Regeringen smed forrige weekend en bombe: Man vil, stik imod løfterne under valgkampen, skære på uddannelsesområdet. På gymnasieområdet vil det betyde nedskæringer på over to milliarder de kommende fire år. I lanceringen af besparelserne blev der talt om kornfede uddannelser, og at ledelserne vil elske at gå deres uddannelser igennem for at trimme dem.

Den trimning har desværre allerede fundet sted på landets gymnasier. Der er effektiviseret, og lærerne har aldrig undervist så meget, som de gør i dag.

Men der er stor forskel på de enkelte skolers økonomi. I nogle dele af landet er der fortsat 28 elever i hver klasse i 3. g. Det er skoler med få elever fra gymnasiefremmede hjem, og hvor forældrene har ressourcer til at bakke op om de unge i deres ungdomsuddannelse. Andre steder bruger skolerne mange ressourcer på at hjælpe elever, der har brug for en ekstra støttende hånd, og alligevel oplever man på disse skoler, at klassekvotienten i 3. g måske er 20 elever i de enkelte klasser.

Forskellen på sådanne to skolers økonomi er slående. Den ene skole har ressourcer, den anden er nødlidende. En del af problemet er, at taxameteret er bundet op på den enkelte elev – og ikke på klassen.

Derfor har GL anbefalet, at en del af elevtaxameteret ændres til et klassetaxameter, da det er undervisning af en klasse, der koster – og i mindre grad den enkelte elev. Et klassetaxameter vil betyde, at skoler med frafaldstruede eller elever med omvalg ikke rammes urimeligt hårdt økonomisk. En skole skal ikke holde på en elev af hensyn til skolens økonomi. Nogle elever skal hjælpes til at blive i klassen, andre elever vil have bedst af et omvalg, og så skal de hjælpes derhen, hvor de får udnyttet deres potentiale bedst muligt.

Uanset taxametersystem vil regeringens varslede nedskæringer have store konsekvenser for kvaliteten i uddannelserne og for udbuddet af uddannelser i visse dele af landet. De store indsatser, der i dag gøres for bl.a. at fastholde og løfte elever fra gymnasiefremmede hjem og for at gøre de dygtigste talenter endnu dygtigere, vil lide kraftigt, hvis der skæres yderligere på gymnasieområdet.

Besparelser vil endvidere være gift i forhold til ønsket om at løfte fagligheden yderligere ved en kommende gymnasiereform. Erfaringerne fra folkeskoleområdet viser med al tydelighed, at man ikke kan spare og kvalitetsudvikle samtidigt.

Når regeringen argumenterer med, at der er sparet mere andre steder, betyder det jo ikke, at det har givet bedre kvalitet. Eksempler fra fx sundhedssektoren eller Skat viser med al tydelighed, at kvaliteten ikke stiger, når man skærer ned. Det minder om bondemanden, der næsten havde vænnet sin hest af med at spise. Og desværre. Lige da projektet var ved at lykkes, døde hesten. Så nej, man kan ikke spare på uddannelser uden det får konsekvenser. Og spørgsmålet er, om Danmark har råd til dårligere uddannelser?

Annette Nordstrøm Hansen i Gymnasieskolen, september 2015