Søgetal 2022

GL undersøgelse
 

​​Undervisningsministeriet har den 24. marts 2022 offentliggjort søgetallene fra 9. og 10. klasse. Tallene indeholder alle de unges første prioritet. Tallene indeholder også de unge, der evt. skal til optagelsesprøve efterfølgende for at blive optaget i gymnasiet. 

De unge, der søger ungdomsuddannelse efter at have været væk fra grundskolen, er ikke med i ministeriets opgørelser. Søgningen til især hf og eud/eux vil derfor være højere, end disse tal angiver.

De unges valg

I 2022 var der 100.445 unge, der gik i 9. og 10. klasse. Det er 0,4 pct. flere unge end sidste år – samtidig er antallet i ungdomsårgangen (15 og 16-årige) steget med 1 pct. Der er flere unge, der har valgt at fortsætte i 10. klasse i år ift. sidste år – hvor andelen i forvejen var høj. Der er 52,5 pct. af de unge i 9. klasse, der har valgt at fortsatte imod 51,7 pct.​ i 2021 og 48,4 pct. i 2020. Det kan skyldes hele situationen omkring corona, hvor mange unge ikke har været sammen med deres klassekammerater i en del af de sidste to skoleår. Det vil de nu kompensere for med et år i 10. klasse. Herudover har det igen i år været vanskelige forhold for valg af ungdomsuddannelse på grund af virtuel brobygning og virtuelle åbent hus-arrangementer på gymnasieuddannelserne.

Der er samtidig flere unge, der vælger noget andet end en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Knap 500 elever flere end i sidste år - en stigning på over 15 pct. – har valgt 'Andet', hvilket fx er et udenlandsophold eller et arbejde. Dette kan igen skyldes corona samt de lave arbejdsløshedstal, der betyder, at det er lettere at gå ud og få et arbejde efter grundskolen. 

​Tabel 1. Hvor søger de unge fra 9 og 10 klasse hen?

Tabel 1.PNG 

Der er lige så meget unge, der søger erhvervsuddannelserne i år som sidste år – ud af de 13.169 elever, har 30,8 pct. tilkendegivet, at de ønsker at følge erhvervsuddannelsen som EUX. Det er et fald på 1,4 pct. point af den samlede søgning. Det svarer til, at omkring 180 færre elever har valgt at søge en EUX i 2022 ift. 2021. 

Søgningen til de gymnasiale uddannelser er faldet med 476 unge – svarende til et fald på 1 pct. i forhold til sidste års søgning. 

Nedenfor kan man se fordelingen af ansøgere til ungdomsuddannelser og omverdenen i procent. Her kan ses, at en lavere andel af de unge der forlader grundskolen, vælger en gymnasial uddannelse. Andelen er gået fra 74,3 pct. i 2016 til 72,1 pct. i 2021 og er nu på 71,6 pct. 

Andelen, der søger en erhvervsuddannelse er steget med 1,6 pct. fra 2016 – så søgningen ligger på 20 pct. i 2022. Stigningen fra 2021 til 2022 er på 0,1 pct.point. Der er en stor andel af de unge, der først søger en erhvervsuddannelse senere i livet. 

Herudover stiger andelen af unge, der går ud af grundskolen til 'Andet', fra 4,8 pct. til 5,5 pct. ​det seneste år.   ​

Søgning 2022.PNG

Søgningen til de gymnasiale uddannelser

Af de unge, der søgte en gymnasial uddannelse direkte efter grundskolen, søgte knapt 6 ud af 10 stx. Til hf og htx er det 1 ud af 20, mens 2 ud af 10 søger hhx. Der er sket en mindre forskydning i ​andelen af søgningen fra htx mod stx. 

De faktiske søgetal viser, at der er sket et samlet fald i antallet af unge, der søger gymnasiet efter endt grundskole på 476 elever, svarer til et fald på 1 pct. Det svarer til, at der samlet er 17 fulde klasser færre på gymnasierne. Især htx oplever et stort fald i søgningen med et fald på 601 elever, svarende til 12,7 pct. eller knap 22 klasser. Hf falder med 132 elever, imens stx stiger med 146 elever (inkl. IB), og hhx stiger med 111 elever.

Der er desuden lidt over 4.000 elever, der har tilkendegivet, at de vil på EUX. Det er et fald på omkring 180 elever, svarende til et fald på over 4 pct. ​

tabel2.PNG

Download notat, hvor du også kan se den regionale søgning, søgning til små skoler, skoler der ikke må optage elever på bestemte uddannelser i år, samt de enkelte skolers søgning landet over: Søgetal fra grundskolen til de gymnasiale uddannelser 2022.pdf


Emner: Søgetal
Interessent: