Gymnasielærerne til den kommende regering: Lad os få en intelligent reform af karakterskalaen

Debatindlæg
Af Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening - i Altinget 27. maj 2019
DEBAT: Der er behov for en reform af den nulfejlspromoverende syvtrinsskala, og så skal den kommende regering spørge sig selv, hvor meget karakterer som ideal skal fylde i vores uddannelsessystem, skriver Tomas Kepler.

​​​​Når en ny regering om ikke så længe skal formulere sin uddannelsespolitik, er der rigeligt at tage fat på.

Vigtigst af alt er, at den næste regering er ansvarlig og ambitiøs nok til ikke blot at stoppe de systematiske og ødelæggende nedskæringer i uddannelsessektoren, men også geninvesterer, så det nuværende dræbende kvælertag på sektoren løsnes.

Derudover kan en ny regering også iværksætte positive tiltag på uddannelsesområdet, som har mere med styringsfilosofi at gøre.

Her kan man eksempelvis skabe reelle forbedringer af vores uddannelsesmiljø ved at reformere den syvtrins karakterskala, vi benytter i dag.

For få midterkarakterer

Sagen er, at uddannelse er kommunikation, og når vi kommunikerer med eleverne gennem den ubehjælpsomme syvtrinsskala, som erstattede 13-skalaen tilbage i 2006, taler vi et mere primitivt og pædagogisk fattigt sprog, end vi behøver.

Til uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers' ros skal det siges, at han tilbage i januar åbnede debatten om en justering af syvtrinsskalaen ved at pege på et par af de reelle problemer med skalaen.

For det ER et problem ved skalaen, at der kun er få midterkarakterer (4, 7 og 10), som endda har ekstra store spring imellem sig. Og det ER et problem, at skalaen er formuleret som en mangelskala med fokus på fejl.

Begge dele reducerer skalaens anvendelighed som et pædagogisk værktøj for lærerne, promoverer en nulfejlskultur i stedet for kreativitet og risikovillighed, og den gør intet for at dæmpe det karakterræs, som eleverne er fanget i.

Desuden er den negative dumpekarakter '-3' overflødig og kunne afskaffes for at skabe 'plads' i skalaen til en midterkarakter mere, hvis målet fortsat er en skala med syv trin for at fastholde den internationale kompatibilitet. 

Det kan derfor fortsat undre, at Tommy Ahlers' initiativ skulle ende i et regeringsudspil 11. april gående på, at skalaen først og fremmest skal udvides i toppen med 12+.

Det største problem skulle altså være, at der mangler en mulighed for at hænge en medalje ekstra om halsen på et udsnit af de bedste?

De problemer, som Ahlers ellers havde lagt mest vægt på tre måneder tidligere, de blev ved samme lejlighed parkeret i en ekspertgruppe til yderligere gennemtygning, hvis ikke syltning.

Der er måske en politisk logik i, at det ikke kunne blive til mere end et ideologisk paradeudspil kort tid før et folketingsvalg, men jeg håber ikke, at muligheden for en mere gennemgribende ændring af skalaen er ved at forsvinde ud i tågerne.

Karakterskala.png

En fin justering

Behovet for en justering eller ligefrem en reform af karakterskalaen er fortsat bydende, og forhåbentlig vil en ny regering samle de bedste dele af Ahlers' initiativ op.

'12+' er dog ikke en af delene, tværtimod kan man sagtens forestille sig, at '12+' kun ville forstærke den usunde karakterkultur, vi i forvejen kæmper med.

Konkret kunne en ny regering sætte sig for at justere syvtrinsskalaen således, at den fremover skulle rumme karaktererne 00 (dumpet), 02, 4, 6, 8, 10 og 12.

Det ville nivellere springene mellem karaktererne, og sammen med en revision af trinbeskrivelserne kunne vi komme væk fra fejlfinderkulturen. Det kunne være en fin justering.

Vi er midt i problemet

Jeg vil dog opfordre til, at man sørger for at få stillet og besvaret nogle mere grundlæggende spørgsmål i forbindelse med en reform af skalaen.

Hvorfor er der behov for spring på mere end et point mellem karaktererne?

Des større spring, des mere oplever eleverne, at der er på spil, og des mere rettes fokus mod de dér karakterer. Og når karaktererne bliver dominerende, bliver alt det i vores skolekultur, som ikke kan opfanges og udtrykkes i en karakter, klemt.

Det er ikke et problem, vi står over for; det er et problem, vi står midt i.

Derfor skal en ny regering også spørge sig selv, hvor meget karakterer, tests, målinger og målbarhed som et ideal i det hele taget skal fylde i vores uddannelsessystem.

Forkert fokus

Kan behovet for målbarhed nedtones, så der måske kan skabes et andet og større rum for det, vi ikke kan eller vil reducere til målbare størrelser?

Vi er nu der, hvor hver anden gymnasielærer eksempelvis ikke eller kun i mindre grad kan prioritere det almendannende i uddannelsen.

Det skyldes først og fremmest nedskæringer, men også, at systemet vægter at måle og veje på det, der kan måles.

Vil en ny regering ikke bare formå at reformere karakterskalaen, men også have modet og viljen til at udfordre den styringsfilosofi, som stiller krav til vores uddannelsesinstitutioner om at levere politisk 'accountability' efter mantraet "ikke én skattekrone brugt uden dokumenteret effekt"?

Svarene på de fundamentale spørgsmål om karakterer og målbarhed som et ideal får i sidste ende konsekvenser helt ind i forholdet mellem lærer og elev.

Derinde, hvor vi VED, at elevens udbytte af skolegangen afgøres.

Lad os få en intelligent reform af skalaen og sammen med den en bredere drøftelse af, hvordan vi finder plads til det i vores uddannelser, som vi ikke kan eller vil sætte på formel og karakter.

Det har betydning for karakterskalaens indretning, og for hvor meget karakterer i det hele taget skal bruges.




Emner: Uddannelse; Uddannelsespolitik; Karakterskala
Interessent: