​​​​En af de gymnasiale uddannelsers ypperste opgave er at danne unge mennesker og skabe rummelige, nysgerrige, demokratiske, kritiske og vidende borgere, der kan agere og fungere i et globalt samfund. Derfor er det vigtigt, at alle elever igennem deres gymnasietid møder unge med anden kulturel baggrund end deres egen - uanset om barndomshjemmet ligger i Hellerup, Hasseris, Tåstrup eller Tilst.

Ministeren mener, at det er vigtigt, at de unge og deres forældre har frit valg af gymnasium, men det er ikke alle unge, der har frit valg. Hvis en ung, der bor i Hvidovre eller Høje Tåstrup, søger til Christianshavn eller Gl. Hellerup Gymnasium, bliver de ikke optaget på grund af afstandskriteriet. Modsat har de unge fra Hellerup dårligere mulighed for at møde andre kulturer og andres syn på verden end deres egen.​

​Ministeren blev citeret for på et samråd for nylig at sige, at man ikke skal "tørre integrationen af på eleverne". En anden indfadsvinkel er, at mangfoldighed i klasserummet og interkulturel kommunikation kan bidrage positivt til dannelsen af individet. De interaktioner, der kan opstå i klasseværelset, er dybest set mikroniveauet, der fuldt ud afspejler de problemer, som et pluralistisk samfund står over for på makroniveau. Som lærer er det ikke svært at se fordelen ved, at der er flere etniciteter og kulturer samlet i en klasse. Og så skal vi være stolte af, at gymnasiet har integreret så mange unge og givet dem et godt afsæt.

Men der skal være en balance. Og den balance kræver, at der tages politisk ansvar. Det er nødvendigt, at der indgås en politisk aftale, som kan gælde fra næste skoleår, så alle elever får mulighed for at komme i en klasse på en gymnasial uddannelse med en god elevfordeling og en god økonomi. Det er ingen hemmelighed, at det er lettere at drive skole, desto bedre elevernes socioøkonomiske baggrund er. Når elevsammensætningen ikke er funktionel, bliver der stort frafald og vigende søgning til skolen, som fører til dårlig økonomi. Flere skoler bløder, og det er nu tydeligt, at der ikke kan drives skole på de præmisser.

I GL finder vi, at en central instans skal fastsætte kapaciteten for alle ungdomsuddannelserne, kombineret med regionale regler for elevfordelingen. Hvis ikke kapaciteten styres med fast hånd, er der ikke elever at fordele.