Formandens beretning 2020

 
 
​​​​rep2020.jpg​​​​ Kære repræsentantskab ​og kære hovedbestyrelse 

Da jeg for et år siden aflagde min første mundtlige beretning, der indledte jeg med at definere, hvad jeg så som GL's altoverskyggende opgave: At tænde et håb i vores medlemmer. Som jeg sagde dengang: “Et håb om, at fremtiden er positiv - at fremtiden vil blive bedre end den virkelighed, vi lige nu befinder os i, og at vi selv har indflydelse på fremtiden." Jeg understøttede det med et citat af Robert Kennedy fra 1966, for at sætte ord på den situation, som jeg opfattede, vores medlemmer og vi som forening stod i på daværende tidspunkt. Jeg skal ikke gentage citatet ordret og i sin fulde længde i dag - for det gælder for citater ligesom for  vittigheder, at de ikke tåler at blive genbrugt alt for ofte - men det, som Kennedy kort fortalt sagde i '66, og som jeg mente, jeg kunne genkende for 12 måneder siden, det var, at vi lever i en tid, som både er præget af farer og usikkerhed - men det er samtidig også en af de mest kreative tidsperioder nogensinde, hvor vi vil blive bedømt på, hvorvidt vi formår at påvirke udviklingen ud fra vores egne værdisæt.​​ 

En tid præget af farer og usikkerhed ... Havde jeg vidst, hvor profetiske de ord skulle vise sig, set i lyset af den pandemi, ingen på daværende tidspunkt havde set komme, så skulle jeg nok have løbet ud og købt mig en lottokupon samme dag. Samtidig kunne vi så have varslet myndighederne om, at vi inden for få måneder ville stå i en global sundhedskrise hvis lige vi formentlig ikke har set siden den Spanske Syges hærgen for 100 år siden. Vi kunne have forberedt os i bedre tid på de voldsomme omvæltninger, vi blev kastet ud i, og som vi stadig står midt i. Hvis altså nogen kunne have vidst, at Robert Kennedys ord den sene novemberdag i 2019 i så ekstrem grad var som at stirre ind en glaskugle og skimte den umiddelbare, skræmmende fremtid. Men det gjorde vi selvfølgelig ikke. 

Vi vidste strengt taget heller ikke, at landets gymnasielærere, stillet overfor en ny corona-virkelighed med smittefare, restriktioner, omvæltninger og nødundervisning, i dén grad ville leve op til resten af Kennedys ord om at leve i “den mest kreative af nogen tidsperiode i menneskehedens historie". Men det har de. Gymnasielærerne har lige siden forårets nedlukningen af gymnasiesektoren og frem til i dag om nogen udvist ekstraordinær kreativitet. De har søgt at gribe og forme den virkelighed, den tid, som de er blevet sat i, med ansvarlighed, offervilje, omstillingsparathed, samarbejdsevne, og empati. Vi vidste det ikke - vi kunne ikke have vidst det - men hvor COVID-19 kom som det 21. århundredes måske største og værste overraskelse indtil videre, så er der ikke noget overraskende over gymnasielærernes reaktion på krisen. For gymnasielærernes værdisæt er stærkt. De brænder for arbejdet, og for arbejdspladsen. De brænder for fagene, og for at gøre en forskel, såvel for samfundet som for den enkelte. De brænder for at støtte hinanden, de brænder for opgaven med at studieforberede og almendanne, og mest af alt, så brænder de for eleverne og kursisterne. 

Efter snart 9 måneder m​ed corona-omvæltninger på skolerne, og med udsigt til måske et halvt år mere før en vaccine er ved at være i omløb, så er jeg også alvorligt bekymret for, at flere og flere lærere er ved at brænde - ud - i et tempo og omfang, som vi ikke tidligere har set. Gymnasielærerne har fortjent modtaget store roser for indsatsen fra mange sider, ikke mindst fra undervisningsministeren. Jeg tror faktisk ikke, jeg kan huske, at der tidligere er blevet sendt så mange roser efter GL's medlemmer. Det luner naturligvis - alle føler stolthed over at blive anerkendt. Men den barske virkelighed er, at COVID-19 pandemien fungerer som et prisme, igennem hvilket de kritiske forhold, som også prægede gymnasiesektoren for et år siden, bliver forstørret og forstærket. Og vi ved kun alt for godt, at det at være gymnasielærer i forvejen var en benhård metié. Det vidner det Nationale Center for Arbejdsmiljøs tal for arbejdsrelateret psykisk belastning af gymnasielærere fra 2019 jo tydeligt om. Ligesom det høje og voksende antal kolleger, som går på deltid for at holde til arbejdspresset, og dermed de facto betaler af egen lomme for at modvirke arbejdsforhold, som i bund og grund er helt urimelige. Jeg sagde også i min beretning sidste år, at det aldrig har været hårdere at være gymnasielærer. 12 måneder senere er det alligevel blevet endnu hårdere. Det er først og fremmest pandemiens skyld - men den fungerer også som benzin på et bål, der allerede stod i lys lue. 

COVID-19 pandemien har blotlagt og fremhævet en række sandheder om os som sektor. Ting, som vi selv måske i forvejen godt vidste, men som i dag MÅ stå klarere for flere end før, og som dermed mere insisterende kalder på refleksioner, erkendelser og handlinger i forhold til de vilkår, vi allerede var underlagt før coronaens indtog, og i forhold til nogle af de udviklingstendenser, vi kan registrere. Samtidig har vi det forgangne år fremmet, fulgt og påvirket en række politiske dagsordener, som ikke er corona-relaterede, som har været undervejs i længere tid, og som også kan og vil få stor betydning for vores medlemmers arbejdsforhold. I alt dette ligger der potentialer for det håb, som det er GL's opgave at arbejde for at realisere. De potentialer vil jeg forsøge at beskrive nu. 

Lad mig starte med læren fra corona-krisen; det kan ikke være anderledes, end at det må fylde meget i denne beretning. Fredag den 13. marts - dagen hvor mange skoler effektuerede den nedlukning, som var blevet annonceret to dage tidligere - gik vi ind i en historisk unik situation, som vil stå tilbage i erindringen lang tid efter, meget andet om 2020 er blevet glemt igen. Hvis den har understreget noget, så må det først og fremmest være, at lærerne, skolen, og det fysiske møde om undervisningen grundlæggende ikke kan erstattes. Det tror jeg, mange har set og erkendt - og deri ligger et stort potentiale. 

Ikke for at tage noget som helst fra den måde, vi har løst corona-skolens udfordringer på. Gymnasielærerne blev i foråret fra den ene dag til den anden kastet ud i virtuel nødundervisning, og sad hjemme, for en dels vedkommende sammen med hjemsendte børn, og skulle få teknik og virtuelle læringsrum til at fungere fra hjemmekontorer, skulle udvikle ny didaktik, skulle holde snor i eleverne, fagligt såvel som trivselsmæssigt, skulle eksamensforberede, og så videre. Jeg vil vove den påstand, at vi løste opgaven så godt, som det var menneskeligt og teknisk muligt. Selvfølgelig skulle der tilpasses på de første løsninger, mange fandt - eksempelvis var for meget af den første nødundervisning nok for skriftligt opgaveorienteret - men INGEN skal vove at påstå, at gymnasielærere ikke er omstillingsparate og udviklingsorienterede! De er heller ikke maskinstormere - en del lærere har helt sikkert lært nye måder at benytte digitale virkemidler og virtuel fjernundervisning på, og de vil benytte de midler og metoder fremover, også efter vi er kommet ud på den anden side af corona-krisen. Det vil de - når det giver mening for dem

Sagen er blot, at vores medlemmer samtidig melder meget klart tilbage, at de undervisningsformer, de nu har haft rig lejlighed til at afprøve, hvad enten det er rendyrket virtuel fjernundervisning eller såkaldt hybridundervisning - de har altså ikke ført til ret mange deciderede åbenbaringer. De kan ikke erstatte det fysiske møde, og den relationsdannelse, som er så afgørende for, at lærere og elever kan lykkes med det fælles projekt, som undervisning er. Og der er ingen “effektiviseringspotentialer" at realisere. Tværtimod. I GL's medlemsundersøgelse af forårets nødundervisning svarer medlemmerne, at den virtuelle undervisning er markant mere tidskrævende at forberede og få til at fungere. Kompleksiteten i arbejdsopgaven forøges også. Samtidig blev der mindre dialog, og kvaliteten af dialogen blev dårligere. Elevernes motivation faldt samlet set, selv om der også er indikationer på, at en mindre gruppe af såkaldt “stille" elever blev mere motiverede - i alt fald på den korte bane. I fritekst-svar og henvendelser har medlemmerne på mange måder givet udtryk for en fælles oplevelse af, at de simpelthen mistede forbindelsen til flere og flere elever, som tiden gik, og at eleverne sygnede mere og mere hen hjemme bag skærmene. Selv med indkøringsvanskeligheder, så er billedet altså meget klart. Og hvis forklaringen var, at lærerne selv også følte sig for dårligt klædt på til opgaven, så er det da bemærkelsesværdigt, at kun 1 ud af 5 giver udtryk for et stort behov for efteruddannelse i at undervise virtuelt. ​​

Lærernes - og elevernes - erfaringer taler dermed deres klare sprog. Alligevel kunne vi allerede tidligt i forløbet konstatere, at en række aktører rundt omkring de folk, som har deres daglige gang i klasselokalerne, så spændende muligheder og store potentialer. Der var - og er - en klar understrøm i debatten af “endelig - et gennembrud for det digitale i undervisningen". En såkaldt tænketank, hvis navn jeg ikke skal nævne nu, fremhævede i deres undersøgelse af den gymnasiale nødundervisning fra juni, som det første hovedbudskab, at “7 ud af 10 lærere vurderer, at de fag, de underviser i, i nogen eller høj grad er egnet til fjernundervisning". Og i konklusionen - som vist var skrevet på forhånd - står der at læse, at det er vigtigt at “drage nytte af det momentum og de erfaringer, som findes nu". Momentum … smag på det. Det er altså et sted, vi skal hen, og noget - eller nogen - som har stået stille. Hvem kan det mon være, der tænkes på? Ikke lederforeningerne, tør jeg godt spå, for de har selv digitaliseringsstrategier og/eller spændende tanker om effektiviseringspotentialer på hylderne. Det er selvsagt bekymrende. 

To ting kan vi dermed lære af corona-skolen. Et, den har vist, hvilke kvaliteter den normale, corona-fri skole faktisk besidder. Deri ligger som sagt et stort potentiale. Og to, den har vist, at vi befinder os i en uddannelsespolitisk strid, hvor aktører med indflydelse på vores sektor mener, portene nu endelig er slået op for en langt større brug af digitaliseret og virtuel undervisning. Vi ser det eksempelvis i det omtalte tænketanks-manifest. Vi ser det også i, at hvor det hidtil for langt de fleste gymnasielæreres vedkommende har været den enkelte lærers pædagogiske, didaktiske valg, OM der overhovedet skulle undervises virtuelt, op til en 20%-grænse - og den var ingen i nærheden af at udnytte - så hører vi nu, at flere skoler er begyndt decideret at pålægge lærerne at undervise virtuelt 20% af tiden og på fastlagte dage! Det er i mine øjne et dramatisk skred, vi måske ser ske lige nu - uden det rigtig bliver diskuteret, og uden der ligger politiske beslutninger bag. GL's opgave må være, lokalt såvel som centralt, at stå imod den løbske tilgang til digitalisering af undervisningen, så virtuel undervisning blot bliver ét blandt mange værktøjer i den didaktiske værktøjskasse, og så det fortsat bliver op til den enkelte lærer at vurdere, hvornår det giver mening at benytte sig af det værktøj. Jeg har også et håb om, at vi kan lykkes med det, ikke mindst fordi jeg har oplevet, at vores minister IKKE har givet udtryk for at se noget større lys i den fagre nye, digitale undervisningsverden - snarere tværtimod, tør jeg godt sige. Og tak for det. 

En tredje lære af coronaskolen handler om vigtigheden af samarbejde. Da nedlukningen ramte den 11. marts, så tog GL med det samme initiativ til at samle hele sektoren, det vil sige de øvrige lærerforeninger på området, lederforeningerne, og Undervisningsministeriet, om ugentlige, uformelle møder, for at skabe et fælles rum for drøftelser af de udfordringer, som måtte vise sig. Initiativet blev godt nok efter nogle uger udfaset igen, ikke på grund af manglende opbakning, men fordi ministeriet ganske fornuftigt selv startede op på tilsvarende ugentlige følgegruppemøder med cirka samme personkreds, og med jævnlige mellemrum også ministermøder med sektoren, hvor GL sidder med. Disse møder, og den stort set daglige kontakt med embedsværket i ministeriet, har haft stor betydning for vores muligheder for at præge situationen ud fra vores medlemmers perspektiver. Vi - og de øvrige interessenter - er blevet inddraget og har kunnet bidrage til, hvordan sektoren er kommet igennem udfordringerne indtil nu, og det er jeg overbevist om, at jeg ikke er ene om at se værdien i. Det tror jeg også, man eksempelvis tænker over i Undervisningsministeriet, inklusiv på ministerens kontor. Igen er potentialet til at få øje på, og mit håb og min klare forventning er, at GL ser ind i en tid efter coronaen, hvor man fra ministeriets side husker, hvad man vandt ved på centralt plan at inddrage os og den øvrige sektor, og fastholder ånden og rygraden i det samarbejde, vi har fået etableret. Vi bliver i dag inviteret tættere på ministeriet, end jeg synes, vi er blevet længe. Og vi står klar til at fortsætte samarbejdet og dialogen.​ 

Et af de budskaber, vi i perioden er gået til ministeriet, ministeren og de øvrige interessenter med igen og igen, det er, at den bedste håndtering af corona-situationen ikke kun handler om, hvilke regler og retningslinjer, man fra ministeriets side kommer med. Det handler også om kvaliteten af det lokale samarbejde. Her har vi fra jer tillidsrepræsentanter fået klare indikationer på, hvor samarbejdet mellem lærere og ledelser har fungeret, og hvor det har haltet. Hvor samarbejdet har være godt, har corona-krisen ramt mindre hårdt, og institutionerne har fungeret bedre. Det har vi videreformidlet. Og ministeren har kvitteret med meget klare udmeldinger om, at der SKAL samarbejdes lokalt. Jeg kan godt blive bekymret over de steder - og det er ikke kun, men i særlig grad på det erhvervsgymnasiale område - hvor samarbejdet ikke har været godt nok, og hvor I har givet udtryk for, at lederne ikke har husket, ønsket eller forstået at inddrage jer og jeres kolleger. Hvis en pandemi-situation ikke kan få de ledere til at ville samarbejde - hvad kan så, kan man spørge? Jeg har dog et håb om, at corona-krisen faktisk har rykket på nogle lokale forhold, og at ministeriet også fremover vil interessere sig mere for, at deres muligheder holde sektoren kørende som en velsmurt maskine, hvor man får mest mulig kvalitet for pengene, faktisk afhænger af, at man fra centralt hold også understøtter og insisterer på det lokale samarbejde med lærerne og deres tillidsrepræsentanter. 

Hvis jeg så vender mig fra de corona-relaterede forhold til de mere uafhængige politiske dagsordener, som vi har arbejdet på i det forgangne år, hvis ikke længere, så kan jeg bestemt også få øje på potentialer for håb. 

Det er oplagt at starte med at nævne den begivenhed, vi står umiddelbart overfor, og som vi også skal drøfte senere i dag: Overenskomstforhandlingerne i starten af 2021. Vores håb er jo, at OK21 bliver et første skridt fremad mod mere ordnede forhold for alle vores medlemmer. Potentialet for at indfri det håb ligger i det sammenhold, som der er blandt de akademiske underviserorganisationer om, at vi SKAL tage et første skridt ved OK21. Det ligger i det pres, som vores hovedorganisation Akademikerne dermed bør kunne lægge. Og det ligger i den aftale, som er blevet indgået mellem DLF og KL til erstatning for Lov409. Det er en aftale, hvori arbejdsgiversiden blandt andet reelt er medunderskriver på, 

at det ikke er et angreb på ledelsesretten, at ledelsen skal levere ægte transparens - at det ikke er et angreb på ledelsesretten, at ledelsen skal samarbejde med lærerne og deres tillidsrepræsentanter om prioritering og planlægning af ressourcerne - og at det ikke er et angreb på ledelsesretten, at ledelsen løbende skal følge op på lærernes tidsforbrug. 

Altså: Ledelsesretten skal suppleres med ledelsespligt, og der skal samarbejdes på et ligeværdigt grundlag. Det er ånden i læreraftalen, og den skal skabe bedre skoler. Det er parternes fælles ambition. Hvorfor skulle vi ikke håbe på - og forvente, endda kræve - at det også er de statslige arbejdsgiveres ambition for gymnasieskolerne? 

i den politiske pipeline ligger også en række dagsordener, hvor GL har kaldt på politisk handling - længe! Det drejer sig eksempelvis om elevfordeling og en reform af taxametersystemet. 

For GL er det afgørende, at nye regler for elevfordeling skal sikre et lokalt uddannelsesudbud i en tid, hvor ungdomsårgangene bliver mindre, og flere søger mod de større byer. Reglerne skal også modvirke den selvsegregering mellem eleverne, som man ser på nogle skoler, og understøtte den demokratiske dannelse, der opstår i mødet mellem elever med forskellige baggrunde. Alle unge skal fortsat frit kunne vælge den uddannelsesretning, de ønsker - men ikke nødvendigvis den præcise skole -, og reglerne skal omfatte såvel de almengymnasiale som de erhvervsgymnasiale uddannelser. 

At der ikke for længst er sket noget på dette område er stærkt frustrerende. I foråret kom en ekspertgruppe under Undervisningsministeriet med en anbefaling af en såkaldt “klyngemodel" - som ingen politikere efterfølgende for alvor har omfavnet. Skal man så finde et håb i det, der ellers er en fortælling om en politisk kartoffel, som åbenbart er så brandvarm, at ingen endnu har kunnet håndtere den, så må det være, at en række politikere har givet udtryk for, at en aftale om bedre håndtering af elevfordeling skal landes, og at den skal kobles med en reform af taxametersystemet. Vi kan dermed håbe på, at de politiske forhandlinger, som vi ved startede op her i efteråret, men som for øjeblikket ligger stille, snart starter op igen - og at de kommer til at slå to fluer med ét smæk. 

GL's indspark til debatten om taxametersystemet er, at vi ønsker et taxameter, som er omkostningsdækkende for de forskellige gymnasiale uddannelser, som giver skolerne en mere stabil og forudsigelig økonomi, som mindsker konkurrencen mellem skolerne, og som hegner undervisningstaxameteret bedre ind, så penge der er givet til uddannelse SKAL bruges på uddannelse. Vi har peget på, at elevtaxameteret skal omlægges og delvist erstattes af et klassetaxameter, og at udkantstaxameteret skal harmoniseres til gavn for de erhvervsgymnasiale uddannelser. Endelig har vi gjort det helt tydeligt for politikerne, at vi ikke kan leve med, at en taxameterreform bare gøres til et nulsumspil, hvor man omfordeler de samme midler mellem skolerne på nye måder. Efter 4 års omprioriteringsbidrag er alle skoler hårdt pressede, og en ufinansieret omlægning til klassetaxameter vil risikere at skabe lige så mange problemer, som den løser. Der skal flere ressourcer til en taxameterreform. Det har været vores budskab - og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det nogle gange har affødt lige så mange overbærende smil, som da vi kæmpede mod omprioriteringsbidraget. Men omprioriteringsbidraget blev faktisk stoppet før tid, og nu kan vi bare konstatere, at en række partier er begyndt at sige, hvad vi længe har sagt: At en taxameterreform ikke må gøres til et nulsumspil. Eksempelvis har Venstres uddannelsesordfører, Ellen Trane Nørby, for nyligt markeret netop det standpunkt. Det tror jeg er vigtigt. Dermed er vi nået længere på nuværende tidspunkt, end jeg nærmest havde turdet håbe på: At politikerne selv taler om behovet for nye penge til en taxameterreform. 

Nu hvor jeg er ved gymnasieskolernes økonomi, så skal jeg selvfølgelig ikke glemme at runde de helt overordnede økonomiske spørgsmål. Eksempelvis: Hvordan kan en regering, som går til valg på at stoppe nedskæringerne på uddannelse for i stedet at ville investere i uddannelse - hvordan kan en sådan regering finde på alligevel at foreslå yderligere nedskæringer på uddannelse på godt en halv milliard i finansloven for 2021, for at financiere et politiforlig? At henvise til “penge brugt på markedsføring" er et rigtig sølle figenblad, for pengene er givet til uddannelse, og mener man, de bliver brugt forkert, så er det da bare at sørge for, de bliver brugt korrekt - i stedet for at fjerne dem. Heldigvis har jeg ikke bare et håb, men også en klar forventning om, at de foreslåede nedskæringer bliver trukket tilbage igen, for mange - blandt andet vores hovedorganisation - har sammen med os protesteret, og indtil videre er der et klart politisk flertal imod regeringens nedskæringsplaner. 

Dernæst er spørgsmålet: Hvad gør vi så for at vende bøtten og få politikerne til reelt at investere i de gymnasiale uddannelser - ikke blot for at financiere konkrete udspil såsom en taxameterreform, men for helt grundlæggende at tage fat på at forbedre lærer-elev ratioen? En ny GL-undersøgelse viser, at en konsekvens af de 4 års omprioriteringsbidrag er, at lærer/elev ratioen er blevet forværret med 10% - faktisk op til 15% på VUC. Det er voldsomt, og en gymnasielærer har i dag nemt ansvaret for op til 200 forskellige elever eller flere på en uge. Det slider hårdt på lærerne, og koster på tiden til at se den enkelte elev, og etablere den relation, som er så afgørende for den enkeltes faglige og dannelsesmæssige udvikling og trivsel. Det er et af de budskaber, vi har gentaget mest i det forgangne år, og jeg tror, det har medvirket til at få folk til at forstå, hvorfor en taxameterreform eksempelvis er nødt til at skulle tilføres nye midler. Men vi er ikke i mål med at få mange politikere til at forstå, hvor kritisk belastningen på lærerne er. Jeg har et håb - måske et naivt håb - om, at vi får flere til at forstå det i det kommende år. Vi fortsætter i alt fald kampen. 

Af øvrige, prioriterede GL-indsatser, som vi har udviklet på i 2020, og som jeg har positive forhåbninger til for 2021, vil jeg gerne fremhæve yderligere to. Den ene drejer sig om GL's indsats for VUC. VUC er vel nok det hårdest ramte af alle områder i gymnasiesektoren, i en tid hvor uddannelse til voksne er helt afgørende – for at sikre social mobilitet, beskæftigelse og sammenhængskraft. Vi har bygget videre på det samarbejde mellem os selv, Uddannelsesforbundet og VUC-lederne, som vi etablerede i 2019. Sammen har vi inviteret ordførerne fra Folketingets partier til fælles drøftelser om udfordringerne for VUC-området, for på den måde at illustrere for politikerne, hvor hårdt VUC er ramt, hvilken værdi der faktisk ligger i det, vi kalder det “parallelle uddannelsessystem", og for at inddrage dem i fælles drøftelser om, hvilke udviklingsplaner vi i samarbejde kan formulere med henblik at styrke området. Vi forventer i foråret at præsentere resultatet af det arbejde.

Den anden drejer sig om vores involverende indsats. Vi kan ikke påstå, at vi er kommet så langt, som vi havde drømt om i år - det er desværre en af følgevirkningerne af corona-krisen. Men indsatsen pågår, og jeg mener fortsat, der er et meget stort potentiale for håb i, at vi gennem involvering får flere kolleger mere med i at løfte de udfordringer og problemstillinger, de oplever. Jeg har eksempelvis kendskab til en skole, hvor lærernes utilfredshed med en national bundskraber-placering på udmøntning af lokalløn i foråret fik tillidsrepræsentanten til at drøfte med GL-sekretariatet, hvordan man måske gennem en mere involverende indsats kunne angribe problemet. Sekretariatet bidrog med den viden om involvering, vi har opbygget - men det var i sagens natur medlemmernes og tillidsrepræsentantens indsats! - og resultatet var, at man endte med at lande en aftale med ledelsen om, hvordan lærerne over en kort årrække skal løftes op til niveau med det øvrige område. Jeg har et stort håb om, at 2021 vil byde på mange flere af den slags historier, og at vi for alvor får taget nye skridt i GL's udvikling som en involverende fagforening.

Kære repræsentantskab, og kære hovedbestyrelse. Lige nu er presset på vores medlemmer ekstremt. Og jeg er ægte bekymret for, hvordan reaktionen bliver hos mange, når de når til juleferien, og får tid til at sætte sig ned. Det har jeg ikke noget ønske om at tale udenom, og sådan må denne beretning ikke opfattes. Men jeg håber, jeg har formået at sætte ord på, at der på basis af det forgangne år også er potentiale for håb. Og så har jeg endda ikke nævnt emner såsom justering af gymnasiereformen, og ny karakterskala.

“It is always darkest just before the Day dawneth". Således skrev den engelske teolog og historiker Thomas Fuller i 1650. Det er uvist, om han var den første til at bruge udtrykket - det var han sikkert ikke - og han var slet ikke den sidste. I dag er det angiveligt nærmest obligatorisk at bruge udtrykket: “Man siger, natten er mørkest lige før daggry" i selvhjælpsbøger og deslige. Det er jo træls at være uoriginal, men jeg vover alligevel at bruge udtrykket nu - for jeg mener, det på flere måder passer på det øjeblik, vi står i. Fremtiden rummer absolut farer og usikkerhed, men der er også mange positive muligheder for os i det kommende år. Og midt i corona-kaosset synes jeg, man kan ane, at det allerede er begyndt at lysne lidt.

Jeg ønsker hermed alle et godt repræsentantskabsmøde.

Tak for ordet.

rep2020.jpg​​​​ ​​
Emner: Repræsentantskabet
Interessent: