Fælles skrivelse fra Rungsted Gymnasium

 
 
Flere lærere har nu over 200 forskellige elever, og det betyder selvsagt at lærerne får en forringet mulighed for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev

Regeringen har med finanslovsudspillet lagt op til endnu en 2% besparelse på uddannelserne. Dermed er ballet åbent for en fortsættelse af de sidste par års nedskæringer på uddannelsessektoren – en nedskæring, der varsles fortsat til 2021. På Rungsted Gymnasium ser vi med stærk bekymring på finanslovsudspillet. Vi er bekymrede, fordi vi allerede har sagt farvel til mange gode og dygtige lærere – nogle har valgt en tidlig pension, mange er ikke blevet genansat efter endt årsvikariat, og flere er blevet fyret eller sat ned i tid som resultat af besparelserne. Enkelte har søgt helt væk fra sektoren.

 

Vi er bekymrede, fordi vores manglende lærere efterlader et tomrum på gymnasiet, et tomrum som de resterende lærere skal fylde. På Rungsted Gymnasium gør vi alt, hvad vi kan for dette tomrum ikke skal ramme eleverne, men i takt med de stadige nedskæringer bliver dette mere og mere vanskeligt. Tomrummet betyder nemlig, at de enkelte lærere skal have flere hold – og dermed også flere elever. Flere lærere har nu over 200 forskellige elever, og det betyder selvsagt at lærerne får en forringet mulighed for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev – endsige lære alle deres navne at kende.

I år skal gymnasieskolen implementere en ny reform, en reform med vægt på selvstændig tænkning, innovation og kreativitet. Dette er ikke evner og kundskaber, som vokser og gror, hvis undervisningen bliver til en metervare. Vi er bekymrede for, at de 2% årlige besparelser desværre betyder, at metervaren gradvis må blive det, vi tilbyder eleverne. En metervare der lægger op til reproduktion af fakta frem for kritisk tænkning, kreativitet og innovation.

Dansk Erhverv og Dansk Industri har udtalt at nedskæringerne på uddannelsessektoren bør stoppe, og at regeringen og forligsparterne må begynde at se uddannelse som værdiskabende frem for en udgift. På Rungsted Gymnasium er vi enige. Hvis de kreative og kritiske kundskaber forfalder, bliver vores samfund fattigere – både menneskeligt og økonomisk.


Bestyrelsesformand Isabella Meyer

Rektor Mogens Hansen

Tillidsrepræsentant Bo Hilsted

Pædagogisk Råd Peter Anders og Anne Vedersø

Lærerrepræsentanterne fra bestyrelsen Henrik Tuxen og Kristian Wulff

Elevrådet

Emner: Nedskæringer
Interessent: