Den undersøgelse om elevernes faglighed, som blev offentliggjort for nylig, viser, at på områder som paratviden er eleverne blevet dårligere, mens de til gengæld er blevet væsentligt bedre til at analysere og samarbejde – nogle af de færdigheder, der fremhæves som såkaldte 21st Century Skills. Fagligheden har således flyttet sig og udviklet sig.
Egentlig ikke overraskende, al den stund at vores fag og skoler heldigvis er levende størrelser, som både formår at overlevere, men også udvikle sig i takt med det øvrige samfund. Og anerkender man ikke nødvendigheden af begge aspekter, så polariseres debatten langt ud i det primitive. Så er alt nyt godt, og skolen af i går var kun for, og om, dinosaurer. Eller også er alt nyt skidt, og fagligheden har været i konstant deroute siden Harald Blåtand lod runer riste.
Når først kuglerne flyver mellem fagligheds-skyttegravene, så fanges eleverne nemt i krydsilden, sådan som den seneste offentlige debat desværre har illustreret. Stormløbet mod “de dumme og dovne elever, som spænder ben for fagligheden" er et fast indslag i den skyttegravskrig, som uddannelsessektoren sikkert aldrig slipper helt ud af, men som i trængselstider intensiveres. “Åh hvor ville livet være nemmere og fagligheden højere, hvis bare de dumme og dovne ikke var i gymnasiet. Eller på universitetet. Eller i folkeskolen. Eller…". Så er faglighedskrigen blevet så forrået, som det næsten kan lade sig gøre.
Den position kan ligefrem bevidst misbruges til at lede fokus væk fra de reelle ændringer i fagligheden, som vi dikteres af politikerne gennem gymnasiereformer, af de samfundsmæssige forandringer - eks. udbredelsen af smartphones - som påvirker os alle sammen på planer, vi nok slet ikke har et overblik over endnu, og af de nedskæringer, som helt afgørende forringer vores - og elevernes - arbejdsforhold på alle mulige måder. Så skælder man fx ud på afgangseleverne fra folkeskolen, uden at forholde sig til de voldsomme forringelser, politikerne har udsat samme elevers folkeskoletid for.
Gymnasiet løfter bredere end nogensinde før – ikke bare snævert fagligt set, men på alle mulige måder. Vi skal bygge eleverne op, så vi får alle med, og vores studenter klarer sig beviseligt godt. På visse områder løfter vi endnu ikke bredt nok. Ex gennemfører færre unge med handicap en ungdomsuddannelse. Det kan vi i Danmark ikke være stolte af.
Men vi skal tage de reelle pres på fagligheden alvorligt, fordi de mange intentioner, der er i læreplanerne, vanskeligt lader sig realisere på grund af de senere års massive nedskæringer med stadig mindre tid til at tilpasse undervisningen og prioritere relationen til den enkelte elev. det er også i sig selv nødvendigt at se kritisk på de politiske opfattelser af, hvordan fagligheden styrkes. Både elever og lærere kan få åndenød når politikerne tror, at faglighed er noget man simpelt styrker ved at skrue op for kompleksiteten og graden af akademisering længere og længere ned i uddannelsessystemet (for slet ikke at nævne de forlængede skoledage med dårligere forberedt undervisning i grundskolen). Det bliver sværere og sværere at levere den faglighed, vi ved, vi kan levere, når lærerne presses mere og mere, af et finansministerium som vil have længere-på-literen, og af en politisk verden, hvor øget faglighed er lig pompøse formuleringer i lovtekster og læreplaner. Når uddannelserne presses på ressourcen, risikerer løsningen at blive en hård stilladsering og digitalisering. Og det er eleverne og lærerne, der betaler prisen.
