Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, De Konservative og Liberal Alliance er blevet enige om at justere optagelsesreglerne til de gymnasiale uddannelser.
Aftalen betyder blandt andet, at unge - der søger ind på gymnasiet fra en prøvefri 10. klasse på fx en efterskole - ikke skal til optagelsesprøve eller samtale for at få adgang til gymnasiet. I stedet vil de unge kunne blive optaget på baggrund af deres prøveresultater i 9. klasse.
Desuden kan elever, som for eksempel starter på efterskole, men ombestemmer sig inden udgangen af oktober og gerne vil i gymnasiet, optages på baggrund af skolelederens vurdering.
Det er en fornuftig justering, partierne har aftalt. I sommer så vi absurde eksempler på, at elever kom i klemme, fordi de skulle til optagelsesprøve fra prøvefri 10. klasseforløb på efterskoler, selvom de i 9. klasse var blevet erklæret uddannelsesparate og havde bestået afgangsprøven med gode resultater. Det dilemma dæmmer justeringen op for,
siger GL's formand Tomas Kepler.

Han kalder det også fornuftigt, at aftalen giver eleverne mulighed for at fortryde uddannelsesforløb, uden at de skal vente et helt år på at kunne starte i gymnasiet.
Helst så vi adgangskravene rullet tilbage, men justeringerne er et skridt i den rigtige retning. Nu ser jeg frem til, at forligspartierne tager fat på en større ændring af den samlede pakke af uigennemskuelige optagelsesregler, så det bliver langt mere enkelt og overskueligt for elever og forældre at forstå, hvad der skal til for at komme i gymnasiet. GL er kommet med et bud, som politikerne forhåbentlig lytter til,
understreger Tomas Kepler.