Gymnasieskolernes Lærerforening gav mandag den 29. november 2010 sin uddannelsespris 2010 til Knud Illeris for hans mangeårige forskning i læring, læringsprocesser og læringsbarrierer. Knud Illeris er tidligere professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og har opnået international berømmelse og anerkendelse for sine læringsteorier. Illeris arbejder i dag som selvstændig konsulent og skriver blandt andet artikler og bøger om unges liv og hverdag, identitetsproblemer og motivation for at uddanne sig.

GL's formand Gorm Leschly sagde ved overrækkelsen:

Tale ved uddelingen af GL’s Uddannelsespris 2010

Da årets modtager af GL’s Uddannelsespris omsatte sine teorier om læring i en lille trekant, løste han samtidig billet til læringsteoretikernes internationale establishment. Anerkendelse og berømmelse regnede ned over ham, og han blev ført ud på rejser i over 25 lande og fem verdensdele for at udbrede sig om sine ideer om læring, læringsprocesser og læringsbarrierer. Rejserne er ikke slut endnu. Nu bryder han nyt land.

Efter seancen i dag drager han til Kina for at hjælpe kineserne med at satse offensivt på at styrke voksenuddannelse. Potentielt omfatter målgruppen for dette arbejde over 200 millioner kinesere, de fleste fra landets fattige landområder, der kun har en nødtørftig og meget autoritetstro skoleuddannelse bag sig.

Til foråret går turen til Grækenland. Her skal han være med til at søsætte en ny læreruddannelse, der blandt andet baserer sig på hans teorier om læring.

Hans bøger er oversat til en række sprog. Senest kinesisk, græsk og polsk. Internationalt er det en gængs opfattelse, at de bedste læringsteorier befinder sig i midtpunktet af vores prismodtagers læringstrekant. Det er teorier, som vægter alle tre dimensioner i læringen: kognition, følelser og omgivelser. Det er disse ingredienser, der udgør læringstrekanten, som har gået – og fortsat går - sin sejrsgang på den internationale scene for læringsteori.

Nu er det ikke alene læringstrekanten, der har gjort vores prismodtager berømt og anerkendt. Mange vil formentlig huske, at inden han udviklede læringstrekanten, var hans navn især knyttet til projektarbejdsformen med det problemorienterede og deltagerstyrede projektarbejde. Tilbage i 1970érne blev ideerne om projektarbejdsformen betragtet som revolutionære. I dag indgår de med vægt i det officielle danske uddannelsessystem.

Spørgsmålet er så, om ideerne og tankerne bag projektarbejdsformen i dag udfolder sig på måder, som vores prismodtager kan bakke op om? Ifølge ham skal problemovervejelserne tage udgangspunkt i et foreliggende problem, der findes her og nu. De teorier og metoder, som eleverne skal arbejde med, skal udspringe af problemernes omfang og karakter og ikke af faggrænserne.

Problemorienteringen knyttes tæt til, at man ikke skal tage udgangspunkt i fagene, men netop lade problemerne definere indholdet. Som vores prismodtager flere gange har understreget, er det vigtigt, at læringsindholdet bliver bearbejdet i en sammenhæng. Det giver bedre mulighed for at forstå kompleksiteten i indholdet frem for at lære det overfladisk med henblik på at kunne gengive det til eksamen.

For vores prismodtager er det afgørende, at de problemer, projekter skal behandle, har en subjektiv relevans for eleverne og knytter sig til elevernes erfaringsverden.

Det er efter vores prismodtagers opfattelse ikke det samme som, at fagene skal opløse sig. Han argumenterer blot for, at det i stofudvælgelsen og stoftilrettelæggelsen ikke primært skal være fagenes logikker, som skal styre planlægningen af undervisningen.

Spørgsmålet er, om det flerfaglige samarbejde i dagens gymnasiale uddannelser reelt kan honorere prismodtagerens krav til problemorientering og deltagerstyring. Eller er det ofte og snarere sådan, at vi arbejder med problemer, som i høj grad defineres af lærerne, og som tager afsæt i fagets eller professionens indre rammer?

Det er ikke en problemstilling, vi kommer nærmere ind på i dag. Men jeg synes bestemt, at det kunne være interessant at få et kritisk blik og bud på den fra årets prismodtager. Den vurdering må vi have til gode ved en anden lejlighed.

I de senere år har årets prismodtager beskæftiget sig en hel del med, hvad det er, unge mennesker egentlig går og tumler med, når de vælger uddannelser eller springer fra dem. Hvad er det, der sker for den enkelte unge? Hvorfor er det, at den enkelte unge eventuelt oplever et misforhold mellem hans eller hendes drømme og visioner og den konkrete virkelighed på den enkelte uddannelse? Hvad kan vi gøre bedre i tilrettelæggelsen af uddannelserne, så flere unge vælger at fuldføre dem?

Det er spørgsmål som disse, der har ført til prismodtagerens artikler og bøger om unges liv og hverdag, identitetsproblemer og motivation for at uddanne sig. Og det er ud fra dette arbejde, at vi er stødt på opråb om, at vi skal have sat læringen på gulvplan og de daglige aktiviteter i centrum frem for test, regulering, kontrol og store topstyrede organisationer.

Det er disse seneste overvejelser, vi om lidt skal høre mere om. Men inden jeg giver ordet til årets prismodtager, KNUD ILLERIS, vil jeg bede Knud om at komme på scenen og modtage prisen for sit mangeårige og utrættelige arbejde for at fremme ideer om læring, læringsprocesser og læringsbarrierer.

Tak for indsatsen KNUD. Vi har aftalt, at Knud nu får ordet i ca. ½ time. Vi har bedt ham om at fortælle os, hvor han ser de største faglige, pædagogiske og didaktiske udfordringer for de gymnasiale uddannelser i dag og fremover. Ordet er dit, Knud. 

Knud Illeris' gæsteforelæsning (pdf).