Hanne Andersen og Jens Erik Mogensen fra Københavns Universitet skriver i Information den 26. oktober, at gymnasielærernes uddannelse bliver overset i debatten om gymnasiet.
De to universitetsfolk kommer desværre selv til at overse lærernes uddannelse, når de foreslår en løsning, der sætter almendidaktikken og pædagogikken på kandidatstudiernes skemaer.
Universiteternes kandidatstudier skal ikke overtage den almendidaktiske og pædagogiske uddannelse af fremtidens gymnasielærere.
Missionen er god: Gymnasielærerprofessionen skal blive endnu stærkere. Landets gymnasielærere er ganske vist i forvejen højt kvalificerede undervisere, men jeg kan kun bakke op om forbedringer. Det er i elevernes interesse, og det øger også lærernes arbejdsglæde.
Problemet i disse tider er dog, at der lige nu gennemføres en gymnasiereform samtidig med, at markante besparelser rammer hele sektoren. Der tilføres ingen ekstra ressourcer til uddannelse eller efteruddannelse i forbindelse med reformen – tværtimod.
Nedskæringerne er i dag den første – og største – forhindring for en god uddannelse og efteruddannelse af gymnasielærerne. Gymnasielærere får deres uddannelse i pædagogik og didaktik i pædagogikum, en vekseluddannelse som gennemføres i ansættelsens første år.
Pædagogikum knytter en forskningsbaseret, teoretisk uddannelse tæt sammen med det praktiske arbejde som gymnasielærer. At kunne koble teori med praksis er en stor fordel, og pædagogikumuddannelsen fungerer faktisk godt – hvilket universiteterne bag den teoretiske uddannelse også kan tage en del af æren for.
Når der alligevel er en del kandidater, der knækker nakken på den første tid som undervisere i gymnasiet, skyldes det snarere, at nogle skoler venter med at tilbyde de nyansatte lærere pædagogikum. Det er ofte i direkte strid med reglerne og dybt problematisk for både elever og lærere.
Løsningen er imidlertid ikke at lade universiteternes kandidatstudier overtage den almendidaktiske og pædagogiske uddannelse af fremtidens gymnasielærere. Gymnasielærerne har brug for al den faglige uddannelse på deres studier, de kan få for at sikre det høje, faglige niveau i gymnasieundervisningen.
Det nytter ikke at erstatte fordybelse i kandidaternes fag med uddannelse, der lige nu sker efter studiernes afslutning i pædagogikum. Det vil tage værdifuld tid fra lærernes samlede uddannelse og reelt føre til en faglig svækkelse af gymnasielærernes universitære baggrund.
Lad os i stedet for særlige kandidatuddannelser tilrettet fremtidige gymnasielærere få et fornyet fokus på at tilvejebringe de nødvendige ressourcer til at sikre en dybdegående og kontinuerlig uddannelse af gymnasielærerne i pædagogikum – såvel som resten af karrieren. Det trænger debatten om gymnasiet til.
