Uddannelsesalliancen: Nej til nedskæringer!

 
 
30.000 i København og 10.000 i Aarhus deltog i demonstrationen mod nedskæringer i uddannelser.

​Gymnasieelever, studerende, undervisere på landets ungdoms- og videregående uddannelser var samlet for at tydeliggøre, at uddannelserne ikke er kornfede, men at fremtidens samfund nødvendigvis må bygges på veluddannede medborgere.

Demo-udvalg.jpg 

30.000 i København 

Både i København og i Aarhus var GL indbudt til at tale. I København talte GL's formand Annette Nordstrøm Hansen og i Aarhus talte GL's næstformand Sigrid Jørgensen. GL er med i Uddannelsesalliancen.

Aarhus.png 

10.000 i Aarhus

 

GL's tale i København og Aarhus

Kære venner!

Hvor er det godt at se, at vi er så mange samlet her i dag.
Samlet om at sige stop for milliardnedskæringer og kvalitetsforringelser i vores uddannelser.

Man siger, at i politik kan alt ske. Men at vi skulle stå her i dag og forsvare os mod nedskæringer på 8,7 milliarder i uddannelsessektoren; det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Venstre har ved flere lejligheder udtrykt, at uddannelserne er et kerneområde i velfærdsstaten. Derfor er det uforståeligt, at partiet med regeringsmagten vil slagte sine uddannelsespolitiske visioner.

Hvad blev der af de fine ord om, at uddannelse er forudsætningen for en stærk konkurrenceevne, jobskabelse og vækst?

Ordene er omsat til kontante nedskæringer, der både er så kortsigtede og meningsløse, at det gør ondt. De ødelægger uddannelserne. De river brutalt den livsnerve over, der skal sikre vores fælles fremtid.

Uddannelser i topkvalitet er afgørende. Danmarks vigtigste råstof er veluddannede medborgere.

Det synspunkt har vi hidtil kunnet samles om. Men sådan er det ikke længere. Regeringen og de partier, der støtter nedskæringerne, vil det anderledes.

Nu skal uddannelserne holde for og skabe rum for mere politi og skattelettelser. Hvad tænker I på, kære politikere?

Selv om politikerne påstår det modsatte, er der allerede sparet på uddannelser.

Det er i sig selv vanvittigt. Men ikke nok for regeringen, der lige svinger sparekniven én gang til og skærer dybt i gymnasieuddannelserne.

Regeringen og forligspartierne har udstedt regningen for reformen af erhvervsuddannelserne til gymnasierne. I 2017 får gymnasierne på den konto 3,6 pct. mindre i økonomisk tilskud.

Derfor rammer de foreslåede nedskæringer i finanslovsforslaget gymnasieuddannelserne ekstra hårdt.  I 2019 bliver konsekvensen, at hver eneste student skal være mere end 10 procent billigere.

VUC rammes af store nedskæringer allerede fra januar 2016! Regeringen og partierne bag erhvervsuddannelsesreformen fjerner tilskud på 138 mio. kr. til VUC's fjernundervisning.

Det er ganske enkelt ikke muligt for VUC at finde de penge uden at forringe kvaliteten. Og det er et helt urimeligt frontalangreb på sektoren. Januar 2016 er lige om hjørnet. Nedskæringen kommer midt i et skoleår! Og de 138 mio. kr. skal vel at mærke lægges oveni den foreslåede 2% besparelse.     

Regeringens nedskæringsplaner ER en katastrofe. Regeringen må komme på bedre tanker. Derfor er jeg så glad for at se alle jer i dag. Sammen skal vi kæmpe for at få politikerne til at forstå, at I er Danmarks råstof!

De massive nedskæringer vil få alvorlige konsekvenser. Lærere vil blive fyret. Og de tilbageværende lærere skal løbe endnu stærkere og undervise flere elever.

Det vil gå ud over hver eneste elev. Og det vil ramme de elever, der har brug for lidt ekstra hjælp i undervisningen.  Farvel til lektiecafeer. Farvel til mentorordninger. Farvel til psykologhjælp. Men også farvel til særlige udfordringer til de dygtigste elever.

Er det det, vi vil med vores uddannelser? Er det det, vi vil tilbyde unge i dag?

Politikerne må vågne op. De må tilbage på sporet og tilbage til visionerne. Veluddannede unge ER det mest dyrebare råstof og dermed Danmarks fremtid.

Slagt ikke uddannelsesvisionerne. Stop grønthøsteren. Sæt en stopper for nedskæringerne!

Politikere, lyt til de massive protester i dag.

Lad os tænde lyset for fremtiden. Det skal brænde for at rulle uddannelsespolitiske mørkemænd og visionsløse nedskæringer tilbage.

Tak for ordet.

God kamp!       

Emner: Økonomi
Interessent: