GL har et stående udvalg for medlemmer, der ikke har en fast stilling. Udvalget kaldes i daglig tale 'IFA-udvalget' (IFA: Ikke-fastansatte).
Udvalget har fem medlemmer, og udvalget udpeger af sin midte en repræsentant til GL's hovedbestyrelse.
Der skal her i efteråret være valg til IFA-udvalget.
Udvalget rådgiver GL's hovedbestyrelse
Det kan være svært at være vikar eller ledig. Derfor arbejder GL også for at sikre og forbedre løn- og arbejdsforhold, pension og livsløn for vikaransatte og ledige gymnasielærere. Det stående udvalg for ikke-fastansatte rådgiver GL's hovedbestyrelse i spørgsmål, som har særlig interesse for ikke-fastansatte og arbejdsløse medlemmer.
Som vikaransat eller ledig gymnasielærer kan du melde dig som kandidat frem til fredag den 22. september 2023 kl. 12: Kandidatlister med mindst 5 og højst 25 stillere skal være GL's sekretariat i hænde på dette tidspunkt.
På seminaret for ikke-fastansatte den 22. til 23. september 2023 vil valget blive drøftet, og kandidater vil have mulighed for at samle stillere mv.
Oftest er udvalget valgt ved fredsvalg, men hvis der er flere kandidater end ledige pladser i udvalget, bliver der afholdt valg, som alle ikke-fastansatte og ledige medlemmer deltager i. Der er suppleringsvalg til udvalget om et år.
Hvis du vil vide mere om udvalgets arbejde, er du velkommen til at kontakte udvalgets sekretær
Charlotte von Bülow, tlf. 33 29 09 00. Det er også Charlotte , du skal sende kandidat-/stillerliste til.
Kandidat/stiller-seddel finder du her:
Stillerliste IFA 2023.pdf