumme alle elever.
  Der er ingen tvivl om, at målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, her spiller en fremtrædende rolle. For 95-procent-målsætningen er årsag til, at de mange nye elever også vælger gymnasiet. Fordi de ved, at de skal have en ungdomsuddannelse.
  Den øgede rekruttering er således med til at rykke ved gymnasiets formål og position som ungdomsuddannelse. Det er et vilkår, som både gymnasiet og eleverne må forholde sig til.

Skolernes kamp om eleverne – og elevernes kamp om skolerne
Forskellene mellem skolerne er med gymnasiereformen blevet forstærket og mere synlig. Skolerne konkurrerer om de bedste elever i en ulige kamp: De skoler, der traditionelt set søges af de uddannelsesstærke elever, særligt på grund af skolens historie og beliggenhed, søges nu også af mange unge uden for skolens lokalområde.
  Skolerne i områder kendetegnet ved lavere uddannelsesniveau kæmper dermed en hård kamp for ikke alene at få flere unge i området til at søge en gymnasial uddannelse, men også med at få de unge fra området, der netop søger mere uddannelse, til at vælge den konkrete skole frem for de omkringliggende skoler.
  Den øgede konkurrence mellem skolerne bidrager hermed potentielt til at dræne skoler beliggende i områder med lavere uddannelse for elever med høje uddannelses-ambitioner og/eller uddannelseskapital. Kampen står dermed ikke længere alene mellem skolerne om 'de gode elever', men også mellem eleverne om de 'gode skoler'.
  Skolernes lokalitet spiller en stor rolle. Flertallet af de 'klassiske' gymnasieskoler ligger i områder med en stor andel højtuddannede familier (i fx universitetsbyerne). Skolernes beliggenhed og store ansøgertal giver dem en privilegeret position, hvorfra de kan vælge at optage unge med høj uddannelseskapital.
   Skolerne i områder med lav uddannelseskapital oplever derimod problemer med at tiltrække nok ansøgere til skolen - og må 'fylde op' med elever, som ikke bliver optaget på den ønskede førsteprioritet.   De unge fra lavt uddannede områder søger til gengæld sjældent optag på de højtprofilerede skoler, idet de vurderer 'ikke at passe ind her'. Og de få, der gør, bliver sjældent optaget på dem.

Hvad handler gymnasiet om?
Denne undersøgelse fokuserer på gymnasieelevernes opstart i 1.g., for det er her, elevernes arbejde med at finde sig til rette er særligt udtalt. Hvad er der på færde? Hvad handler gymnasiet om? Hvilke positioner er til rådighed? Og ikke mindst: Hvilke kompetencer skal eleverne bruge for at gøre sig gældende?
  Det er samtidig i begyndelsen af gymnasietiden, det bliver tydeligt, om det, eleverne har med i bagagen, er noget, de kan bruge i gymnasiekonteksten. Nogle erfarer hurtigt, at gymnasiet er den helt rigtige hylde. At de kan få lov til at vise, hvad de kan rent fagligt og socialt – og de ender ofte med at boltre sig som fisk i vandet. Andre erfarer til gengæld, at de har vanskeligt ved at bygge videre på deres viden og erfaringer og herved gøre sig gældende i gymnasiet. Hvordan de så skal gøre sig gældende, ved de ikke.
  For eleverne handler det altså om at finde sig til rette i gymnasiet og erhverve sig en attraktiv position i et institutionelt, organiseret fællesskab mellem skolekultur, fagkultur og ungdomskultur.

Gymnasiefremmede og -vante
Udgangspunktet for undersøgelsen er særligt de elever, der kommer fra 'gymnasiefremmede' miljøer. I forhold til elever fra 'gymnasievante' hjem adskiller de sig nemlig ved, at de ikke har andre at kunne gå til og få svar på, hvordan man gør gymnasiet. De kan ikke gå hjem og undre sig sammen med deres forældre hverken over det faglige eller over samspillet mellem lærere og elever.
 Undersøgelsen giver dermed et indblik i, hvordan de så søger at finde sig til rette i gymnasiet, og hvilken betydning ikke alene deres sociale baggrund - men også den klasserumskultur, de søger at finde sig til rette i og samtidig er med til at danne - har for deres inklusion i gymnasiet.
    De gymnasiefremmede elever optræder i dag langt hyppigere, fordi en større del af en ungdomsårgang starter på en gymnasial uddannelse. Det betyder, at de gymnasiefremmede elever i dag ofte er majoriteten i en gymnasieklasse. Tidligere ville eleverne ofte være en minoritet, og måden, de skulle gøre sig gældende på både socialt og fagligt, ville være på de an-dres præmisser.
   Men når de gymnasiefremmede visse steder i dag bliver placeret i en klasse, hvor næsten alle andre også er gymnasiefremmede, er det nogle andre mekanismer, de skal pejle efter. Hvis fx alle andre har mere fokus på det sociale, så bliver det det, man som klasse fokuserer mest på frem for det faglige.
  For alle elever er gymnasiet noget helt nyt, og faktum er, at langt de fleste i starten af gymnasietiden oplever en form for fremmedgørelse. Men at der er tale om forskellige former for fremmedgørelse i forhold til, hvilke sociale og faglige ressourcer eleverne har med - og hvordan de tilskrives betydning i den konkrete klasserumskultur. 
   Der er dog ingen tvivl om, at både elevernes ressourcer og klasserumskulturen har betydning for den måde, eleverne deltager fagligt og socialt - og finder deres plads i klasserummets fællesskab(er).  

Konklusion og opsamling

Brud på rutinerne
Undersøgelsen giver et indblik i, hvad det er, der skaber forskelle i gymnasiet – og hvad der sker mellem eleverne både fagligt og socialt. Og tilsyneladende viser det sig, at jo mere man i gymnasiet holder fast i, at 'nu er det elevernes eget valg og eget ansvar', jo mere bliver de grupperet efter, hvor de kommer fra, og hvad de har med sig.
  Det kan både skoler og lærere ændre på. For hvis man vil have, at eleverne skal lære hinanden at kende og ryste dem sammen som en skoleklasse og ikke bare som et socialt fællesskab, så er det i skolesammenhænge, de skal lære hinanden at kende. Gennem aktiviteter, der på én gang er både faglige og sociale.
  Hvis skolen og lærerne derimod ikke er opmærksomme på elevernes behov for at blive rystet sammen som klasse både fagligt og socialt, er man med andre ord med til at sætte en ramme for den måde, eleverne i klassen danner netværk på. Det fastholder eleverne i en position, som er tæt knyttet til deres orienteringer og praksisser - og altså også deres sociale baggrund.
  Ønsker man at bryde med dette, skal der altså en aktiv indsats til. Det kræver et brud på rutinerne og det, der falder én mest naturligt – det, eleverne henviser til som 'en vane'. Med andre ord tyder meget på, at det netop er, når eleverne får mulighed for at vælge selv, at de vil fastholde sig selv og hinanden i sociale positioner defineret ud fra deres relation til uddannelsen og til de andre elever i klassen.
  Forestillingen om det selvstændige valg og eget ansvar må dermed ikke forveksles med en 'ligegyldighed' over for elevernes muligheder for at finde sig til rette i et fællesskab, der både giver dem muligheder og begrænsninger. Hvis skolen og lærerne har fokus på det fælles i stedet for det individuelle, får eleverne nemlig mere spillerum og tro på, at de kan gøre sig gældende. Det viser sig fx i gruppearbejdet, hvor de tør sige mere, fordi de taler som 'gruppe' og ikke kun som 'mig'.
 
Den faglige og sociale arena
Undersøgelsen viser samtidig, at alle elever arbejder hårdt på at blive en del af et klassefællesskab. Hvilke værdier (eller kapitaler), der tillægges symbolsk værdi, varierer, men det er tæt knyttet til værdierne hos majoriteten.
  Denne gruppes forhold til gymnasiekulturen er afgørende for, hvilke indsatser den enkelte elev bliver afkrævet for at kunne indgå i den konkrete klasse. Det, man som lærer vil opleve, er, at nogle klasser er mest fokuseret på det faglige, mens andre er mere fokuseret på det sociale. I de klasser, hvor majoriteten i klassen fortæller om vanskeligheder med at gøre sig gældende på den skole- og lærer-anerkendende måde, er det de sociale kapitaler, der tillægges størst værdi. Men da det sociale og det faglige fletter sig tæt sammen, har elevernes forsøg på at gøre sig gældende på den ene arena også betydning for deres muligheder for at gøre sig gældende på den anden.
  Her er det afgørende, at lærerne og skolen giver eleverne muligheder for at skabe relationer inden for begge arenaer på samme tid. I de klasser, hvor eleverne får mulighed for at lære hinanden at kende gennem det faglige arbejde, er der nemlig tegn på, at vanerne bliver brudt, hvilket får eleverne til at anerkende hinandens værdier og bruge hinandens ressourcer.
  Hvis ikke eleverne har en relation, så vurderer de udelukkende hinanden på det, de siger i klassen. Hvis man dermed som skole eller lærer ikke har gjort noget for, at de lærer hinanden at kende, så skal man heller ikke forvente, at de siger noget i timerne. Derfor er det vigtigt, at der bliver skabt tryghed i klassen – og at eleverne kender hinanden både fagligt og socialt.
   Pointen er, at det faglige og det sociale ikke kan betragtes som adskilte verdener. Der er tale om to 'kapitalformer', som vægtes højt på hver deres måde på de to areaner: De sociale kapitaler er næsten lige så vigtige som de kulturelle kapitaler på den faglige arena – ligesom de kulturelle kapitaler er vigtige på den sociale arena.
  De sociale kapitaler handler imidlertid ikke alene om, hvorvidt man deltager i festerne eller ej – eller hvem man taler med i frikvarterne. Det handler også om, hvorvidt man tilbyder sin hjælp til andre, kan snakke med flere og ikke kun enkelte, og om man giver plads og ikke udstiller andre.
  Tilsvarende handler de faglige kapitaler ikke kun om, hvorvidt man er forberedt og kan svare på opgaverne og lærerens spørgsmål – men også om man med sine svar kan være med til at gøre andre klogere, bidrager med noget interessant over for de andre og ikke kun over for læreren. Den faglige kunnen må derudover ikke bruges til at træde andre over tæerne.

Klasserumskulturens betydning
Den brede elevgruppe i gymnasiet i dagens Danmark påvirker uden tvivl klasserumskulturen. Hvis man tidligere var gymnasiefremmed, så var man en af de få i en gymnasieklasse. Og måden, man skulle gøre sig gældende der – både socialt og fagligt – ville være på de andres præmisser. Men hvis man i dag bliver placeret i en klasse, hvor næsten alle andre også er gymnasiefremmede, er det nogle andre mekanismer, der kommer i spil. Hvis alle andre har mere fokus på det sociale, fokuserer man på det frem for det faglige.
  Den nye, store gruppe af elevers adgang til gymnasiet betyder dog ikke, at der ikke stadig foregår en selektering. Dem, der kan deres faglige stof, vil nemlig stadig markere sig over for de andre. Derfor bliver det i stedet en intern selektering. Den bliver bare personliggjort ud fra den forestilling, at det er ens eget valg og dermed også ens eget ansvar.
  Men undersøgelsen bryder samtidig forestillingen om gymnasie¬frem-mede elever som udelukkende de svage, og de gymnasievante som de stærke. Pointen er, at når man ser på betydningen af social klasse i relation til at gøre sig gældende i en gymnasieklasse, så kan også de elever, som er fagligt stærke, blive presset ud i en position som socialt svage. De ressourcer, der har betydning for at finde sig til rette i gymnasiet, er med andre ord knyttet til såvel faglige som sociale ressourcer.
  Klasserumskulturen er altså afgørende for elevernes muligheder for at bringe deres ressourcer i spil - og den bliver dermed også afgørende for deres muligheder for både at deltage og danne fællesskaber i gymnasiet.

Download hele publikationen
"Klassen spiller ind - klasserumskultur, fællesskaber og deltagelse i gymnasiet"