V. Gorm Leschly, til GL's repræsentantskabsmøde d. 29. november 2010. Hør talen nederst på siden. Danske gymnasieuddannelser er verdens bedste! Sådan kunne man vælge at tolke den OECD-rapport, som blev offentliggjort her i efteråret. Helt uden sammenligning er Danmark det land, hvor gymnasieuddannelser giver den største samfundsnytte.

Og det til trods for, at de kun koster marginalt mere end OECD-gennemsnittet.

Lande, vi normalt sammenligner os med – Norge og Sverige for eksempel – bruger flere penge på de gymnasiale uddannelser – samtidig med at de får langt mindre samfundsnytte ud af dem.

Prisen på en tysk eller hollandsk student er på niveau med den danske. Til gengæld når Tyskland kun 2/3 af udbyttet – og i Holland når man kun 40 procent af, hvad vi opnår i Danmark.

Men hvorfor?

Vi har i Danmark en tradition for at inddrage eleverne og gennemføre undervisningen, så den passer til den enkelte klasse. Til den enkelte elev. Det er en vigtig del af forklaringen.

En anden del af forklaringen tror jeg, Cowi gav efter den store undersøgelse af gymnasielærere sidste år: Danske gymnasielærere er mere involverede – de er mere engagerede i deres arbejde – end nogen anden lønmodtagergruppe i Danmark.

Jeg vil bruge denne lejlighed til at dreje på linsen, så billedet af gymnasielæreren anno 2010 bliver skarpere.

(Video med gymnasielærer Lis Gertrud)

 

Undervisningsbegrebet er ikke fulgt med tiden fra ugeskema til fleksibel tilrettelæggelse

Da jeg var barn, gik man ned i banken og fik udleveret et fint ugeskema, som man kunne udfylde og tape op på køleskabet – og der hang det fra august til juni. Hvor mange af jer har et sådan skema hængende for Christian i 2.g?

Nu er skemaet fleksibelt. Der er nyt skema uge for uge – og der er jævnligt skemaændringer fra dag til dag. Kun 8 procent af lærerne siger, at de altid ved, hvad der skal ske den næste uge. Alligevel lever traditionerne fra ugeskemaets tid videre.

Undervisning er i dag – altså i Danmark – et alsidigt begreb. Undervisning er ikke længere noget, der kun foregår i et lukket rum. Det er det også. Men det er også undervisning, når der gennemføres AT- og DIO-projekter, og når læreren vejleder i forbindelse med projekter og skriftligt arbejde. Det er undervisning, der foregår i lektiecaféen. Det er undervisning, når lærere og elever tager på ekskursion og studietur. Det er undervisning i kaosstyring, når eleverne laver skolekomedie. Det er undervisning i samarbejdskompetence, når eleverne laver forårskoncert. Det er en del af undervisningen, når læreren kommunikerer med eleverne på de nye platforme. Studieretningsopgaver, studieretningsprojekter, fællesarrangementer, værkstedsundervisning, eksperimentel undervisning, tutorordninger. Det er alt sammen undervisning. Undervisning, som udvikler elevernes kompetencer.

Lærerne anvender ¾ af arbejdstiden på direkte elevrelaterede opgaver. Det viser den rapport, Undervisningsministeriet senest har offentliggjort. Reformen har betydet, at lærerne i dag er markant mere sammen med eleverne end tidligere. Lærerne er også markant mere sammen med kollegerne. De er mere tilstede på skolerne i dag end tidligere - især på de skoler, som har gode faciliteter og lærerarbejdspladser.

Prøv at høre Peter Ellegaard:

(Video med gymnasielærer Peter Ellegaard)

Faktisk er det længe siden, at lærerarbejdet kunne beskrives ved ”en lærer, en klasse, et fag, en time og et ugeskema.” Men det er blevet til en myte, der næsten ikke er til at udrydde.
Vi skal derfor have redefineret det traditionelle undervisningsbegreb.

Virkeligheden er i dag, at der er helt andre relationer mellem lærer og elever. Der skal tænkes meget bredere i studieparathed og i kompetenceudvikling.

Lærernes arbejde er ikke synligt, når man fastholder den traditionelle opgørelsesmetode. Jeg tror ikke, at hverken GL eller arbejdsgiverne har tænkt så meget i begreber. Vi har nok ’glemt’ at få begreberne opdateret – alle har været mere interesserede i at få selveje og reform til at fungere. Og i at få udviklet undervisningen. Men hvis vi skal have et reelt billede af undervisningen, skal vi også opdatere undervisningsbegrebet. Så det matcher den undervisning, der gennemføres i dag. Og de mål for uddannelse, vi har her til lands. Tilpasset de enkelte elever og det enkelte hold.

Ofte oplever gymnasiale lærere, at ’man’ gerne vil sammenligne lærerjobbet med andre akademiske job – ikke job, som måske kunne ligne; som lægejob eller advokatjob – men typisk job, som foregår i et kontormiljø. Job, som udmåles på en helt anden måde, og hvor opgaven og rammerne er helt anderledes. Det kan være sundt nok at sammenligne og se, om man kan få gode ideer fra hinandens områder. Men det er vigtigt at huske, at læreren har mange ledere. Indholdet i jobbet er politisk fastlagt i love og bekendtgørelser. Indholdet skal læreren stå til regnskab for over for eleverne. Læreren bliver kontrolleret af censorer og fagkonsulenter. Rektor eller uddannelseschef er lærerens daglige leder, der sætter rammerne. Men det er læreren – og kun læreren – der har ansvaret for det faglige og pædagogiske i den daglige undervisning.

Det er derfor vigtigt, at læreren har et professionelt råderum til at løse opgaverne. Læreren kan ud fra sin ramme godt selv afgøre, hvilke elever han skal bruge mest tid på. Når læreren for eksempel laver opgaveevaluering, vil opgaven med størst udviklingspotentiale få mere tid end opgaven til 12. Læreren kan også vurdere, hvilke opgaver han skal bruge lang tid på, og hvilke han kan løse hurtigt. Det er en del af den fagprofessionelle vurdering.

I Tyskland og Holland har man Danmark som pædagogisk forbillede. Forståeligt nok. Når man træder ind i et klasselokale på et gymnasium i Bremen, er det slående, at der ikke er en pc. Hvis man spørger eleverne, hvorfor der ikke er pc’ere, ser de undrende på en og svarer: Hvad skulle vi bruge dem til? Spørger man læreren, får man svaret, at han ikke ved, om der er internet på skolen. It er ikke noget, man integrerer i undervisningen.

Undervisningsdifferentiering er heller ikke noget, man arbejder med i Tyskland eller Holland. Man kører med centrale læreplaner. Man underviser i det, der bliver testet. Det ville jo være uetisk at undervise i andet end det, der bliver testet i. Man ser ikke på, hvad der rør sig i samfundet lige nu – man følger den samme plan. År efter år. Klasse efter klasse.

Man har på papiret et højt antal undervisningstimer, men man har samtidig et højt sygefravær. Mange er på deltid, og mange leverer ’dørtrinsundervisning’.

I Danmark har vi heldigvis en helt anden tradition, som Anke Karppinen beskriver. Anke underviser i engelsk og oldtidskundskab. Når Anke taler om moduler, taler hun om dobbelttimer:

(Video med gymnasielærer Anke Karppinen) 

Tilstedeværelse – behov eller ideologi

Skal lærere være på skolen? Ja, selvfølgelig …  
– altså når det giver mening.

Ind i mellem kan man få indtryk af, at det er et ideologisk mål at sikre mere samvær mellem elever og lærere. Men hvornår? Eleverne er typisk i skole kl. 8-15:30. De har normalt ingen mellemtimer – skemaet tilrettelægges, så det er optimalt for eleverne. Det er kun lærerne, der har mellemtimer. De fleste skoler tilbyder lektiecafé efter skoletid flere dage om ugen. Mange skoler har det problem, at eleverne ikke kan blive på skolen. Bussen kører – og der kommer bare ikke en bus mere…

Jeg har hørt flere rektorer advare mod tvungen tilstedeværelse. De finder ikke behov for, at lærerne er mere tilstede. Det er fleksibelt, som det er – og skolen betaler jo kun for de timer, de har brug for.

Lærere betales nemlig kun for effektiv arbejdstid – der er ingen betalte mellemtimer, frokostpauser eller ventetid før møder – heller ikke på skoler, hvor lærerne ikke har en egnet arbejdsplads. På mange skoler har man kun lærerværelset eller nogle arbejdsstationer, læreren kan sætte sig ved.

Af Personalestyrelsens debatoplæg til OK11 fremgår det, at næsten alle medarbejdere i staten har betalt spisepause – men det gælder altså ikke for gymnasielærere.

Virkeligheden er for mange gymnasielærere en dagligdag, hvor tiden næppe slår til. Lærerjobbet er ikke et 8-16 job, men et job, hvor det ofte er svært at finde den rette balance mellem arbejde og fritid. For mange småbørnsforældre er det vanskeligt at sikre et rimeligt familieliv. Det skal vi tage alvorligt. Det er et faresignal, vi skal lytte til. Vi må heller ikke glemme, at der skal rekrutteres mange nye lærere i de kommende år – og det kan vi ikke, hvis det rygtes, at livet ikke kan hænge sammen med et gymnasielærerjob.

(Video med gymnasielærer Lis Gertrud)

 

Gymnasieuddannelserne står for de største besparelser i den offentlige sektor

Og effektiviseringen er større, end den kan måles.

I 1999 blev der indført årsnorm. Den betød, at eleverne fik 15 procent mere undervisning.

Elevprisen er – jf. Undervisningsministeriets tal – faldet med 10,7 procent på stx siden 2001. Men da elevsammensætningen er mere differentieret end tidligere, er den reelle besparelse endnu større.

De gymnasiale uddannelser – og især hf og hhx – har en særlig rolle for at få løftet uddannelsesniveauet. De gymnasiale uddannelser har et stort ansvar for, at mange unge mennesker får en uddannelse.

Reformen gav en stor effektivisering i klasse-/holddannelsen. Der er i dag flere elever på alle hold i alle timer.

Tidligere kunne en lærer have tre klasser med 28 elever i hver, men så havde hun et lille højniveauhold med måske 7 elever og et hold med 15 elever. Nu er det ikke usædvanligt at have 6-7 klasser med 32 elever i hver. Læreren skal derfor forholde sig til flere hundrede elever hver uge.

Siden 2003 er antallet af elever pr. lærer steget med 20 procent.

Samtidig med at der er flere elever, er der også blevet meget større forskel på de elever, der sidder i klassen. Men lærerne tager det som en udfordring:

(Video med gymnasielærer Henrik Højgaard)

Samtidig er der sket store ændringer på institutionerne de sidste 5 år. Skolerne er i gang med en omstillingsproces. Man bliver bedre og bedre til at tackle udfordringerne. Man bliver bedre og bedre til at planlægge. Men på grund af summen af ændringer tager det tid.

Jeg tror ikke, at man kan finde større effektivisering andre steder i den offentlige – eller i den private – sektor for den sags skyld.

Og det er vel at mærke samtidig med, at lærerne har gennemført det, der er blevet kaldt århundredets gymnasiereform. Lærerne har løftet en stor opgave.

Men vi må samtidig konstatere, at der er skåret ind til benet. Skal der skæres mere, vil det blive ind i benet.

Mandag Morgen stillede for en måneds tid siden spørgsmålet: ”Skal Danmark være et discountsamfund?” Med de seneste besparelser på uddannelsesområdet – genopretningspakken og finansloven – er vi godt på vej. Selv om det er trivielt at sige, så er Danmarks eneste ressource veluddannede borgere. Har vi råd til ikke at satse på uddannelse? Vil vi virkelig det?

Vi kan glæde os over, at der i år er begyndt flere unge på en ungdomsuddannelse end sidste år. Vi kan også glæde os over, at det er lykkedes at mindske frafaldet.

Glæden er bare kort. For indsatsen belønnes med besparelser.
Dummebøder er der nogen, der har kaldt det.

430 millioner kroner skal de gymnasiale uddannelser spare næste år. Og vilkårene for de studerende bliver forringet. Det bliver dyrt for de elever, der har langt til skole, at komme med bussen. Og voksenuddannelsesstøtten bliver mindre. Og det bliver så dyrt at tage et enkeltfag på hf, at man kan frygte, at den livslange læring for voksne lukker helt ned. Har vi råd til det?

Hvad skal der til for at skabe ny og holdbar vækst i det danske samfund?
Hvad skal der til for at undgå, at store grupper bliver marginaliseret på fremtidens globale arbejdsmarked?
Hvad skal der til for at fastholde ’The Danish Secret’, som Mandag Morgen sidste år roste? Danske styrkepositioner, der er udviklet gennem generationer og handler om værdier og holdninger. Dem, der opstår i den nære lærer-/elevkontakt.

Finanslov 2011 giver ikke svaret!

Tværtimod.

Finansloven i 2008 tog penge fra ungdomsuddannelserne til et fængselsforlig. Dermed kom vi nærmere amerikanske tilstande: I USA dimensionerer man fængsler efter, hvor mange elever der kan læse i fjerde klasse. Kunne man med fordel have lært eleverne at læse?
Det ville have været gammeldags dansk logik.

Finanslov 2011 fjerner yderligere 6 milliarder kroner fra uddannelse og forskning de næste to år. Forskning og uddannelse er helt centralt, hvis Danmark skal have en vækstdagsorden.

Samtidig er finanslov 2011 taxametersystemets fallit. Taxametersystemet bygger på, at skolerne får penge for hver elev, de uddanner. Med finanslov 2011 skal skolerne finansiere de mange ekstra elever inden for den eksisterende ramme. Dermed er taxametersystemet sat ud af kraft.

Man fjerner skolernes incitament til at få flere i uddannelse. Man fjerner fundamentet for at få eleverne igennem. Man sender velfærdssamfundet til tælling.

I en tid med økonomiske vanskeligheder gælder det om at være visionær. Om at tænke langsigtet. I et land, der lever af know how, bidrager uddannelsesområdet bedst til samfundsudviklingen ved at fastholde og udvikle konkurrencedygtige uddannelser af høj kvalitet. Man kan ikke spare sig til kvalitet i uddannelsessystemet. Investering i uddannelse er nøglen til vækst og fremgang i en globaliseret verden!

(Video med gymnasielærer Lis Gertrud)

Det vil GL    

GL vil kvalitet i de gymnasiale uddannelser. GL ved, at lærerne er garanten for kvaliteten. GL har et helhedssyn på lærernes arbejde og på de gymnasiale uddannelser.

Alle lønmodtagere har en afgrænsning af deres arbejde. For de fleste er den 37 timer/uge. Gymnasielærere har også brug for en afgrænsning af arbejdet – her er afgrænsningen, hvor mange opgaver læreren skal løse, og hvor megen tid der er til at forberede undervisningen.

Lønkommissionen konstaterede, at både ledere og lærere ønsker, at det, der vedrører undervisningen, bliver centralt aftalt. Det er meget lettere for den enkelte skole, og samtidig hindrer en central aftale behovet for en tællekultur.

GL ser store fleksibilitetsmuligheder i bekendtgørelser og overenskomster. Dem kan skolerne vælge at anvende. Vi vil med blødende hjerter være åbne over for ændringer i bekendtgørelser, hvis regeringen ikke ønsker at prioritere uddannelse og kan se nødvendigheden af et højt uddannelsesniveau
 – men det er afgørende for GL, at lærernes forberedelsestid bliver centralt aftalt.

GL er parat til at gå konstruktivt ind i OK11-forhandlingerne. Men det skal være med baggrund i en fælles forståelse for de udfordringer, de gymnasiale uddannelser står overfor. Ideologien skal lægges på hylden. Krav skal være forståelige og realistiske.

GL vil tage udgangspunkt i virkeligheden på skolerne; lærernes og ledernes arbejdsmiljø. Det moderne undervisningsbegreb og eleverne som målet for lærernes arbejde. GL vil arbejde for gode arbejdspladser, et godt arbejdsmiljø og kvalitet i uddannelserne. Forhåbentlig kan vi mødes om en sådan målsætning.

Ressourcer i dagens Danmark er en knap faktor, men fordi man mangler ressourcer, behøver man ikke gøre agtelse til en knap ressource.

Danske gymnasielærere gør det godt. Danske gymnasielærere gør det faktisk fantastisk godt. Danske gymnasielærere arbejder for Danmarks fremtid.

Jeg synes, lærerne fortjener anerkendelse!

Jeg ønsker hermed alle et godt repræsentantskabsmøde. 

Se præsentationen:

http://prezi.com/cvnk2m5uwl2b/gl-formandsberetning-2010-gymnasielrer-anno-2010/