Stop - skift spor og investér

 
 
Uddannelsesalliancens demonstration 5. oktober 2017

​​10.000 elever, studerende og undervisere stod sammen i København, Odense, Aarhus, Aalborg og Rønne mod regeringens nedskæringer på uddannelse.

14,7 mia. kr. var omdrejningspunktet for dagens demonstrationer i Uddannelsesalliancens regi.

I København holdt bl.a. GL's formand, Annette Nordstrøm Hansen, tale, og i Odense var GL's næstofrmand Jeppe Kragelund på talerlisten.

GL's budskaber var:

"Kære venner
Dejligt at se, at I igen i år er troppet talstærkt op. Igen er vi samlet for at sige STOP for milliardnedskæringer og STOP for kvalitetsforringelser i vores uddannelser. Men hvor er det trist. At vi for tredje år i træk er nødt til at markere vores utilfredshed ved demonstrationer i hele landet.

Lad os sammen råbe politikerne op. Vi gør det ved at række hænderne i vejret

og råbe: 

Stop
Skift spor og investér

Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.

Det er det fundament, vi skal bygge fremtiden på.
Uddannelse skal sikre social mobilitet.
Og uddannelse skal sikre vækst i vores samfund.

Det har været god latin i mange år.

Men sådan er det ikke længere.
I sit forslag til finanslov for 2018 vil regeringen fortsætte nedskæringerne.
Helt frem til 2021.

Ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser skal samlet spare 14,7 mia.
Det rammer hver eneste elev.
Hver eneste studerende.
Hver eneste lærer.
Og hele samfundet.

Det er et politisk selvmål af dimensioner.
"Uddannelse og forskning gør Danmark rigere",
har finansminister Kristian Jensen sagt.
Det er bare ikke det, vi ser i regeringens politik.

I gymnasieuddannelserne har vi allerede sagt farvel til over 1000 lærere.
Konsekvenserne er mærkbare. Lærerne får mindre tid til at hjælpe den enkelte elev.

Mindre tid til at forberede undervisningen.
Og mindre tid til at give den vigtige feedback til eleverne.

Samlet vil regeringen skære 1,8 mia. i gymnasieuddannelserne.
Det svarer til hele 4 millioner færre lærertimer.

Nedskæringerne er ude af trit med de politiske ambitioner.
Med den nye gymnasiereform vil politikerne højne fagligheden og
styrke feedbackkulturen.
Det er fint nok.
Men målsætningerne kan bare ikke gennemføres med de voldsomme nedskæringer.

Uddannelsesallliacen - Kbh.jpg
​Stemningsbillede fra demonstrationen i København​

Hver tredje elev i gymnasieuddannelserne oplever faglige eller sociale vanskeligheder.
44 procent af eleverne oplever, at lærerne ikke længere har tilstrækkelig tid til at hjælpe dem i dagligdagen.

81 procent af gymnasielærerne vurderer, at rammerne for god undervisning er blevet ringere. Det er alvorlige udsagn fra elever og lærere.

Kortsigtede økonomiske besparelser på uddannelse har langtrækkende, uoverstigelige og ødelæggende konsekvenser.

Odense.jpg 

​Stemningsbillede fra demonstrationen i Odense​
​​

Uddannelsespolitisk er regeringen på vildspor.
Lad os sige det ligeud:

Besparelserne ødelægger uddannelsernes kvalitet.
Besparelserne slukker mange unges drømme.
Derfor siger vi STOP nedskæringerne NU!

God kamp."

aarhus sdemo1.jpg

Stemningsbillede fra demonstrationen i Århus​​


Aalborg.jpg

Stemningsbillede fra demonstrationen i Aalborg​​

Emner: Nedskæringer
Interessent: