Børne- og undervisningsministeren barsler med en løsning på elevfordelingen på gymnasierne. Glædeligt, efter år med langmodighed og berøringsangst fra skiftende ministre. Den aktuelle situation i eksempelvis Region Hovedstaden kalder på akut politisk handling.
En række gymnasier i København er overansøgte, mens gymnasierne på Københavns vestegn er underansøgte. Problemer forstærkes af, at de unge søger mod de gymnasier, hvor eleverne har samme socioøkonomiske baggrund som dem selv.
Men jeg tror, at det er en forsimpling af problemet at reducere problemerne til elevernes etnicitet, når børne- og undervisningsministeren foreslår loft over andelen af ikke-etnisk danske elever.
Søgemønstre er selvforstærkende
Etnicitet er ét af parametrene, men parametre som forældres uddannelsesbaggrund og indkomst er mindst lige så vigtige. Blandt andet derfor er jeg heller ikke begejstret for at fordele eleverne efter karakterer, som ekspertgruppen foreslår.
I Region Hovedstaden er situationen, at elever med stærk socioøkonomisk baggrund søger ud af vestegnen til gymnasier i Københavns centrum og i Roskilde, mens elever med svag socioøkonomisk baggrund bliver på vestegnen. Det selvsegregerende søgemønster er selvforstærkende.
De gymnasier, der har oplevet en stor søgning af elever med svag socioøkonomisk baggrund og anden etnisk baggrund end dansk, oplever samtidig et fald i søgningen af elever med stærk socioøkonomisk og dansk baggrund. Det udfordrer skolerne økonomisk og skader sammenhængskraften og den demokratiske dannelse, som bør ske i et miljø, der afspejler den verden, som de unge skal fungere i efter studentereksamen.
Mindre konkurrence mellem skolerne
Det handler ikke kun om eleverne, men også om fejlslagne strukturer og incitamenter. Unges uddannelse er en fælles samfundsopgave, men skolerne befinder sig i en indbyrdes, ødelæggende konkurrence. Det er den uhensigtsmæssige konsekvens af selvejet og taxametersystemet, der belønner de skoler, der kan tiltrække flest elever.
Dermed bidrager skolernes indbyrdes konkurrence til problemet omkring elevfordelingen og medfører, at nogle skoler lider økonomisk. Dette problem bliver ikke mindre i de kommende år med mindre ungdomsårgange. Konsekvensen kan blive skolelukninger, for eksempel i udkantsområderne, hvilket vil betyde, at nogle elever får så langt til det nærmeste gymnasium, at det ikke er en reel mulighed for dem.
Flere overansøgte skoler opretter ventelister. Det betyder, at eleverne "siver" fra de mindre populære skoler i løbet af skoletiden. Elever med bopæl uden for de store byer søger desuden mod byerne i deres valg af gymnasium, hvilket påvirker søgningen til de lokale gymnasier negativt. Det truer uddannelsernes kvalitet, fordi det økonomiske grundlag bliver udhulet, når den gennemsnitlige klassestørrelse bliver mindre, fordi tilskuddet gives per elev.
Brug for stram kapacitetsstyring
Jeg deler ekspertgruppens analyse af, at en bedre elevfordeling skal kombineres med en stram kapacitetsstyring, og at alle gymnasiale uddannelser skal indgå i elevfordelingen. Samtidig bør der indføres en midlertidig økonomisk kompensation til de skoler, der bliver berørt af et loft over kapaciteten, for det vil ramme hårdt, hvis en skole skal gå en eller flere klasser ned.
Men når alternativet er konkurrenceudsultede eller lukkede skoler, er kapacitetsstyring at foretrække. Ventelister skal forbydes, så det kun i særlige tilfælde er muligt at skifte skole. Og så vil det være en rigtig god idé at indføre et klassetaxameter, hvor en større andel af taxameteret gives per klasse i stedet for per elev.
Folkeskolens distriktsmodel kan være et alternativ
Ekspertgruppen anbefaler en klyngemodel, hvilket umiddelbart ser fornuftigt ud. Den konkrete fordeling og kapacitetsfastlæggelse bør være et politisk anliggende for en central enhed i samarbejde med regionerne, fordi klyngerne naturligt vil gå på tværs af regionsgrænser.
Ekspertgruppen opererer med "hvilende" og "aktive" klynger, men det er uklart, hvad der skal til for at aktivere en hvilende klynge. Erfaringerne taget i betragtning tror jeg, at det er altafgørende med klare kriterier, så vi ikke ender i en situation som den, vi har set i Aarhus, hvor man først alt for sent har ageret.
Det er også afgørende, at elevfordelingen kan forløbe smidigt og hurtigt, så de unge ikke skal vente længe på svar, og så skolerne ikke skal vente på elevernes endelige afgangskarakterer. Et alternativ er en distriktsmodel, som vi kender det fra folkeskolen. Den risikerer ikke på samme måde at stigmatisere et udsnit af eleverne, men giver så til gengæld ikke eleverne mulighed for at vælge gymnasium.
Jeg ser frem til en løsning, der ikke skaber yderligere karaktertunnelsyn hos vores elever – det er der i forvejen rigeligt af – og samtidig sikrer, at gymnasiet afspejler befolkningssammensætningen ved at fordele eleverne ud fra deres socioøkonomiske baggrund.
