Karriereportræt

 
 
​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ Annemette Vestergaard Witt
Mads Bangsø
Cand. scient
​​Underviser i fysik,​ idræt, naturgeografi og geovidenskab
Nyt sidefag​​​

​​

Hvorfor valgte du at læse fysik som sidefag ved siden af fuldtidsjobbet som gymnasielærer? 

Det var der flere grunde til. Jeg underviste i idræt og geografi på C-niveau og syntes egentlig, at jeg beskæftigede mig med det samme fra år til år, så jeg savnede fornyelse som lærer. Samtidig havde jeg været med til at lave bøger i fysik på Gyldendal. Derfor fandt jeg det oplagt at læse fysik. Dertil kom de økonomiske nedskæringer og fyringer i sektoren, hvor jeg tænkte, at jeg ville stå stærkere med undervisningskompetence i fysik også.


Hvordan har du forberedt dig på at få videreudddannelsen og jobbet til at gå op i hverdagen?

Jeg har taget det lidt ad hoc. Der er mange ubekendte i sådan en beslutning. Jeg vidste jo ikke, om det kunne hænge sammen tidsmæssigt, eller om jeg overhovedet kunne finde ud af at læse fysik på universitetsniveau. Derfor spurgte jeg ikke min arbejdsgiver om lov til at gå i gang, men kørte forløbet som et personligt interesseprojekt uden samlet forkromet plan for, hvornår jeg skulle tage de enkelte kurser og afslutte uddannelsen. Jeg har taget pauser undervejs for at kunne få det til at hænge sammen i løbet af de fem år, jeg har brugt på at få undervisningskompetencen i faget.


Hvilke udfordringer har været de største ved at kombinere videreuddannelse med jobbet som gymnasielærer?

Det har helt klart været tiden til at få det til at hænge sammen. Fysik er bare hardcore, man kommer ikke igennem med bogen under hovedpuden. Der skal læses og terpes. Og så er man nødt til at være til stede på universitetet til den eksperimentelle del af undervisningen og til regnetimerne. Informationstætheden er stor, og der er mange komplicerede sager, fx kvantemekanikken.


Hvilke kompetencer fra din hverdag har du taget med i videreuddannelsen?

Når man har ført mange elever til eksamen, opbygger man efterhånden erfaringer med at finde ud af, hvad der virker til eksamen. Det er en af de mindre formaliserede kompetencer, som jeg selv har benyttet mig af undervejs i videreuddannelsen på fysikstudiet. Med alderen og livserfaringen får man også en mere veludviklet næse for at udvælge, hvad der er vigtigt stof i studierne, og hvad man kan lægge lidt mindre vægt på. Det har jeg set som en stor fordel.


Hvad har det betydet for dig, at du også har undervisningskompetence i fysik?

Det har helt klart betydet, at mit håb om at få en mere varieret og interessant hverdag er blevet realiseret. Jeg har fået flere undervisningsstrenge at spille på, fx har jeg været med til at udvikle en studieretning med geovidenskab, når jeg nu både har geografi og fysik.


Hvilke muligheder kan din videreuddannelse give dig udenfor gymnasiesektoren?

Det er svært at sige. Jeg står i hvert fald stærkere fagligt som kandidat med undervisningskompetence i tre fag. Derudover ser jeg et voksende marked for udviklingen af uddannelsesteknologi indenfor især naturvidenskaben, og her har jeg både den faglige og didaktiske baggrund.
På det personlige plan har jeg i mange år beskæftiget med computeranimation og lavet opgaver for bl.a. Gyldendal og Illustreret Videnskab og andre medier. I kombination med min faglige og didaktiske ballast kan det åbne døre, hvis jeg skulle være så uheldig ikke længere at kunne arbejde som gymnasielærer.


Hvilke gode råd vil du give andre gymnasielærere, som overvejer at opkvalificere sig med et sidefag?

Jeg ville starte med at lave en cost-benefit analyse for at finde ud af, om der er for mange ubekendte i den ligning, der skal give mig et pejlemærke for, om det er noget,​ jeg kan og skal kaste mig ud i. Det er hårdt arbejde at videreuddanne sig, og man skal være indstillet på at foretage en række prioriteringer undervejs, fx i forhold til familie, venner og fritidsliv. Når det er sagt, vil jeg fremhæve, at man står bedre med et ekstra fag i sin portefølje og i konkurrencen med andre kandidater om jobbene som gymnasielærer. Personligt har det også været en gevinst at give mig selv en opkvalificering og en udfordring i hverdagen. 
Emner:  
Interessent: