Formandens mundtlige beretning 2021

Formandens beretning
 
​​IMG_20211122_102534.jpg

Lyt enten til formandens beretning her eller læs den nedenfor:
​​

Formandens beretning

​​​​​​​​​Kære repræsentantskab, kære hovedbestyrelse, ærede gæster,

Vi skulle egentlig have startet med en fællessang, men her i sidste øjeblik har vi valgt ikke at have en fællessang - af coronahensyn.

Sangen, vi skulle have sunget - og det ærg​rer mig grusomt, at vi ikke kan det - ​men måske kan vi gøre det på vores TR-seminar til foråret. Det er Skipper Klements morgensang, hvor det første vers lyder: 

Skærm jeres hus med grav og planke
Hvæs jeres leer snittende blanke
frygt ikke Rantzaus sorte hær.
Silke skal vige for vadmelsklær.
Bønder, tømre, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

Det må I desværre forestille jer, at vi synger.

​Skipper Klements Morgensanger en af de nyere sange i den danske sangskat. Den løfter sit univers ud af den danske borgerkrig fra 1534-36, hvor oprørslederen Klement Andersen fra Aaby Sogn i Vendsyssel i øvrigt endte med overhovedet ikke at sejre i Grevens Fejde. Pyt med det; Ebbe Kløvedal Reich skrev primært sangen i 1970 i kontekst af sin samtid som en hyldest til kampen mod undertrykkelse og uretfærdighed. Og selv om de færreste gymnasier i dag nok har fællessang fast på ugeskemaet, så udtrykker det at synge en fælles sang noget helt centralt og uvurderligt ved de gymnasiale uddannelser.​

Vores sangskat fortæller os, hvem vi har været, hvem vi er og hvilke værdier vi hylder, den minder os om såvel det universelle som det partikulære og omskiftelige i tilværelsen, og den bevarer og fornyer sig på én og samme tid. I fællessangens korte stund vælger vi desuden at udtrykke os – sammen. Vi bestræber os hver især i et kort øjeblik på at følge en fælles melodi, og indgår dermed i en afbalancering af individet med den omverden, vi lever i og er afhængige af. Det kan noget. Det har ALTID kunnet noget.

I en tid, hvor fællesskabsfølelsen og vores indbyrdes tillid er under pres, hvor dagens ret er rigsret (med “g"), hvor ensomheden hærger, og man kan have følelsen af nærmest at drukne i sin egen tvivlsomme frihed i ekkokamrene på såkaldte sociale, algoritme-styrede medier, dér hvor tonen hurtigt bliver rå og polariserende – dér kan den fælles sang måske i særlig grad noget. Ligesom de gymnasiale uddannelser kan. Vores almendannende virke har til formål at gøre den enkelte i stand til kritisk og konstruktivt at relatere til sig selv – og det fælles. Det, som er rundt om os, det, som vi ikke kan sige os fri for at være påvirket af og afhængige af, det, som vi sammen har skabt og kan skabe. Kort og provokerende simpelt sagt lærer man som et almendannet menneske at opføre sig ordentligt overfor sig selv og andre. 

Det er kun passende, at vi med det formål in mente skulle have startet vores repræsentantskabsmøde med en fælles sang. Ikke fordi der er nogen grund til at formode, at denne sal er i dannelsesmæssigt underskud – men som en simpel manifestation af det, vi står for, – det, vi er eksperter på, det, der er den inderste kerne og den højeste værdi i vores virke som gymnasielærere. Almendannelsen fortjener at blive fremhævet – ikke mindst efter et år, hvor gymnasielærernes arbejde for at almendanne har været så alvorligt hæmmet af, for første gang nogensinde, i lange stræk at skulle foregå gennem en skærm. Det eksemplificerer vores manglende mulighed for at synge en fælles sang sådan set også.​

Det har været et mystisk år. Et modsætningsfyldt år. På den ene side et år, vi aldrig ønsker os igen. På den anden side et år, som vi næppe havde turdet håbe på for bare 12-13 måneder siden. Et unikt år – som samtidig kan spejles i stroferne fra en rigtig gammel og utroligt smuk sang i vores sangskat, skrevet af Thomas Kingo for 340 år siden, hvori det i første vers lyder:

“Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad,

medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad.

Jorderigs guld er prægtig muld, Himlen er ene af salighed fuld."

Ja, måske ville Kingo egentlig sige, at det IKKE har været et spor mystisk år, præget som det har været af både “solskin og skyer", men det har så i hvert fald været et ekstremernes år for begge vejrlig. Det har været et år, som har presset alle på skolerne ekstraordinært. Et år som har været præget af en pandemi, som stadig hænger som en truende sky over os, og hvor vi håber, det ikke bliver nødvendigt at lukke skolerne ned igen. Bare efterveerne af nedlukningerne kæmpes der rigeligt med netop nu.

Men hold da op, hvor har alle gjort det godt! Der er ingen på de gymnasiale uddannelser, der ikke kan ranke ryggen, skubbe brystet frem og løfte hovedet. Det har været ikke bare en, men gentagne, kæmpe forandringsprocesser, som er blevet løftet. Vi har vidst det hele tiden: Gymnasielærere over hele landet gør det fremragende. Under pandemien blev det endnu tydeligere, at gymnasielærere løfter og tager ansvar. De tager ikke bare et stort fagligt ansvar, de er også omsorgsfulde og rummelige. Jeg har igen og igen hørt fra medlemmer, som ikke kun har bekymret sig dybt for deres elevers faglige udvikling det seneste års tid, men også for deres generelle trivsel. Jeg tør ikke tænke på, hvor vi havde stået i dag, hvis ikke vi her til lands havde den korpsånd og uddannelsestænkning blandt lærerne. Det bør nu være tydeligt for alle: Danske læreres vilje til at tilgå eleven som et helt menneske der skal ses, rummes, dannes og uddannes, har været af afgørende betydning for vores vej gennem pandemien. 

Så gymnasieuddannelserne har gjort det godt det seneste års tid. Gymnasieuddannelserne leverer faktisk – og i det hele taget – en succes uden sidestykke. Det burde politikerne stå i kø for at omfavne – men hvor taknemmeligheden for lærernes indsats under pandemien har været klar og tydelig, så har påskønnelsen af de unges valg af en gymnasial uddannelse, og særligt et valg af en almen studentereksamen, det seneste år været temmelig lunken – hvis ikke man ligefrem beskriver det som et lemmingevalg, drevet af uddannelsessnobberi og begejstring for de vilde abefester, man åbenbart vælter rundt i på STX. Den tilgang til de unge og til vores uddannelser er simpelthen ikke rimelig. Livet for en elev på en gymnasial uddannelse er først og fremmest og i altoverskyggende grad præget af hårdt arbejde, som kræver mange af døgnets vågne timer – nogle gange mere end et fuldtidsarbejde ude i den arbejdsmarkedsprægede virkelighed, vores uddannelser – og særligt STX – ifølge visse stemmer i debatten ikke forbinder sig til.

Og hvad er problemet egentlig, når man vil have sammenhængskraft og en kritisk tænkende, dannet og veluddannet, forandringsparat befolkning, som måske skal igennem 5-6 karriereskift i løbet af arbejdslivet? Så er en gymnasieuddannelse da en god start.

Uddannelsessnobberi er uddannelses-mobberi

Men galt er det altså, at det almene gymnasium er populært. I den offentlige debat tales der om uddannelsessnobberi. Jeg synes hellere, man skulle begynde at kalde det uddannelses-mobberi.

Der er mange, der i en årrække har talt om, at der går for mange i gymnasiet. Man har på sin vis kunnet kalde det tomgangs-mobberi. Sådan oplever jeg det ikke længere. Jeg er dybt bekymret for, at vi nu nærmer os brændpunktet, hvor der danner sig et flertal for at rive tæppet væk under de velfungerende gymnasiale uddannelser.

MEN det er IKKE løsningen på noget. Der er brug for de gymnasiale uddannelser. De løfter – og skal fortsat løfte – rigtig mange unge. Derfor skal vi have ændret retorikken omkring gymnasierne, og særligt retorikken om STX. Drop snakken om snobberi. Det er ganske enkelt noget værre vrøvl.  Den danske gymnasieskole har aldrig været mindre snobbet, end den er i dag. Vi løfter bredt. Og vi løfter videre. Ca. ⅓ af gymnasieeleverne har en gymnasiefremmed baggrund, og 13% har en anden etnisk baggrund end dansk. Efter 5 år er studenterne i gang med eller har fuldført en uddannelse: Hver femte har enten en erhvervsfaglig eller kort videregående uddannelse, 43% en mellemlang uddannelse, og 26% en lang videregående uddannelse.

Erhvervsuddannelserne skal også løfte. Den største uddannelsespolitiske udfordring handler ikke om, at for få unge vælger erhvervsuddannelserne. Det er derimod indiskutabelt et problem, at erhvervsuddannelserne oplever så stort et frafald, som de gør. Og det største problem overhovedet er, at godt 20 procent af en ungdomsårgang aldrig tager en ungdomsuddannelse. Det er et massivt demokratisk og velfærdsøkonomisk problem, som bør ligge øverst i bunken af uløste problemer, som skal løses nu.

Derfor glæder jeg mig også over, at kommissionen, der arbejder med 2. generationsreformer, sætter fokus på unge med uforløst potentiale. Det er afgørende nødvendigt at finde reelle løsninger for den gruppe af unge, som hverken får uddannelse eller arbejde. Det er umådeligt mere konstruktivt at se potentialet i disse unge, frem for at mene, at behovet for arbejdskraftudbud skal findes i en nulsumsløsning blandt de unge, der tager en uddannelse. Som samfund skal vi – som statsminister Mette Frederiksen også sagde i sin åbningstale – først og fremmest klare os på at være dygtige. Og der har de gymnasiale uddannelser en helt særlig rolle.

I de kommende 15 år vil der være væsentligt færre unge. Derfor bliver det endnu vigtigere at sikre, at de unge er veluddannede, og at voksne kan opkvalificere sig. Med en gymnasial uddannelse har man en god platform for livslang læring og fleksibilitet i arbejdslivet – også for dem, der efter en studentereksamen vælger at tage en erhvervsuddannelse. En studentereksamen er simpelthen basis for god velfærd og for et velfungerende arbejdsmarked.

Ifølge en undersøgelse fra Professionshøjskolerne vil vi i 2030 bl.a. mangle omkring 40.000 uddannede lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere. Det er alle velfærdsuddannelser, som bygger på en gymnasial uddannelse, og jobs, som ikke kan overtages af teknologi eller udefrakommende arbejdskraft. Det ændrer alverdens snak om uddannelsessnobberi ikke på; realiteterne er, at der ikke er noget nulsum-spil at spille med den mængde unge, som i dag gennemfører en ungdomsuddannelse. I stedet for bør man anerkende og glæde sig over det behov, de gymnasiale uddannelser faktisk opfylder: Som jeg nævnte før, leverer gymnasierne rigtig mange til professionsbacheloruddannelserne. Og vi ved også, at den erhvervsuddannede med en studentereksamen i baglommen både opnår bedre løn – som medfører forøgede skatteindtægter – og opnår en bedre jobsikkerhed. At have en bred faglig viden og almendannelse med fra en ungdomsuddannelse er at være rustet til fremtiden – både på det personlige plan og i et samfundsperspektiv. Vi skal derfor værne om det, der fungerer.

Det handler i øvrigt også om social lighed. Alle unge, uanset social baggrund, skal have samme mulighed for at dygtiggøre sig – både i de gymnasiale uddannelser og i erhvervsuddannelserne.

Det er restgruppen, der er den uddannelsespolitiske udfordring

Og derfor er det også helt afgørende at få hjulpet de unge og voksne, som ikke tager en ungdomsuddannelse. Der er generelt størst sandsynlighed for at gennemføre uddannelse, desto yngre man er. Det gælder bare ikke for erhvervsuddannelserne. Her er der flere, der gennemfører, desto ældre eleven er.

Gennemførslen af en erhvervsuddannelse kulminerer for unge, som er i midten eller i slutningen af 20'erne. Gennemsnitsalderen for en fuldført gymnasieuddannelse er 19 år, for erhvervsuddannelserne er den 28 år.

Erhvervsuddannelserne har som nævnt desværre et meget højt frafald. Af de elever, der i 2015 påbegyndte en erhvervsuddannelse, stoppede 42 pct. før tid, mens under 15 pct. faldt fra på de gymnasiale uddannelser. Det er frafaldet på erhvervsuddannelser, som giver det store bidrag til restgruppen, og faktisk oplever vi i Danmark en højere frafaldsprocent på erhvervsuddannelser end i andre sammenlignelige lande.

Som sagt glæder det mig, at kommission for 2. generationsreformer har fokus på at få taget hånd om restgruppen. Vi har inviteret Philipp Schrøder, økonomiprofessor på Aarhus Universitet og medlem af kommissionen, til at komme i morgen eftermiddag og giver os et indblik i kommissionens overvejelser på ungdomsuddannelsesområdet. De overvejelser kan få stor betydning for det fremtidige gymnasiale landskab. Min største bekymring er, at kommissionen har udvist interesse for én fælles indgang til ungdomsuddannelserne.

Det er nemlig en rigtig dårlig ide. Én fælles indgang får hverken flere i erhvervsuddannelserne eller flere til at tage en ungdomsuddannelse.

Og det ved vi, fordi det har man lige ovre på den anden side af Øresund. I Sverige har man et enhedsgymnasium, der samler erhvervsuddannelser og gymnasieuddannelser under samme tag. 25 procent af eleverne fuldfører ikke uddannelsen, og systemet har social slagside. Markant færre af de unge fra hjem med kortuddannede forældre gennemfører en uddannelse i enhedsgymnasiet. Der er tale om et betydeligt frafald fra en uddannelse, som i praksis er en helt nødvendig forudsætning for at få et job i Sverige. Og den fælles indgang sikrer heller ikke flere unge i erhvervsuddannelserne. De svenske tal viser, at andelen af elever i erhvervsuddannelserne er faldet med ca. 30 procent inden for de seneste 15 år.

Så i stedet for at ødelægge gymnasierne, burde der være politisk fokus på at sikre ressourcer til, at erhvervsuddannelserne for alvor kan tage hånd om eleverne, kombineret med et fortsat fokus på at få skabt praktikpladser. Og samtidig skal man måske acceptere, at erhvervsuddannelser er bedst for unge i 20'erne, og at de unge såvel som samfundet vinder ved, at de unge har en gymnasial uddannelse med sig.  

VUC skal have en håndsrækning nu!

Regeringen har valgt at afsætte 2,5 mia. kr. om året ekstra til uddannelse. Godt gået, og nogle af disse ressourcer bør givetvis gå til erhvervsuddannelserne. Men der er også kritisk behov for, at regeringen finder penge til VUC-området. NU.

Situationen er gravalvorlig for VUC på grund af voldsomme besparelser, kursistflytning og de aktuelle høje konjunkturer i samfundet. Der er mere efterspørgsel efter VUC i lavkonjunkturperioder, men i højkonjunkturperioder bliver man nødt til at støtte VUC bedre, end man gør lige nu. Ifølge VUC-lederne er der i år 24 afdelinger med under 100 årskursister, og det er ikke bæredy​gtigt uden særlig støtte. VUC kan ikke vente på eventuelle, langsigtede initiativer – der er brug for en akut hjælpepakke. Vi har som samfund ikke råd til, at VUC forsvinder mange steder i landet. Lige nu er der reel risiko for, at det brede VUC-udbud mere eller mindre er væk, når vi igen får brug for, at voksne sætter sig på skolebænken. Hvis man bliver arbejdsløs i Lemvig, er det jo pænt sagt ikke hensigtsmæssigt, hvis uddannelse skal tages i Århus.

AVU – Almen voksenuddannelse – er i knæ, og Uddannelsesforbundet fortæller, at AVU-lærerne oplever massive fyringer, fordi vi er i en højkonjunktur, hvor kursisterne får job. Vi er nok alle glade for, at vi er inde i en højkonjunktur, og at pandemien ikke som frygtet fik alt til at gå i stå. Men AVU er en afgørende fødekæde til fx SOSU. Tilsvarende oplever vi fyringer af hf-enkeltfagslærere, og hf-enkeltfag er jo med til at styrke voksnes reelle muligheder for uddannelse på de fleksible vilkår og i det voksenpædagogiske miljø, som der ikke findes noget alternativ til for dem. Jeg nævnte tidligere, hvor mange velfærdsuddannede, der kommer til at mangle, og det behov får vi ikke dækket uden VUC. Og samtidig skal man vide, at VUC for alvor rykker på social mobilitet.

På længere sigt er der brug for at styrke voksnes reelle muligheder for uddannelse. Mette Frederiksen var inde på det i sin åbningstale, at vi har brug for, at voksne uddanner sig. Der har VUC en afgørende rolle.

Hf-enkeltfag på VUC blev decideret glemt på finansloven for 2021 og fik som eneste uddannelse ikke tilbageført omprioriteringsbidraget for 2019. Det SKAL der rettes op på i finansloven for 2022.

Ved en kommende taxameterreform bør små VUC-afdelinger – og i øvrigt også små erhvervsgymnasier – tildeles samme udkantstilskud som små almene gymnasier, så det fintmaskede net af uddannelser kan bevares overalt i landet. 

Og når jeg nu er i gang med at bruge af regeringens 2,5 mia. kr., så vil jeg lige minde om, at da de gymnasiale uddannelser på finansloven for 2021 fik omprioriteringsbidraget for 2019 tilbage, var det for en fireårig periode. Det er vigtigt at få permanentgjort dette, så der også er et minimum af ressourcer til at drive gymnasiale uddannelser for i fremtiden. 

***

Et godt år for GL

Så vidt nogle af de udfordrende elementer fra forgangne år. På mange måder har det samtidig unægteligt været et godt år – måske et ekstraordinært godt år! –  for GL i forhold til det, vi kæmper for. Der blæser nye vinde – og vi mærker et værdiskift, som peger i en positiv retning, forhåbentlig med det resultat, at vi får mindre konkurrence i og kommercialisering af den gymnasiale sektor, og til gengæld får et bedre samarbejde om udviklingen.

Først fik vi – efter en årrække med nedskæringer – en kvart milliard på finansloven for 2021 til de gymnasiale uddannelser. Pengene faldt på et meget, meget tørt sted. De gik som nævnt desværre hf-enkeltfag forbi, men overordnet set var det en meget stor sejr for GL, ikke bare at få stoppet nedskæringerne, men faktisk også at få påbegyndt en reinvestering i sektoren. Betydningen heraf kan næsten ikke overdrives. Det betyder alt for at kunne bevare kvalitet i undervisningen, og en grad af tryghed og optimisme på arbejdspladserne. Vi har fået 1 års omprioriteringsbidrag tilbage. Så mangler vi bare 3…

I sommer fik vi så langt om længe en elevfordelingsaftale, hvilket GL også har arbejdet for i flere år. En aftale, som fra 2023 skal sikre, at skolerne underlægges en strammere kapacitetsstyring, at sammensætningen af elever på skolerne bliver mere divers og mindre konkurrenceudsat, og samtidig sikre, at der fortsat vil være et gymnasialt uddannelsesudbud i hele landet. Modellen er absolut ikke perfekt – jeg tænker her i helt særlig grad på de 6 institutioner, som skal omfattes af et midlertidigt stop for elevoptag – men jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at modellen overordnet søger at imødegå de problemer, som vi selv har peget på. Modellen medvirker til at indhegne selvejet og skolernes interne konkurrence – prøv at tænke på, hvor ofte vi har talt om at få gjort noget ved de ting... Det er også positivt, at modellen omfatter hele sektoren, og ikke kun de almengymnasiale uddannelser. Det er samlet set godt gået af ministeren og af forligspartierne. Så mangler de bare lige at finde nye midler til finansiering af den algoritme, som skal fordele eleverne. For det holder jo ikke at tage pengene fra undervisningen, og vi er vel færdige med at spare?

Vi skal ikke takke corona for noget, men det var min oplevelse, at samarbejdet med GL udviklede sig i takt med pandemiens udvikling. Undervisningsministeren har flere gange det forgangne år på møder med inter­essenterne understreget vigtigheden af at samarbejde med lærerne, centralt såvel som lokalt. GL har også leveret til det samarbejde, og har taget medansvar. I tillidsrepræsentanter har taget ansvar. Vores medlemmer har taget et kæmpe ansvar. Og det har lærerforeninger i det hele taget verden over. Det ved jeg, fordi jeg for nylig deltog på årets internationale Summit of the Teaching Profession. Her gik politikernes anerkendelse af lærernes indsats i pandemien igen. Og interessant nok lød svaret fra flere lærerorganisationer: Tak – men, “Teachers need to be empowered, not just appreciated". Jeg tror på, at vi i Danmark indtil nu er kommet så godt igennem krisen, som vi er, fordi vi har oplevet i hvert fald i et vist omfang at blive “empowered" og ikke bare “appreciated". Men jeg tror også på, vi kan forbedre yderligere på samarbejdet, så vores medlemmer i endnu højere grad oplever at blive reelt “empowered". Det samarbejde vil GL opsøge.

OK21 – et resultat bygget på samarbejde

Vi har fået en ny overenskomst. Og det er netop et godt samarbejde i det forgangne år som har ført til, at vi nu står med et overenskomstresultat, som for første gang bryder isen og anerkender, at OK13 ikke var tilstrækkelig. Tiden var selvfølgelig også den rette, med forudgående indgåelser af arbejdstidsaftaler for de lærergrupper, som siden 2013 havde arbejdet uden overenskomst, og efter lov409-diktat. Men der er ingen tvivl om, at det pres, som vores hovedorganisation, Akademikerne, lagde, med AC-formand Lars Qvistgaard for bordenden, blev afgørende. AC tog ansvar. Og GL tog ansvar. Resultatet er, at vi i dag indiskutabelt ikke længere står på OK13. Og ud over at vi fik et overenskomstresultat, som 82% af deltagerne ved vores urafstemning stemte ja til – og tak for det – så har det også betydet, at GL i langt højere grad er blevet en organisation, man lytter til i AC.

Sammen med stoppet for nedskæringer og reinvesteringen af en kvart milliard kroner i vores uddannelser, elevfordelingsaftalens indhegning af selvejet, og coronaens intensivering af dialogen mellem GL, ministeren og ministeriet, så betyder OK21, at det sidste år har været et skelsættende år for GL. Vi har nu taget et første skridt – eller to, måske endda tre – fremad igen, for første gang i umindelige tider. 

I tillidsrepræsentanter er nu i gang med at implementere de nye OK21-bestemmelser på hver enkelt skole. Nogle af jer samarbejder med ledere, som er gået seriøst og konstruktivt ind i den nye virkelighed, som OK21 foreskriver, og sammen finder I gode løsninger. Desværre er der også mange skoler, hvor I som tillidsrepræsentanter fortsat mangler at høre livstegn, når I banker på døren til rektors eller direktørens kontor. Det er både træls og uforståeligt. For retningen er sat – denne overenskomst SKAL selvfølgelig implementeres, og mit indtryk er lykkeligvis, at der er bevægelse i tingene mange steder. Der er kommet liv i diskussioner om transparens og aftaler, tid til opgaverne og tidsregistreringens værdi, som har ligget døde i mange år, og jeg er faktisk overbevist om, at OK21 er i færd med at skabe en udvikling i sektoren, som ikke kun lærerne, men også lederne på flere og flere skoler vil se muligheder i – hvis de ikke allerede gør det. Igen: Det handler om “empowerment" af lærerne, og det understøtter OK21. Det kan kun være i alles interesse.

Jeg sagde indledningsvis, at gymnasielærere gør det godt. Der er et stort engagement på lærerværelserne og i klasserummene, men det giver også store udfordringer med arbejdsmiljøet. Det skal der tages hånd om på hver eneste skole. Og det kan en central overenskomst desværre ikke løse alene.

Beklageligvis ser vi, at mange gymnasielærere individuelt tager konsekvensen af det store arbejdspres og går på nedsat tid. Ikke for at arbejde færre timer, men for at løfte opgaverne. Jeg vil godt lige læse et citat op for jer fra GL's deltidsundersøgelse:

"Jeg ville gerne være på fuldtid, hvis antal undervisningstimer var, som det var før 2013. Jeg fandt i sommer min gamle portfolio fra 2013/14 og så, at arbejdsopgaverne for 19/20 var fuldstændig enslydende. Forskellen er, at i 13/14 var jeg ansat på fuldtid, hvor jeg i 19/20 var ansat på 80%. Samme opgaver, nu kun med 80% i løn."

Det kan vi ikke alene løse ved overenskomstforhandlinger. Der skal ses både på tid til arbejdet, ressourcer til skolerne og strukturen i uddannelserne. Et gymnasielærerjob skal kunne løses på fuld tid.

Grundforløbet skal afskaffes

Når det handler om struktur, så vil jeg især gerne pege på grundforløbet. Der er i dag ingen tvivl om, at grundforløbet har givet lærerne en urimelig skæv arbejdsbelastning, samtidig med at det på flere måder giver eleverne en dårlig start på deres gymnasietid. Uanset de politiske intentioner, så står gevinsterne ved grundforløbet på ingen måde mål med omkostningerne.

Helt parallelt har vi på hf brug for, at eleverne kan begynde i deres fagpakker med det samme.

Det er mit indtryk, at det er en samlet sektor, der er enige om – og i efterhånden et stykke tid har været enige om – at grundforløbet ikke fungerer. Og jeg oplever heller ikke, at der er nogen på tinge, der egentlig har et glødende politisk ejerskab til det. Min krystalklare anbefaling til ministeren og forligskredsen er derfor: Få nu det grundforløb afskaffet. Desto før, desto bedre. Og gerne til sommer!

Ministeren sagde for nylig på Danmarks Lærerforenings kongres, at det er slut med de store top-down-reformer. Fremover, sagde ministeren, skal udviklingen ske langsomt, i bidder, og i samarbejde. Det håber jeg også gælder på vores område. Uanset om det gælder debatterne om institutionslandskabet og indholdet i uddannelserne, eller de varslede forhandlinger om institutionslovgivning og taxameterfinansiering, så håber jeg, at ministeren og det politiske landskab kan se, at når man inddrager hverdagens specialister, så kan vi sammen nå længere.

Det er min ambition for GL, at vi kan komme et skridt tættere på, så vi sammen kan udvikle de gymnasiale uddannelser. Ændre på det, der giver mening; og bevare det, der er godt at bevare. For det er rigtigt set: Topstyret udvikling dur ikke. Udvikling skal netop ske langsomt og i bidder. Og i samarbejde. Lige som den organisatoriske strukturforandring, som GL selv har besluttet dette år, som har været baseret på særdeles grundigt forarbejde og inddragelse, som har en god indfasningsperiode, og som konkret betyder, at vi får en bedre integration af alle skoleformer i GL's struktur – ikke mindst til gavn for det erhvervsgymnasiale område.

Tak

Her til sidst vil jeg gerne sige tak til jer tillidsrepræsentanter for jeres indsats. For rigtig mange medlemmer ER I GL i det daglige. I har gjort det fantastisk for at hjælpe jeres kolleger og institutioner gennem et historisk kritisk år, og I er i det hele taget fuldstændigt uvurderlige.

Tak til alle jer, som i dag er vores gæster. Jeg oplever som tidligere nævnt et rigtig godt samarbejde med jer, og det kan jeg love jer, at vi gerne vil fortsætte, og udbygge yderligere. Sammen kan vi skabe de bedste vilkår for de gymnasiale uddannelser. Særligt vil jeg gerne sige tak til Lars Qvistgaard, som stopper som Akademikernes formand om en måned. Jeg har stor respekt for bl.a. den indsats, du leverede for os under OK21. Samtidig vil jeg gerne byde velkommen til dig, Lisbeth Lintz, som tager over efter Lars. Vi glæder os til samarbejdet med dig. Vi kender dig jo godt, fordi du har repræsenteret lægerne i AC. Læger og lærere har det til fælles, at vores medlemmer har lidt anderledes arbejdsforhold end store dele af arbejdsmarkedet, så mon ikke, vi også kan løfte de fælles udfordringer. Det håber og tror jeg, vi kan.

Tak til hovedbestyrelsen for endnu et godt arbejdsår – i alt for lange stræk under vanskelige, virtuelle vilkår. Vi har formået at samarbejde, at levne rum for vores politiske uenigheder, og at finde kompromisser, som GL kan arbejde konstruktivt ud fra, til gavn og glæde for alle vores medlemmer, og alle gymnasiale skoleformer. Det må være vores fornemmeste opgave, og det har I alle medvirket til. På den baggrund tror jeg på, at vi kan få en god og sober valgkamp om få måneder, hvor man ikke skal opleve, at GL går i stå.

Tak til mine to næstformænd, Asger og Anders, for jeres tillid, for samarbejdet i det hele taget, og ikke mindst i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Jeres bidrag i forhandlingsudvalget var med til at forme den proces, som til sidst bragte os i hus med et resultat.

Tak til GL's sekretariat. I leverer hver eneste dag et bundsolidt stykke arbejde for GL's medlemmer og tillidsrepræsentanter.

Og tak til GL's medlemmer. I er rygraden, kroppen og hovedet i de gymnasiale uddannelser. Ti-tusindvis af unge og unge voksne menneskers forhåbninger, trivsel, og faglige og dannelsesmæssige udvikling hænger dagligt på deres relation til – jer. Så simpelt er det. “Sorrig og glæde de vandre til hobe" – men I fortjener al det solskin, I overhovedet kan få. Tak for jeres indsats!

Jeg talte i min beretning for 2 år siden om, at det skulle være GL's opgave at nære et håb blandt vores medlemmer. Et håb om, at fremtiden kunne blive bedre, og at de og GL sammen kunne påvirke virkeligheden i en positiv retning. Det håb, mente jeg, var fraværende hos alt for mange medlemmer – og det er kvælende end ikke at have et håb. Jeg synes, vi i dag kan sige, at vi er lykkedes med at påvirke virkeligheden i en positiv retning. Og jeg opfordrer til, at vi VOVER at sige det, og sige det højt. Ikke således at forstå, at de skyer, som hang over os for 1 år, 2 år siden bare er blæst helt bort. Andre er også trukket nærmere, og har fortættet sig. “Ene er himlen af salighed fuld"; det er åbenbart lige så sandt i dag som for 340 år siden. Men GL HAR gjort en forskel. Vi har i fællesskab vist, at der er grund til håb. Virkeligheden KAN forandres til det bedre, når vi står sammen, med os selv, og med andre. Når vi synger en fælles sang.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt repræsentantskabsmøde! Tak for ordet.​

Emner: Repræsentantskabet
Interessent: