​Regeringen offentliggjorde for nylig sin strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet. Strategien har længe været efterspurgt, for situationen for mange fremmedsprog er alvorlig. F.eks. er antallet af studenter med tre eller flere fremmedsprog faldet fra 28 procent i 2007 til to procent i 2016.

Dansk Industri har desuden bemærket, at stærke sprogkompetencer hos medarbejderne er en truet forudsætning for, at erhvervslivet står sig godt i den internationale konkurrence. Jeg er glad for en national strategisk tilgang til problemerne, der oven i købet har fokus på, at sprog ikke kun er en færdighed, men også er stærkt almendannende.

Der er brug for penge og forpligtelser i den nationale sprogstrategi.

Et af strategiens syv tiltag er oprettelsen af et nationalt center for fremmedsprog. Det tiltag er fornuftigt, men det undrer mig, at centret delvis finansieres af midler fra den nye gymnasiereform. Og det i en situation, hvor gymnasierne i forvejen har svært ved at få råd til oprettelsen af sproghold.

Et andet tiltag er, at uddannelsesinstitutionerne opfordres til at udarbejde lokale sprogstrategier. Men her er der brug for mere end en opfordring - og der er brug for ressourcer til at drive den forpligtende indsats. Ellers skyder regeringen ansvaret for et umuligt projekt over på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Regeringen vil nedsætte en følgegruppe, der jævnligt skal gøre status inden for sprogområdet, men allerede nu efterlyser jeg, at både Søren Pind (V) og Merete Riisager (LA) tager mere direkte ansvar og definerer tydelige kriterier for, hvornår udviklingen for fremmedsprogene er en succes, og hvornår det kræver skrappere eller yderligere initiativer, hvis fremmedsprogenes deroute fortsætter.