Bedre normer for skriftlig censur i engelsk A og fortsættersprogene på hhx og htx

Nyhed
 
Undervisningsministeriet har lyttet til GL og fastsat bedre normer for skriftlig censur i engelsk A og fortsættersprogene på hhx og htx.

Undervisningsministeriet har udmeldt normer for skriftlig censur i gymnasieuddannelserne for sommereksamen 2020. For GL er det positivt, at det efter flere års kamp er lykkede​s at løfte censurnomen i engelsk A og fortsættersprog i de erhvervsgymnasiale uddannelser, hhx og htx, så der nu er ensartede vilkår for alle gymnasiale uddannelser.

Det betyder, at alle lærere fra sommereksamen 2020 skal rette 1½ opgave pr. time - mod tidligere 2 på hhx og htx - i engelsk A, fransk fortsætter A og tysk fortsætter A. På øvrige niveauer i fremmedsprog er censurnormen 2 opgaver pr. time for alle lærere på tværs af gymnasieuddannelserne.  

  ​

"​GL er ikke forhandlingsberettiget, når vi taler skriftlig censur. Men vi har løbende drøftet normerne med Undervisningsministeriet. Derfor er det positivt, at ministeriet har lyttet til os og valgt at ensrette censurnormerne i engelsk A og fortsættersprogene efter højeste og ikke laveste fællesnævner. Det har vi kæmpet for i mange år", siger GL's formand Tomas Kepler.

Han lægger vægt på, at GL arbejder for at sikre ensartede vilkår på de gymnasiale uddannelser og understreger, at ændringerne på hhx og htx ikke alene er indlysende, de er også med til at sikre, at der fremover fortsat kan rekrutteres lærere til skriftlig censur i sprogfagene.

Læs mere om censurnormerne her.   


Emner:  
Interessent: