​Angelica Knudsen fra Aabenraa fylder snart 23 år. De fleste har i den alder gennemført en ungdomsuddannelse og er på vej videre gennem uddannelsessystemet.

Hun har en skizofrenidiagnose og blev med egne ord »frivilligt udskrevet« fra sit gymnasium i 3.g. Det var svært at komme igennem skoledagen med hendes handicap, og skolen havde ikke mulighed for at fastholde Angelica i uddannelsen. Hun er på vej til at blive et af de mange mennesker med handicap, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, når de runder 25 år.

I april viste tal fra AE-rådet, at hele 46,1 pct. af unge med handicap mangler en ungdomsuddannelse som 25-årige. Til sammenligning er tallet 15,4 pct. for 25-årige uden handicap.

Der er brug for politisk vilje, hvis vi skal have fleksible uddannelser med bedre støtte og mere viden om handicap samt sikre, at lærerne har tid til at hjælpe eleverne.
Danske Handicaporganisationer (DH) spurgte i 2018 gymnasielærere på stx og hf om deres erfaringer med elever med handicap. Svaret fra hver anden lærer lød: »Jeg føler mig ikke rustet til at undervise elever med handicap og mangler viden om handicap.«

En lærer fortalte eksempelvis, at hun kom til at sænke de faglige krav for nogle elever med handicap. Læreren manglede viden om handicap og om, hvordan undervisningen kunne tilrettelægges, så eleverne fik det samme udbytte som resten af klassen.

(arkivfoto)

Konsekvensen er, at unge med handicap får mindre udbytte af undervisningen. De skærer ned på det sociale fællesskab for at bruge alle kræfter på det faglige, og til sidst ender det måske med, at de stopper på gymnasiet.

For at undgå den negative spiral er det afgørende, at lærerne hurtigt kan få adgang til viden om handicap og støtte fra ansatte med specialviden, der kan hjælpe i arbejdet med bedre at inkludere elever med handicap i undervisningen. Gymnasierne skal f.eks. have adgang til specialiseret viden fra den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO).

Desuden skal gymnasierne have mulighed for at opnå økonomisk støtte via puljemidler til at ansætte en særlig ressourceperson på skolen, der kan hjælpe elever med handicap.
Det kunne f.eks. være i form af personlig støtte til at indgå i sociale fællesskaber, og i lighed med andre tiltag kan personen bidrage til, at den enkelte gennemfører sit uddannelsesforløb. Flere gymnasier har allerede opnået gode erfaringer med denne løsning.
Uddannelsessektoren har trange økonomiske vilkår. Det betyder, at lærerne får flere hold og mindre tid til at tage sig af den enkelte elev. I sidste ende kan det ramme elever med handicap, og det er ikke vejen, hvis flere unge med handicap skal have en ungdomsuddannelse.

Lige nu er Angelica på uddannelsesstøtte (kontanthjælp for unge) og i et kommunalt praktikforløb på et plejehjem. I dag drømmer hun om at blive sosu-assistent, men frygter at starte på en ny ungdomsuddannelse.

Der er brug for politisk vilje, hvis vi skal have fleksible uddannelser med bedre støtte og mere viden om handicap samt sikre, at lærerne har tid til at hjælpe eleverne. Ellers mister vi Angelica og andre unge i samme situation.