​​​​​

Der er noget deja vu i disse år over bagtæppet for min mundtlige beretning. Danmark står – igen – i en krise. Verden står i en krise. Eller nærmere flere kriser. Og "Mangel" er på mange måder ved at være tidens nøgleord. 

Der er krig i Europa. En krig som tegner til at blive den mest omfattende, mest bekostelige, mest ødelæggende og humanitært set mest katastrofale militære konflikt i Europa siden 2. Verdenskrig. Og vi kan ikke bare se, vi kan også mærke krigens konsekvenser. Vi mærker manglen på sikkerhed og tryghed, på energi, og på politisk og økonomisk stabilitet.

Sagen er imidlertid, at selv uden krigen i Ukraine ville vi fuldt berettiget kunne tale om at være præget af mangel; vi mærker manglen på råstoffer og forsyningssikkerhed. Manglen på et stabilt klima. Manglen på demokratisk og almendannet overskud i vores offentlige debatter.

Der mangler unge; i de kommende år vil den mangel forværres, og der mangler eller vil snart mangle flere typer arbejdskraft: Både faguddannede, såkaldt velfærdsuddannede og højtuddannede. Flere sektorer er dybt bekymrede. Der mangler sundhedsmæssig tryghed. Vores unge mangler at kunne trives. 

Mangel, mangel, mangel. 

Vi mangler i mine øjne fundamentalt set sammenhængskraft, fremtidstro, fællesskab og udsyn. Set i et globalt perspektiv kan man måske forfalde til helt at tvivle på, om vi overhovedet har civilisatorisk fremdrift; er verden i færd med at blive et bedre sted, eller er vi ved at brænde det hele af? 

Mange af disse mangelsituationer er vi hverken helt eller bare halvt herrer over i lille Danmark. Men det, vi med sikkerhed ikke behøver at have mangel på – det er viden og almen dannelse. Med en fælles indsats og de nødvendige rammer kan vi udvikle og fastholde viden – og vi kan understøtte, at vi bruger denne viden på alment dannet vis. Med viden og dannelse kan vi skabe overblik, indsigt, forståelse, sammenhæng og handlekraft. Viden og almendannelse er svaret på de mangelsituationer, vi står overfor. 

Og ja: Viden og dannelse kommer af uddannelse, af faglighed, undervisning og forskning - af den gode, grundige, gennemtænkte og velforberedte undervisning som er vores metier, og som udgør fundamentet i det danske uddannelsessystem. Et uddanelsessystem, som i hvert fald erklæret har haft modet til at ville mere med eleven, at ville mere FOR eleven, end blot at imødekomme det ene eller andet kortsigtede instrumentelle krav eller arbejdsmarkeds-behov. Uddannelse er forudsætningen for en stærk konkurrenceevne, jobskabelse og vækst. Uddannelse er også kulturbærende. Uddannelse er frisættende. Uddannelse er vores bedste bud på, hvordan vi som samfund kan påvirke udviklingen i den retning, vi ønsker os. Uddannelse er den vigtigste investering i vores fælles fremtid, og den enkeltes fremtid. Og det hele begynder med en god folkeskole og gode ungdomsuddannelser. Vel at mærke ungdomsuddannelser, som de unge gerne vil tage. 

Det er blevet et mantra at promovere erhvervsuddannelserne på bekostning af gymnasieuddannelserne. Det er eksempelvis åbenbart kun som erhvervsuddannet, at man kan blive en af morgendagens klima-helte. Der er også dem, der mener, at lige præcis erhvervsuddannelserne skal ind i det regeringsgrundlag, som forhandles netop nu. Gerne for mig, hvis målet er at give uddannelserne bedre rammer. Alle ungdomsuddannelserne. For der mangler både dygtige håndværkere og dygtige studenter. Manglen på erhvervsuddannede løses ikke ved at nedgøre eller decideret kannibalisere de gymnasiale uddannelser i et ødelæggende nulsumsspil. 

Vi har sagt det mange gange: Danmarks vigtigste råstof er veluddannede borgere. Og det gælder på alle niveauer. I den netop overståede valgkamp var der flere, der skulle overgå hinanden med stærkmands-agtige forslag om at ramme gymnasieuddannelserne; fra højere karaktermur til lukning af gymnasier. Man glemmer bare, bevidst eller ubevidst – men formentlig bevidst, at gymnasieuddannelserne blandt andet er den væsentligste forudsætning for, at vi som samfund kan imødekomme den stigende mangel på veluddannet kernepersonale såsom lærere, pædagoger og sygeplejersker. 

En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der er mangel på folkeskolelærere. Mere end hver tredje af de nyansatte lærere i skoleåret 2020/2021 havde ikke en læreruddannelse. Det er slemt nok i sig selv. I 2030 vil Danmark mangle 13.700 pædagoger og 13.100 lærere, viser en undersøgelse foretaget af Damvad Analytics. Hertil kommer, at landets sygehuse har mere end svært ved at rekruttere sygeplejersker og læger. 46 procent af alle forsøg på at besætte en sygeplejerskestilling fra september 2021 til februar 2022, var forgæves. 

Virkeligheden bag tallene er blandt andet, at der er mange uddannede lærere, pædagoger og sygeplejersker, som forlader det offentlige – men det illustrerer også, at der er en stor mangel på unge med den nødvendige studentereksamen, som kan se sig selv i fremtidens velfærdssektor. Adgangstegnet til en uddannelse som lærer, sygeplejerske, pædagog eller læge – det ER en gymnasial uddannelse. Det ville ansvarlige politikere huske, og fremhæve. 

Og så vil jeg ikke undlade at nævne, at gymnasieuddannelserne også leverer til erhvervsuddannelserne. Ca. 20 procent af en årgang af færdiguddannede faglærte har en studentereksamen i baglommen, når de får overrakt svendebrevet. Kombinationen af studentereksamensbevis og svendebrev giver nogle meget dygtige håndværkere, som arbejdsgiverne gerne vil ansætte, fordi de har en bred pallette af færdigheder. Vi ved, at fremtidens elektrikere eller vvs'ere har brug for at kunne mere matematik, fysik og engelsk. Fremtidens håndværkere vil ikke mangle viden, hvis de gerne vil tage både en studentereksamen og en erhvervsuddannelse. Og de vil heller ikke være en særlig omkostning for forretningen Danmark. De vil blive en særlig gevinst. Måske de endda også kan blive fremtidens klima-helte i politikernes øjne. 

Hvis jeg skulle have et ønske til regeringsgrundlaget, så er det, at den kommende regering koncentrerer sig om de 20 procent unge, der slet ikke får eller gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er både kritisk for de unge, og et kæmpe samfundsmæssigt svigt. 

***

Et tema i valgkampen har været, at flere og flere børn og unge mistrives. Og det er måske også medvirkende til, at så mange unge ikke får en uddannelse.

Desværre viser en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning, at 44 procent af de unge mellem 16 og 25 år mistrives.

Det er forfærdeligt – både for de børn og unge, der ikke trives. For deres forældre. Og for de lærere, der hver dag står med unge, der ikke trives eller har en diagnose, som kræver særlige rammer, man ikke kan levere. Reelt mangler der viden om, hvorfor det er gået så galt. Mange lærere føler sig afmægtige, og de kæmper en daglig kamp for at skabe trygge rammer om de unge.

Der er ifølge fagfolk brug for ro, overskud og nærhed i mødet med eleverne. Og dem, der møder eleverne hver eneste dag – ja, det er altså lærerne. Men mødet mellem læreren og eleverne udfordres voldsomt af strukturelle og indholdsmæssige pres, og af mængden af relationer, man skal håndtere.

Det ved vi – og viden er som sagt det råstof, vi aldrig behøver løbe tør for. Viden anviser løsninger. 

Jeg er meget glad for at kunne konstatere, at fungerende statsminister Mette Frederiksen satte børn og unges trivsel og dannelse på dagsordenen i forbindelse med regeringsforhandlingerne på Marienborg sidste mandag. Tre eksperter var blevet inviteret til at levere oplæg, og de havde efter hvad man hører flere gode bud. En af de tre, professor i ungdoms- og uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet Noemi Katznelson, skulle blandt andet have sagt følgende: "Vi skal trække noget tempo ud af ungdomslivet. Og vi skal trække noget fokus på præstation og andres blikke ud af ungdomslivet".

Det er desværre ikke det, vi gør i gymnasieuddannelserne. Lærerne løber stærkere og stærkere og har mindre og mindre tid til at se og hjælpe den enkelte elev. Mindre tid til at prioritere dannelsen i uddannelsen. Faglighed, almendannelse og trivsel skal ikke bare være faste indslag i politiske skåltaler, det skal kunne prioriteres højere og være meget mere reelt afgørende for hverdagen i klasselokalerne, end det er tilfældet i dag. Jeg mener, at nøglen er, at lærerne skal kunne prioritere dannelsen i uddannelsen. En dannelse som tilsiger, at man har en værdi i sig selv. Ligesom fagene har en værdi i sig selv. En dannelse som minder om, at vi – og fagene – ikke eksisterer for hele tiden at blive instrumentaliseret og reduceret til noget, der "kan bruges til noget" nu-og-her. En dannelse og en faglighed, man har mulighed for at glemme sig selv lidt i, fordi man får lov at røre ved det eviggyldige.

Derfor er der brug for helt konkret handlinger, og her er tre oplagte krav: Der er brug for at geninvestere i sektoren, med det erklærede formål at forbedre lærer-elev ratioen, så der er mere tid til overhovedet at se den enkelte elev. Der er brug for at rydde ud i indholdstrængsel og detailstyring i uddannelsernes og fagenes bekendtgørelser, så der er bedre rum for dybdelæring og dannelse. Og der er brug for at afskaffe grundforløbet. 

Nu taler man altså glædeligvis om unges trivsel og dannelse i forbindelse med regeringsforhandlingerne. Men i stedet for at stoppe op og tænke i styrkelse af faglige miljøer, som medfører mere trivsel, så foreslog Mette Frederiksens regering - kort før valget blev udskrevet - at gøre kandidatuddannelserne etårige i stedet for toårige. Det virker som mangel på viden at tro, at man gør såvel de studerende som Danmark stærkere ved at give de studerende mindre uddannelse og mindre viden. Det økonomiske Råd har da også beregnet, at det årligt vil koste Danmark mellem 7 og 14 mia. kr. i produktivitetstab som følge af lavere uddannelsesniveau. 

Forslaget er født på baggrund af Reformkommissionens forslag. Reformkommissionen nævner dog eksplicit, at gymnasielærere har brug for 2-2,5 års kandidatuddannelse – men det gør regeringsforslaget ikke. Det vil i dén grad være ødelæggende for kvaliteten i de gymnasiale uddannelser, hvis man forringer gymnasielærernes uddannelse. 

*** 

Så klart nej herfra til kortere kandidatuddannelser. Et område vi til gengæld skal have gjort noget ved; det er VUC. 

Situationen bliver mere og mere kritisk for VUC. Og det til trods for, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil her på repræsentantskabsmødet sidste år sagde, at regeringen har blikket stift rettet mod VUC. Hun kaldte VUC et beredskab og en skadestue for lavkonjunktur, og fortsatte, "man kan jo ikke forestille sig en skadestue uden personale, hvor man først skal ansætte læger, når skaden er sket". Hendes pointe var, at der i økonomimodellen mangler et økonomisk fundament, et grundniveau, for voksenuddannelserne, da man ikke kan have et beredskab, der er fuldstændig aktivitetsstyret. Det er jeg selvsagt enig med ministeren i. Desværre er der slet ikke sket nok siden. Et flertal i Folketinget indgik den 3. oktober en aftale, der afsætter 10 mio. kr. til de økonomisk udfordrede VUC-afdelinger i 2023, og tak for det. Pengene falder på et tørt sted. Problemet er bare, at det er meget langt fra de 49 mio. kr., som de trængte VUC'ere har brug for her og nu. 

Der er simpelthen brug for en gennemgribende og langtidsholdbar økonomisk reform til den stærkt nødlidende sektor, der hvert år yder en kæmpe indsats og hjælper 100.000 personer videre i livet med undervisning på landets desværre færre og færre VUC-afdelinger. 

Det italesættes ofte som en politisk grundregel, at man ikke kun skal løbe politikerne på dørene med problemer, nej, man skal også præsentere løsninger. Kan man det, og kan man gøre det sammen med andre fra samme sektor, så er der lydhørhed; så kan man få ting gennemført. Hanne Pontoppidan fra Uddannelsesforbundet, Pernille Brøndum fra Danske HF & VUC og jeg har slidt vores skosåler tynde på Christiansborg og hos andre interessenter - med en vision for VUC: "Videre som voksen – en almen uddannelsesvision". Vi har den fornødne viden. Vi har leveret løsningen. Det er nemlig en fælles uddannelsesvision, hvor målet er, at alle voksne har den nødvendige almene uddannelse og dannelse svarende til niveauet for en ungdomsuddannelse. Alle voksne skal have mulighed for at deltage i samfundet, videreuddanne sig og indgå på arbejdsmarkedet. Vi præsenterer solide bud på, hvordan VUC kan bidrage til at indfri uddannelsesvisionen. Uddannelsesvisionen hviler på 14 konkrete anbefalinger, som kan være med til at forbedre VUC's uddannelsestilbud og styrke et alment parallelt uddannelsessystem for dem, der ikke kan tage den lige vej gennem uddannelsessystemet i de unge år.

Det er pænt træls at måtte konstatere, Hanne og Pernille, at vores fælles udspil indtil videre ikke har kunnet bekræfte den politiske grundregel om vejen til indflydelse. Vi har ellers kæmpet bravt. Men vi skal fortsætte kampen. Nu står vi snart med en ny regering og nye ordførere på området, og jeg vil gerne genbekræfte vores vilje til at fortsætte arbejdet med at højne vidensniveauet om VUC's betydning og nød, og hvad vi ser som den rette uddannelsesvision for Danmark. Ingen kan være uenige i, at der er brug for, at arbejdskraften er veluddannet kan omstille sig igennem hele arbejdslivet. En engageret, nysgerrig og vidende befolkning er og bliver hjørnestenen i et sundt demokratisk samfund. Med "Videre som voksen" bidrager vi til at løse fremtidens øgede efterspørgsel på veluddannet arbejdskraft.

Viden virker – hvis man vil bruge den. 

***

Jeg har allerede nævnt folketingsvalgkampen, og det var en valgkamp, der pænt sagt ikke var særlig køn. Som vi forudså, blev fakta om elevfordelingsaftalen hurtigt ofret på valgkampens alter. Om det var mangel på viden eller mangel på dannelse, skal jeg ikke kunne sige, men meget vrøvl blev der sagt. Et enkelt parti lavede ovenikøbet en fake-video til bekostelig fremvisning i diverse medier og i landets biografer om, at man bliver smidt ud af gymnasiet, hvis ens forældre stiger i indtægt. "Det er bare for sjov", lød undskyldningen. Det minder om noget, man kan høre i en skolegård, og det var selvfølgelig ikke bare for sjov. Det var for at påvirke valgets udfald.

Andre slog med svulstig pathos på, at man mister selve retten til selv at vælge sine venner, at aftalen ødelægger unges fremtid, og at der som noget helt nyt er tale om "tvangsfordeling". Som underlægningsmusik kunne man næsten høre tonerne fra "Dødens Gab" eller "Psycho".

Selv om alle her i salen sikkert godt ved det, så siger jeg gerne nok engang, at elevfordelingsaftalen har de helt rette formål, og tager fat i de rette værktøjer: Kapacitetsstyring og objektive fordelingskriterier. Ikke at den er perfekt, slet ikke, men den skal løse to problemer: Den skal få de lokale gymnasier til at overleve; både i tyndtbefolkede områder og i de store byer. Og den skal understøtte, at eleverne på gymnasierne i højere grad møder forskellighed, i stedet for at samle sig i enklaver. 

Det er blevet udlagt som om, der er frit valg i dag. Det er der ikke. Bevares, ca. 9 ud af 10 unge får deres førstevalg. Og det vil de ifølge ministeriets tal også få med elevfordelingsaftalen – men det kan i øvrigt ikke være det højeste mål, at stort set alle skal have deres 1. prioritet opfyldt, hvis man vil sikre et bredt uddannelsesudbud. En anden velnæret misforståelse er, at elevfordelingsaftalen vil omfordele elever mellem de almengymnasiale og erhvervsgymnasiale uddannelser. Det gør den ikke. Ønsker man htx, kommer man på htx. Ønsker man stx, så kommer man på stx. Og så fremdeles. Faktisk er små erhvervsgymnasier glade for elevfordelingsaftalen, fordi de har det samme problem som stx – at de store skoler i de populære bymiljøer støvsuger området for unge, så de små skoler har det svært.

Nu må vi se, hvad der sker med regeringsdannelsen. Vi har en elevfordelingsaftale i dag; har vi det også efter nytår? Det har for GL været afgørende at man politisk påtager sig den opgave det er at komme i gang med at løse elevfordelingsproblemerne både i de tyndt befolkede områder og i de store byer. Det er måske en af de vigtigste aftaler for gymnasiesektoren, som er indgået i nyere tid. Jeg håber ikke, at ideologi og de privilegeredes særinteresser vil ødelægge den aftale, der er indgået.

Jeg håber heller ikke, den undermineres af en for uklog eller langsommelig implementering, og den fare må man ikke underkende. Hvis solidariteten om aftalen skal bevares, så skal vi også se, at den faktisk gør nytte dér, hvor problemerne findes, og det kræver altså, at undervisningsministeriet gør brug af al den viden, man lokalt besidder, og at man politisk har rygrad til at stå ved aftalens intentioner. Vi vil følge implementeringen tæt, og det er fair nok, hvis man ikke får løst alle problemer år 1, eller år 2 – aftalen er stadig det bedste, vi har. Men man skal ville aftalen, og ikke bare landspolitikerne og ministeriet men også Danske Regioner skal påtage sig ansvaret og turde træffe de svære beslutninger, som måske ikke giver de højeste klapsalver fra de største institutioner. Ministeren og ministeriet har bolden de første 3 år – derefter er det formelt Regionernes tur. Men de skal allerede nu vise, at de er opgaven voksen - ellers er der jo ingen grund til, at de skal have den. Aftalen, og hele sektoren, fortjener intet mindre end at alle nu gør deres ypperste for at sikre en hensigtsmæssig implementering. Det vil være helt grotesk, hvis aftalen falder, og det eksempelvis har være fuldstændigt spildt, at seks skoler ikke har kunnet optage elever i indeværende skoleår. 

I denne sammenhæng vil jeg gerne takke GL's netværksrepræsentanter. Samtlige var med i et fælles indlæg i Altinget i maj i år, hvor vi bl.a. fremhævede, at en stram kapacitetsstyring er den afgørende faktor for, at konkurrencen om eleverne minimeres, og hvert gymnasium sikres et realistisk antal elever. Kun på den måde sikrer vi mere stabile muligheder for at udbyde gymnasieuddannelser af ensartet kvalitet i hele landet. Jeg er ikke overrasket, men dog stolt over, at vi kunne stå sammen om det budskab. Tak for det.​ 

***

Som jeg sagde i min indledning er uddannelse en investering i fremtiden. Da de gymnasiale uddannelser på finansloven for 2021 fik omprioriteringsbidraget for 2019 tilbage, var det for en fireårig periode. Det er altafgørende vigtigt at få permanentgjort de 220 millioner, det drejer sig om, så der også er et minimum af ressourcer til at drive gymnasiale uddannelser for i fremtiden. Og så mangler der stadig godt og vel trekvart milliard fra de 4 års nedskæringer fra 2015-19. 

Samtidig står vi med en higen i sektoren efter at få en revision af taxametersystemet. Det skal der også afsættes ressourcer til. Det er ikke rimeligt at gennemføre en finansieringsreform som et nulsumsspil. Gymnasierne er så økonomisk pressede, at der er brug for ekstra ressourcer til at finansiere en reform. Der bør ikke bare flyttes penge fra nogle institutioner til at løfte andre. Det vil være uholdbart.

Grundforløbet skal afskaffes, som jeg sagde. Det tilsiger vores viden – som flugter med viden, som nu er etableret via EVA's evaluering af 2016-gymnasiereformen. Jeg tror også på, det kommer til at ske. Grundforløbet VAR på bordet før valget. Vi vil gøre alt for, at det kommer på bordet igen hurtigst muligt. Og ja, vi vil også huske hf, hvor der ligeledes er brug for en ny konstruktion. Det første, fælles år på hf betyder, at der mangler kontinuitet og fordybelse for eleverne på grund af klasseskift midt i uddannelsen, og mange hf-lærere får en meget skæv arbejdsbelastning.

Når gymnasieforliget alligevel skal åbnes for at fjerne grundforløbet, vil vi foreslå, at studieretningsudbuddet ændres, så sprog bliver styrket i gymnasiet. Sprog er yderst presset, og derfor foreslår vi i dag konkret til alle partier og hvem end der kommer til at danne regering, at man etablerer en eller flere nye studieretninger med stærke sprogprofiler.

For vi venter som bekendt på en ny regering. Bliver det en regering, som er sig bevidst, at uddannelse er den livsnerve, der skal sikre vores fælles fremtid? eller risikerer vi, at vi får en regering, som ikke forstår uddannelses betydning for fremtiden, og som tror, at uddannelse bare kan klares med et kvikfix eller et nulsumsspil? GL er partipolitisk uafhængig, men det betyder ikke, at vi ikke agerer politisk. For os er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvilken tilgang man har til de gymnasiale uddannelser. Mine ønsker til den kommende regering er:

• Stop hetzen mod de gymnasiale uddannelser. Vi leverer den viden og dannelse, som vi som borgere og som samfund ikke har råd til at mangle.
• Prioritér fagligheden, almendannelsen og trivslen på gymnasieuddannelserne – tilbagefør den milliard, som man tog fra sektoren fra 2015-19, fuldt, helt og permanent.
• Afskaf grundforløbet, så eleverne ikke skal begynde to gange i gymnasiet, og styrk sprogfagene.
• Lav en finansieret taxameterreform, hvor undervisningstaxameteret indhegnes, og midlerne i langt højere grad udmøntes som klasse- eller holdtaxameter.
• Og fasthold, at der skal være en elevfordelingsaftale og en stram kapacitetsstyring, der sikrer alle gymnasier et realistisk elevgrundlag.​
   

***

Her til sidst vil jeg gerne sige tak til jer tillidsrepræsentanter for jeres indsats. I er og bliver GL's rygrad. I sommer spurgte vi igen medlemmerne om deres tilfredshed med GL. Vi kan konstatere, at TR's rolle på skolen er afgørende for holdningen til GL. 47 procent af respondenterne har inden for det seneste år fået afklaret spørgsmål, modtaget rådgivning eller assistance fra tillidsrepræsentanten. Det er virkelig mange! Og de er generelt rigtig tilfredse med deres TR. Det er jeres store fortjeneste.

Fra og med sidste skoleår har I skullet implementere de nye regler, der kom med OK21. Her har vi, og I, handlet ud fra viden om, hvad der virker, og hvad det lokale GL-fællesskab kan. Og vi har opbygget viden om, hvad OK21 kan. Viden virker – og vores viden om OK21 er på mange måder opmuntrende. For nogle af jer har OK21 været anledningen til en styrket dialog både med lærerne og med ledelsen om lærernes arbejdstid og arbejdsforhold. For andre har det endnu ikke ført til den store udvikling. Vi kan se af en undersøgelse, som sekretariatet gennemførte i sommer, at langt de fleste lærere har oplevet, at der er sket forandringer i tilrettelæggelsen af deres arbejdstid. Særligt er der kommet mere åbenhed i planlægningen. 75 procent af lærerne i undersøgelsen oplyser, at der er kommet timetal på deres arbejdsopgaver. Og 4 ud af 5 lærere har talt med ledelsen om sammenhæng mellem opgaver og tid. Vi hører fra jer, at OK21 har været en vigtig faktor i den udvikling.

Vi har således taget et første skridt med implementeringen af OK21, men vi er ikke i mål – og nu er det vigtigt at holde fast, og holde fremdrift! Der er potentialer i de nye regler, som vi endnu ikke har realiseret. OK21 skal ikke udvandes. Der ER kun to modeller for håndtering af arbejdstid: Tidsregistrering eller lokal aftale. Vi skal ikke acceptere, hvis det grundvilkår i overenskomsten ikke anerkendes og efterleves. Det skal vi stå på mål for – og det skal ledelserne. Det samme gælder det kollektive spor i OK21; nogle steder er det åbenbart umådeligt svært at forstå og indfri intentionen med bestemmelsen om, at tillidsrepræsentanten og ledelsen ved årets afslutning skal drøfte sammenhængen mellem planlægningstallene og lærernes tidsregistrering.

OK21-implementeringen har været, og vil fortsat være en af vores højest prioriterede indsatser. For der er stadig store mangler i gymnasielærernes arbejdsmiljø. Det skal være muligt at varetage et gymnasielærerjob på fuld tid. Derfor er jeg også rigtig glad for de signaler, der er i Akademikernes udspil til temaer til OK24. Selv om vi står i nogle økonomisk svære tider, som givetvis vil føre til hårdt pres på reallønnen, så er de signaler fra AC's nye formand Lisbeth Lintz om, at der skal arbejdes for et bæredygtigt arbejdsliv og et sundt arbejdsmiljø, utroligt vigtige. Det hedder bl.a. i oplægget, at det skal overvejes, om der er behov for at aftale tydeligere værnsregler, og om der skal mere fokus på medinddragelse i arbejdstidsplanlægningen. Det anbefales at bruge tidsregistrering og følge op på den og samtidig huske det lokale aftalerum. I sådanne budskaber hører jeg et AC, som forstår gymnasielærernes situation.

Jeg vil også gerne sige tak til jer, vores gæster, der har skabt plads i kalenderen for at være med os i dag. Jeg oplever, at vi jo generelt har et rigtig godt samarbejde. Vi er ikke enige om alt. Men jeg både tror på og oplever også, at vi bygger bro og skaber resultater, når vi deler viden og står sammen.

I foråret havde vi valg til hovedbestyrelsen, og det førte til udskiftning på fire ud af tretten pladser. Det lyder måske mere voldsomt, end det var. En blev ikke genvalgt, men ellers lå der forskellige personlige overvejelser bag ikke at genopstille. Vi har også fået en ny repræsentant for de ikke-fastansatte. I den forgangne valgperiode kom den gamle hovedbestyrelse flere gange gennem store og svære beslutninger på basis af et godt og tillidsfuldt samarbejdsklima, som vi kun kunne opbygge, fordi der var fælles vilje til det. Det kan jeg som formand for GL ikke takke nok for. Den nye hovedbestyrelse er selvfølgelig stadig ny, men jeg oplever en stor lyst til at bidrage, samarbejde, debattere og deltage aktivt. Ja, vi har mistet meget viden og erfaring, men vi har bestemt også fået nye, friske øjne ind. Jeg synes, vi er kommet godt fra start, og jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde i hovedbestyrelsen. Tak for det, såvel til jer nye som til jer, der tager en tørn mere. Og særligt tak til dig, Anders, for din tillid, vores gode samtaler og for samarbejdet i formandskabet.

Tak til jer i sekretariatet. Jeg er fuldt bevidst om, at I har stået i en yderst svær situation, men alligevel leverer I hver eneste dag et bundsolidt stykke arbejde for hovedbestyrelsen, for GL's medlemmer og for tillidsrepræsentanterne. Tak for det.

Og tak til GL's medlemmer. Tak, fordi vi sammen med jer må være med til at varetage gymnasielærernes interesser. Vi har i sommer undersøgt vores organisationsgrad på det almengymnasiale område. 95 procent af de fastansatte er med ombord. Og I er heldigvis glade for jeres medlemskab. Det er vi meget ydmyge overfor. En tilsvarende undersøgelse er lige nu i gang på det erhvervsgymnasiale område. Vi vil meget gerne sammen med jer kæmpe for at forbedre gymnasielærernes vilkår. Vi ved, også fra en ny undersøgelse, at I generelt er glade for jeres job. Men vi ved også, at det halter en del nogle steder. Især på det erhvervsgymnasiale område mangler lærerne indflydelse, og der mangler udmøntning af lokale lønmidler. De kampe skal vi også fortsat kæmpe sammen.

For virkeligheden KAN forandres til det bedre, når vi handler ud fra viden og dannelse, og når vi står sammen. Uddannelse er den vigtigste investering i den fremtid, som vil stille os overfor et væld af mangelsituationer. Derfor MÅ der ikke være mangel på god uddannelse. Det bør være den enkeltes ret, og samfundets pligt. Og det er ikke mindst landets yderst kompetente gymnasielærere, der gør det muligt! Sammen kan vi skabe sammenhængskraft, fremtidstro, fællesskab og udsyn.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt repræsentantskabsmøde! Tak for ordet.​

​​​​