Jeg havde netop afsluttet min Ph.D om vandplantefysiologi på Aarhus Universitet, da jeg begyndte at undervise i biologi på stx på Ribe Katedralskole. Ledelsen mente, det var en god ide, at jeg fik undervisningskompetence i endnu et fag, så jeg begyndte at læse matematik samtidig med, at jeg underviste og var i pædagogikum. Efter nogle kurser skiftede jeg dog matematikken ud med geografi. Jeg havde ikke mulighed for at deltage i undervisningen på universitetet, så jeg var selvstuderende, mailede opgaver og mødte op til eksaminer. Vi havde på det tidspunkt små børn, så det trak tænder ud, at jeg brugte en del af min fritid på at studere.

Det har betydet meget for min dagligdag. Jeg har fået en mere varieret hverdag med et ekstra undervisningsfag, fordi jeg kan brede mig over et større fagområde. I undervisningen bruger jeg ofte de to fag sammen, da der er mange problemstillinger i verden, hvor både biologi og geografi er involveret.      

Det er der flere grunde til. I praksis sker der det, at man som underviser finder ud af, hvad der virker for en selv og for sine elever. Det er det håndværk, undervisere kan.  Jeg kunne dog godt tænke mig at få sat ord på, hvorfor det virker, altså at få en bedre kobling mellem teori og praksis og at få forklaringer på, hvorfor jeg gør sådan over for nogle elever, men gør noget andet over for andre elever, og hvorfor begge dele virker. Jeg trængte måske også til at få et lille spark bagi, at få input og ny inspiration til at komme videre som underviser.

Jeg havde set opslaget om en ny masteruddannelse ”Master i scienceundervisning” flere steder, da min kollega Tanja spurgte, om det ikke lige var noget for os. Vi to havde arbejdet tæt sammen i naturvidenskabelig fagpakke på hf i nogle år. Jeg kunne godt se, at det var oplagt for os, men jeg trak lidt på det, for jeg havde jo allerede været omkring universitetet ad flere omgange. Alligevel var det så tillokkende, at jeg sagde ja til at få sat større fokus på koblingen mellem naturvidenskab og didaktik. 

Sammen kiggede vi på de kompetencer, vi ville opnå med masteren. Nogle kompetencer var personlige, mens andre kompetencer handlede om skolen og udviklingen af et fælles didaktisk sprog indenfor naturvidenskab og om at få udbredt vores samlede viden om didaktik i naturfagene, alt sammen lød spændende. Skolen kunne også se et formål med, at vi begge var med i et naturfagsdidaktisk masterforløb, hvor vi tilsammen dækkede faggrupperne biologi, geografi, kemi og matematik. 

Vi arbejdede teoretisk med stofområderne og satte en række ting i gang i klasserne, som vi så arbejdede videre med, når vi mødte op til undervisningen på masteren hver 14. dag. I hele masterforløbet var der en stærk kobling mellem teori og praksis, som både vi selv og skolen fik udbytte af.

Den har givet mig rigtig mange kompetencer. Jeg kan og gør nogle andre ting på arbejdspladsen nu, end jeg gjorde før, jeg tog uddannelsen, jeg har f.eks. lært at være projektleder. Tanja og jeg satte et projekt om kollegasparring i gang på skolen, og det blev vores masterprojekt. Vi dannede en projektledelse sammen med endnu en kollega, Allan, og projektet har kørt i flere år. Det har været rigtig spændende og udbytterigt. Undervejs skulle vi bl.a. foreslå vores kolleger at arbejde på en bestemt måde samtidig med, at vi skulle sikre os opbakning til det hos ledelsen. Heldigvis var der stor tilslutning fra begge sider, og i dag kan vi slet ikke slippe ambitionerne om at styrke vidensdeling mellem kollegaerne.  Der er en stor udfordring for alle lærere at få tid og plads til det i en presset hverdag, og projektet kører da heller ikke i sin oprindelige form mere, men projektledelsen arbejder videre med at skabe rum og tid til didaktisk sparring.  

Det er svært sådan lige at præcisere, men jeg tror læringsprocesserne er blevet mere synlige for både mine elever og for mig. Nu fortæller jeg eleverne, hvorfor de skal arbejde med en opgave på en bestemt måde, og hvorfor de i morgen skal arbejde med samme emne på en anden måde. Mange elever synes, det er spændende at få den vinkel på undervisningen, og det hjælper dem med at forstå, hvorfor jeg vælger at gøre, som jeg gør. Jeg tror også, jeg er blevet bedre til helt uformelt at tale didaktik og undervisning med mine kollegaer.

Det har betydet rigtig meget, at vi var to, det har vi talt om mange gange. Vi havde en times kørsel til og fra masterundervisningen og undervejs kunne vi nå at vende rigtig meget. I de mellemliggende 14 dage på skolen, hvor vi skulle teste teori og praksis af, kunne vi gøre det på hver vores hold og sparre med hinanden. Det har ​været en stor fordel for os, at vi som kolleger kunne skrive masterafhandlingen sammen.

I disse nedskæringstider har jeg da tænkt på, hvad der skal ske, hvis jeg bliver fyret. Det håber jeg selvfølgelig ikke sker. Jeg tror nu nok, at jeg via min master har forbedret mine muligheder for at fortsætte indenfor formidling og undervisning på en eller anden måde. Dels har jeg en god faglig ballast med min undervisning, dels har jeg didaktikken med mig i form af min master krydret med erfaringer i at sætte projekter i gang. Umiddelbart tænker jeg, at jeg f.eks. kunne bruges i jobfunktioner, hvor det kan handle om at vide, hvordan man formidler fagligt stof til borgere. Det kunne også være, at jeg skulle starte et kursus om bæredygtighed på en højskole, eller at jeg kunne skrive en ny undervisningsbog i mine fag. 

Det er uden tvivl at få tid til at sætte sig sammen på skolerne og tale om didaktik og undervisning. I projektet om kollegasparring observerede lærerne hinandens undervisning og diskuterede efterfølgende utallige aspekter ved undervisning. Det krævede stor grad af tillid til hinanden blandt kollegaerne, og undervejs udvikledes et stærkere kollegialt og socialt fællesskab på skolen. Samtidig fik kollegaerne øjnene op for, at udfordringer og problemer i undervisningen ikke er et individuelt anliggende, det er noget, vi alle bakser med fra tid til anden. 

Tag endelig en masteruddannelse i didaktik, hvis I har lyst. Man får inspiration til sin egen undervisning, og man er bedre rustet til at sætte skoleudviklingsprojekter i gang. Jeg synes også, det er vigtig at fremhæve de mange kontakter, man får til lærere på andre skoler. Det medvirker til, at vi løfter blikket og får et bredere udsyn til omverdenen, når man ser, hvordan andre skoler og lærere gør tingene. Hvis ikke en masteruddannelse ligger lige for, så kan man jo også indgå i skoleudvikling på en række andre måder, og så vil jeg selvfølgelig også slå et slag for, at I er flere med de samme ambitioner, der kan gøre det sammen, for på den måde når man langt.