​Tidligere på året blev fire lærere på vores skole, Hvidovre Gymnasium og HF, fyret som direkte følge af regeringens nedskæringer i gymnasiesektoren. I denne uge har ledelsen meldt ud at flere lærere muligvis må sættes ned i tid. Og hvem ved, hvordan økonomien ser ud ved skoleårets start i august? Først der ved man nemlig, hvor mange elever vi reelt står med i klasserne. Oven i de ekstra arbejdsopgaver der nu pålægges de resterende lærere og oven i al den usikkerhed fyringsrunder medfører, skal vi nu også implementere en gymnasiereform fra næste skoleår. Det er jo sådan set en spændende opgave, men man kunne godt ønske sig, at rammerne for det arbejde havde været lidt mere motiverende.

Når vestegnsgymnasierne bliver særlig hårdt ramt af nedskæringerne, skyldes det flere ting. Der er en indbygget en ulighed i taxametersystemet, idet gymnasierne modtager penge pr. elev. Skoler, der ligger i traditionelle arbejderklasseområder, har større frafald på grund af elevernes sociale baggrund. Her spiller årtiers fejlslagen boligpolitik, der aktivt har opdelt de velhavende fra de mindre velhavende, naturligvis også ind.

En anden årsag er, at det på trods af små ændringer stadig er muligt for vestegnens elever at søge gymnasier i Københavns centrum og i Roskilde. Gymnasiernes bestyrelser i de to byer har på ingen måde besindet sig, når de år efter år har udvidet kapaciteten af elever. Bertel Haarder efterlyser i et interview med Gymnasieskolen 26. april, at nogle bestyrelser i højere grad tilgodeser samfundets interesser end blot institutionens egne. Det er der helt sikkert ikke mange eksempler på, at bestyrelser har gjort. Og måske kan man ikke fortænke dem i det. For selvejestrukturen med en bestyrelse i spidsen for skolen ligner jo til forveksling en virksomhedsstruktur, og det var vel egentlig også ideen bag. Pilen peger altså tilbage på politikerne: der ligger i selvejet et incitament for gymnasierne til at ekspandere. Og kære politikere, når man indfører den slags incitamentsstrukturer, så virker de. Husk det til en anden gang.

Det er helt tydeligt et politisk valg, om man ønsker, at der i fremtiden skal ligge gymnasier på vestegnen og i de tyndt befolkede områder, for der er ganske enkelt grænser for hvor meget politisk modstand og hvor meget økonomisk modgang skolerne kan klare.

Skulle nogen stadig betvivle, hvorfor der er behov for gymnasier uden for de store byer, ja så overvej lige hvad let adgang til uddannelse betyder for et samfund. Det betyder al verden, at man kan uddanne sig i et miljø, man føler sig tryg og hjemme i.

For om noget er gymnasiet som institution med til at fremme social mobilitet og integration. Ikke bare for de enkelte vestegnselever, men så sandelig også for samfundet, er det af meget stor værdi, at der også i de økonomisk dårligt stillede lokalsamfund findes gymnasier.

Gymnasiale uddannelser bør ikke være et elitært privilegium, som man med møje skal tilkæmpe sig ret til ved skrive ansøgninger til bestemte gymnasier i de store byer. Det skal være et tilgængeligt tilbud for alle unge. Det er sådan, vi hæver uddannelsesniveauet her i landet.