Formandens beretning 2019

Formandens beretning
 

Kære repræsentantskab, kære hovedbestyrelse, ærede gæster,

Jeg har tænkt længe og med en vis nervøsitet over, hvordan jeg skulle indlede denne beretning - det er trods alt min første. Og der står så meget på spil; for os lærere, vores skoler og vores elever, som jeg gerne vil sætte ord på. Hvad er det for et øjeblik, vi befinder os i? Hvilke muligheder har vi? Hvad skal GL's rolle være i den kommende tid? Der er mange måder at besvare de spørgsmål på. Jeg kan jo starte med den nordjyske model, hvor man helst undgår at sige alt for meget og bare springe frem til konklusionen: Jeg tror, at GL's vigtigste opgave bliver at nære, hvis ikke tænde et håb i landets gymnasielærere - et håb, som jeg oplever, er mere og mere fraværende hos vores kolleger - et håb om, at fremtiden er positiv - at fremtiden vil blive bedre end den virkelighed, vi lige nu befinder os i, og at vi selv har indflydelse på fremtiden.

Jeg kan også prøve at antyde lidt mere, hvad det er for en situation, jeg ser, og hvilken opgave, jeg synes, vi står med, gennem et citat - og heldigvis har jeg kunnet finde et Kennedy-citat, som jeg synes, passer. Så kan det jo næsten ikke blive større. Robert Kennedy sagde i en tale på University of Cape Town den 6. juni 1966 følgende: 

​Like it or not, we live in interesting times. They are times of danger and uncertainty; but they are also the most creative of any time in the history of mankind. And everyone here will ultimately be judged - will ultimately judge himself - on the effort he has contributed to building a new world society and the extent to which his ideals and goals have shaped that effort.

Meget løseligt oversat, parafraseret, og trukket ind i det øjeblik, vi står i: Denne tid er præget af farer og usikkerhed, men der viser sig også muligheder. Og vi vil blive bedømt på - og bedømme os selv på - den indsats vi kan yde for at skabe en ny virkelighed, og i hvor høj grad vi formår at præge den indsats, den udvikling, med vores idealer. GL's idealer.

rep19beretning.jpg​​​​​

Interesting times…

Dette er de faktiske forhold: Udfordringerne har aldrig været større, situationen har aldrig været mere kritisk. Og samtidig har mulighederne måske aldrig været mere åbne end nu, set i forhold til de forgange snart syv magre år. Syv år, som har set skiftende regeringer og folketingsflertal rulle danmarkshistoriens måske mest uambitiøse og ødelæggende uddannelsespolitik ud over sektoren. 'Væk med værnene om kvaliteten i undervisningen - og derefter bare længere på literen, 2% om året - plus det løse'. Så kort kan det opsummeres.  Men nu står vi måske i et afgørende øjeblik i de danske gymnasieuddannelsers udvikling - eller det, som mange lærere de sidste syv år nok nærmere har oplevet som en afvikling.

Jeg tror, noget er ved at forandre sig. Vi står muligvis overfor et vendepunkt. Helt konkret kan vi pege på, at omprioriteringsbidraget står til at blive afskaffet med finansloven for 2020. Det har været GL's højest prioriterede indsats at få stoppet nedskæringerne, lige siden de blev indført. I dag tør vi så sige, at vi er nået i mål med den indsats. Det mål har vi nået - sammen i GL, gennem såvel lokale som centrale initiativer, og selvfølgelig sammen med andre aktører, hvoraf nogle også er til stede som gæster i dag. Tillykke; og tak for indsatsen!

Jeg tror ikke, man kan overdrive betydningen af, at vi har fået stoppet 2%-nedskæringerne - heller ikke i forhold til at give lærerne en mulighed for igen at have positive forhåbninger til fremtiden. Nu kan vi tale om vores hverdag på skolerne, uden at det skal ligge i baghovedet, at skruen konstant strammes, og alle forandringer blot skal tjene det formål at løbe yderligere 2% ind. Blandt andet derfor ser jeg, at vi nu har en mulighed, et vindue, for at finde en positiv vej frem, som vi ikke har haft længe. Men der skal selvfølgelig meget mere til end blot et stop for yderligere nedskæringer. Efter nedskæringer på halvanden milliard er vi nu ikke bare på, men under det absolutte nulpunkt, og det er bydende nødvendigt, at man politisk finder vilje til at geninvestere i uddannelserne. Så hvor skal håbet i øvrigt komme fra? Jeg kan begynde med at pege på nogle lovende forhold:

Vi har en ny regering, som sammen med partierne bag regeringen har markeret i et såkaldt forståelsespapir, at man vil gå fra “styring og kontrol - til tillid, dialog og samarbejde", og der lægges vægt på at sikre arbejdsglæde på de offentlige arbejdspladser. Man vil også “satse på uddannelse", og der skrives endda i papiret om intentioner om geninvestering i uddannelse. Der er samtidig signaler om, at de faglige organisationer skal tilbage på landkortet, og at overenskomstforhandlinger i højere grad skal præges af respekt og dialog.

Vi har som følge heraf fået en ny forhandlingsmodpart. Moderniseringsstyrelsen er blevet erstattet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og er blevet flyttet fra Finansministeriet til Skatteministeriet. Vi ser frem til et klart kursskifte, så vi også i den arena kan arbejde sammen for at løse de problemer, som gymnasielærerne har i deres hverdag.

Vi har en ny minister, som jeg synes, er kommet godt fra start på en række områder. Ministeren har taget fat om nogle af de problemer, vi står overfor med bl.a. optagelseskrav, fravær og elevfordeling. Ikke at vi er i mål, men det glæder mig, at ministeren kan se behovet for handling. De unges trivsel, den usunde præstationskultur, karakterræset og behovet for en ny karakterskala er også sat på dagsordenen. Det er prisværdigt! Vi skal tale mere om præstationskultur i dag, og vi skal i den kommende tid have en god dialog med alle interessenter om, hvad der skal til for at få brudt den negative udvikling. Det er samtidig min oplevelse, at ministeren gerne vil i dialog med os som hverdagens eksperter. Vi er selvfølgelig klar til at samarbejde.

Vi får nye signaler fra lederforeningerne. Jeg har en oplevelse af øget interesse for at samarbejde med GL. Det glæder mig overordentligt. For selvfølgelig - selvfølgelig! - kan man ikke skabe velfungerende skoler, uden at lærerne er med. Og tilsvarende kan hverken ledere eller lærere alene løse de store problemer, vi står overfor på skolerne. Vi har behov for hinanden. Når vi ser tilbage, har det ofte været, når sektoren stod sammen, at vi fik flyttet de store dagsordner i en positiv retning. 

Og så har GL i øvrigt også en ny hovedbestyrelse og et nyt formandskab. I mands minde har vi ikke udskiftet hele formandskabet på én gang, og selv om der har været tale om et markant bortfald af mange års GL-erfaring på de poster, så oplever jeg, at det også - helt naturligt - giver nogle nye mulig

h

eder.

Alt i alt: lovende takter. We live in interesting times…

Men også “times of danger and uncertainty".


 

Times of danger and uncertainty

Her til morgen kan man læse i Berlingske, at Dansk Metal foreslår, at der skal indføres dimensionering på gymnasierne. 3.000 unge skal fremover tvinges over på erhvervsuddannelserne. Så hjælper man arbejdsgiverne, som mangler faglærte, og så kan der blive råd til tidligere pension for udvalgte nedslidte. 3.000 studenter står altså i vejen for, at det endelig kan blive Arnes tur.

Samfundet er nødt til at gøre noget; der er alt for mange i det almene gymnasium. Når samfundet betaler, så må man kende sin plads, og herregud, man har jo også indført dimensionering på dyrepasseruddannelsen og guldsmedeuddannelsen – så hvorfor ikke også gøre det på gymnasieuddannelserne?

Og forslaget får opbakning fra flere store fagforbund under FH, den nye supertanker i fagbevægelsen, som står Socialdemokratiet nær.

"Der skal leveres nogle arbejdstimer, hvis vi vil have råd til den velfærd vi efterlyser. Og der er rigtig mange, som begynder på det almene gymnasium, uden at komme til at bruge deres uddannelse til noget", siger HK-formand Kim Simonsen. Og FH- formand Mona Striib siger kort, at der en god idé, som FOA støtter.

Ikke ligefrem supertanker fra supertankeren og Dansk Metal. Det vender jeg tilbage til. ​

Forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten udtrykker som nævnt, at man vil “satse på uddannelse". Og på en række områder kan vi pege på konkrete tiltag, som tyder på, at der er grund til at have positive forhåbninger. Alligevel blev der for et par uger siden indgået et bredt forlig om, at finansieringen af den forberedende grunduddannelse skulle findes - på ungdomsuddannelserne! Det er da en 'satsning på uddannelse' som virkelig kan få en til at ihukomme det oldgamle trojanske varsel: “Timeo danaos et dona ferentes" - “jeg frygter grækerne, også når de kommer med gaver"! At finansiere FGU'en på bekostning af landets gymnasieuddannelser og voksenuddannelsescentre er uforståeligt, uacceptabelt og helt uden respekt for den dybt alvorlige situation, vi står i.

Jeg ved ikke, om man kan gradbøje elendighed. Men voksenuddannelsescentrene står, må vi nok sige, i en ekstraordinært svær situation. Både alene og sammen med Uddannelsesforbundet og VUC-lederne har vi nu i snart et år lagt et stort pres for at få forståelse for VUC's situation og helt særlige rolle i uddannelseslandskabet. Det er et vigtigt signal, at der er sat ressourcer af til at sikre, at små afdelinger ikke lukkes, men også de store voksenuddannelsescentre bløder. Man skal huske på VUC's særkende; at levere et specialiseret, målrettet uddannelsesmiljø til en ekstremt forskelligartet gruppe af medborgere, som af den ene eller anden grund ikke fik uddannelsen på plads i de helt unge år. Det er essentielt at give disse unge og voksne det særlige tilbud, som kun VUC kan levere. Der er intet alternativ. 

Der gennemføres i øjeblikket et eftersyn af taxameter- og tilskudssystemet. Det kan lyde rigtig godt. Vi håber, at man får løst de problemer, der er, så alle ungdomsuddannelsesinstitutioner kan være både økonomisk og fagligt bæredygtige. Men vi er samtidig dybt bekymrede for, at man igen glemmer løftet om at satse på uddannelse, og gør øvelsen til et nulsum-spil, som kaster os ud i en omgang intern omfordeling. Der er altså ingen steder i landskabet, hvor de sidste 4 års nedskæringer ikke har gjort skade. Der er brug for, at man finder en løsning på taxametersystemet, som indebærer, og at man tilfører nye midler dér, hvor der er brug for det. En del af GL's løsningsforslag er at gøre en del af elevtaxameteret til et klassetaxameter, fordi det vil skabe et mere sikkert fundament for den enkelte institution. 

Samtidig foreslår GL, at man gentænker bygningsselvejet, så der sikres tilstrækkelig vedligeholdelse, investeringer og kapacitetstilpasninger i bygningerne - uden at der tages ressourcer fra undervisningen. GL ønsker i det hele taget et mere styret selveje med mindre konkurrence mellem skolerne. Vi ser gerne en strammere kapacitetsstyring og strammere elevfordelingsregler, så offentlige midler ikke spildes på kamp om “markedsandele". Det er ikke jungleloven, som skal afgøre, om en institution skal leve eller dø, når elever begynder at selvsegregere sig, og demografien rammer landområder. Det er der også et politisk ønske om at sikre ikke bliver tilfældet.

Jeg vil gerne rose undervisningsministeren for at ville løse problemerne med bl.a. etnisk opdelte gymnasier, men det er ærgerligt, at vi indtil videre kun står med en midlertidig aftale. Skæv elevsammensætning kommer vi kun til livs med benhård styring. Den midlertidige aftale tager ikke for alvor højde for, at fordelingen af elever for enkelte skolers vedkommende går på tværs af grænserne mellem fordelingsudvalg og regioner. I sin yderste konsekvens bliver resultatet, at gymnasier med stort fald i søgningen - fx på den københavnske vestegn - sidder i fordelingsudvalg og skal fordele elever, der ikke er dér, men optræder i naboregionens fordelingsudvalg. Derfor er det afgørende, at regionerne reelt kommer til at samarbejde og koordinere elevfordelingen på tværs af regionsgrænser.

Der skal skrues ned for nogle skolers kapacitet, så gymnasier, der lider under markant faldende elevtal, kan få det antal elever, som giver mulighed for, at skolen kan fungere fagligt og socialt forsvarligt. Der skal udstedes tydelige regler for, hvordan fordelingsudvalgene og regionerne kan styre og koordinere kapaciteten, og ventelister skal forbydes. Erhvervsgymnasierne skal også omfattes af de fælles fordelingsregler. Og så skal det sanktioneres, hvis gymnasier overtræder reglerne eller bryder indgåede aftaler.  

Gymnasieuddannelserne er og bliver en succes. Der tales om “uddannelsessnobberi", men gymnasieskolen har aldrig været mere usnobbet. Vi får utrolig mange igennem – unge, der klarer sig godt. 92% af stx-studenterne ender med at videreuddanne sig. Og blandt dem, der ikke videreuddannelser sig, er kun 1,7% ledige. Vi og Danske Gymnasier fik i foråret Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at undersøge, hvordan studenter, der efterfølgende tager en erhvervsuddannelse, klarer sig. Undersøgelsen dokumenterede, at myten om bekostelige dobbeltuddannelser ikke holder - der er tværtimod tale om en succeshistorie, og en god forretning - for de unge, og for samfundet. Vi har derfor opfordret ministeren til at ændre reglerne, så Studievalg også kan vejlede unge til en erhvervsuddannelse. Det er måske en af de allerlavest hængende frugter i uddannelseslandskabet lige nu. Den må være nem for vores folkevalgte at plukke.*

Til gengæld har det aldrig været hårdere at være gymnasielærer. Det er så tydeligt, at enhver som kærer sig om den danske gymnasieskole må være dybt bekymret. De seneste tal fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø taler for sig selv. Gymnasielærerne ligger helt i toppen af en række alarmerende statistikker, eksempelvis for arbejdsrelateret stress, søvnbesvær, depression, og ubalance mellem arbejde og privatliv. Antallet af kolleger som går på deltid stiger voldsomt. På i øvrigt meget velfungerende skoler ser vi op mod 40% af lærerne gå på deltid for at kunne løse opgaven. Det kræver ikke megen fantasi, indsigt eller udsyn mod omverdenens erfaringer at se, at det giver voldsomme problemer, for den enkelte, og for samfundet. Og det er basalt set udtryk for et helt urimeligt faktum: At hverdagen er blevet mere og mere forjaget, kaotisk og usammenhængende, og at der er et markant misforhold mellem ressourcer og opgaver, som ingen for alvor har fundet eller leveret effektive, kollektive løsninger på.

Fælles for de historier, vi hører, er, at lærerne ofte føler sig hensat til at forsøge at finde deres egne, individuelle måder at løse problemerne på. Det grundlæggende være helt uacceptabelt for en fagforening, at medlemmerne oplever, at kollektivet ikke kan beskytte den enkelte - eller at man som medlem slet ikke når at reflektere over eller snakke med kollegerne om, hvorvidt der var en anden vej, en kollektiv vej, i stedet for den individuelle. Jeg hører flere og flere eksempler på lærere, som går ned på 80%, men de arbejder fortsat fuld tid. Det gør de for at levere en kvalitet i deres undervisning, som de kan stå inde for, og for at skabe sig en hverdag, de kan holde til. I nogle tilfælde oplever disse lærere endda, at nedskæringer og uigennemskuelige ledelsesprioriteringer betyder, at deres opgaveportefølje er uforandret - efter de er gået ned på 80%. De har altså kun opnået at sætte sig selv 20% ned i løn, uden nogen som helst håndgribelig aflastning. Den absurde situation bidrager kun til en oplevelse af umyndiggørelse, menings- og håbløshed. Flere og flere lærere udtrykker tvivl om, hvorvidt det, de leverer i klasserummet, er godt nok. Det er dygtige, dygtige lærere, som tvivler. I en undersøgelse, GL gennemførte i foråret, sagde hver tredje lærer, at de ikke kan stå inde for deres undervisning.

Vi finder individuelle løsninger, som måske ikke er reelle løsninger. Er deltid fx en langtidsholdbar løsning? Eller at ofre privatlivet for at nå at forberede undervisningen? Eller at prøve selv at sænke kvaliteten? Det burde jo få alle alarmklokker til at ringe, at vi overhovedet er nødt til at diskutere de ting. Derudover ved vi, at den slags løsninger ofte bare erstatter én form for belastning med en anden. At levere dårlig undervisning er fx en reel stressfaktor. I den henseende hjælper det ikke, hvis man er blevet sat til at afvikle standardiseret undervisning eller benytte en kollegas forløbsplan. Det er en strategi, som jeg hører rigtig mange kolleger berette om. Jo, standardiseret undervisning og genbrug af andres forløb kan i alt fald formelt set spare noget forberedelsestid, og som ny lærer kan det være en kæmpe hjælp at få noget fra en erfaren kollega - men tiden er til gengæld hurtigt brugt, når man så skal sætte sig ind i en anden lærers tankegang og forstå meningen med forløbet; overordnet såvel som ned i detaljen, så det kan veksles til udbytte for eleverne, eller hvis man skal samarbejde med kolleger om udvikling af fælles forløb. Bottom line er desuden stadig, at man skal forholde sig til flere og flere elever. Det belaster. Og det moralske stress slipper kollegerne ofte heller ikke for. Som en ung, kvindelig kollega beskrev det for mig på et tidspunkt, efter hun havde afviklet noget standardiseret undervisning: “Tomas, jeg følte det lynhurtigt som om jeg stod ved siden af mig selv, og så på en avatar af mig selv levere dårlig undervisning. Og det værste var ..., det så eleverne også"

Jeg kan mærke på den stigende frustration, at maalet er fuldt. Mange oplever, at de seneste seks år har været præget af en arbejdsintensivering og stigende umyndiggørelse af lærerne, som rokker ved selve fundamentet for meningen med lærergerningen, som vi traditionelt har forstået den. Vi skal løfte en almendannende opgave, som vi ved, at den enkelte lærer vægter meget højt, og som jeg vil vende tilbage til senere. Lad mig for nærværende blot sige: Det er jo en helt fantastisk opgave at stå med: At hælpe de skønne unge (og unge voksne) mennesker, vi får lov at undervise, med at finde et selvstændigt, oplyst og kritisk ståsted, hvorfra de med myndighed og forhåbentlig optimisme kan skue ind i fremtiden. At hjælpe dem til at få øje på, hvis ikke en dybere mening i tilværelsen, så i alt fald en bredere horisont at anskue tilværelsen ud fra. At bibringe dem en demokratisk dannelse, og give dem en forståelse for individets rolle og muligheder sammen med en fornemmelse for værdien af fællesskab. Det er en opgave, som fordrer tid, ro og overskud – til at se den enkelte. De samme lærere, som skal løfte denne opgave - de slides samtidig i stigende omfang op af presset fra et system, som agerer så udannet, at de selv føler sig umyndiggjorte, isolerede, og presset ud i nødløsninger, som egentlig ikke løser noget. Et system, som stiller dem overfor en opgave, som ganske enkelt ikke kan lade sig gøre, og hvor de får sværere og sværere ved at finde mening med tingene. Hvordan hænger det lige sammen?


 

Behov for positivt håb for fremtiden

Gymnasielærerne har behov for håb. Den danske gymnasieskole har behov for lærere, som tør nære et positivt håb for fremtiden. Og skal vi vække det håb, så tror jeg, vi bl.a. er nødt til at gøre op med en række forestillinger, som har hærget sektoren de seneste seks år. Forestillinger om, hvordan gymnasielærere gennem individualisering og lidt for smarte work-smarter-strategier kan sikre, at nedskæringerne, fragmenteringen af hverdagen og eroderingen af faste værn om arbejdstiden ikke rigtig gør nogen skade. Vi er nødt til at møde det individualiserede pres med en kollektiv tilgang, som kan erstatte den håbløshed, de sidste seks år har rodfæstet i flere og flere kolleger, med et fælles håb. 

Det er her, jeg ser relevansen af Kennedys løseligt parafraserede ord om, at “vi vil blive bedømt på - og bedømme os selv på - den indsats vi kan yde for at skabe en ny virkelighed, og i hvor høj grad vi formår at præge den indsats, den udvikling, med vores idealer". GL's ideal må være den kollektive vej. Den solidariske vej. En vej mod løsninger, hvor de faktiske pres løftes mere reelt væk fra den enkeltes skuldre. Ja, vi er selvstændige, akademiske vidensmedarbejdere, og vi har en stolt tradition for også at kunne - og ville - meget selv. Det skal vi ikke skamme os over, tværtimod er der sagt en del politisk korrekt om den “privatpraktiserende" lærers fejl, mangler og snarlige forstening over de senere år, som reelt har været ødelæggende for en sober og – måske - nødvendig debat om lærerrollens natur og udvikling. At have et individuelt, selvstændigt handlerum er og skal også fremover være en helt central del af en dansk gymnasielærers identitet. Men vi skal tage bestik af den nuværende situation; den kræver af os, måske mere end nogensinde, at vi uophørligt arbejder for at finde nye, kollektive modsvar på den individualiserede virkelighed, som mange kolleger oplever og beretter om. Vi skal handle som et kollektiv for at vække håbet. Det skal vi gøre centralt - og lokalt. 


 

Et fælles, kollektivt håb ved OK18

Ved OK18 oplevede vi en fælles begejstring, et fælles håb. Blandt andet derfor er jeg glad for OK18. Vi kom ikke igennem med vores egne krav. Vi fik mestendels afværget yderligere problemer. Retfærdigvis skal det siges, at det så også kunne have endt med at være nogle massive problemer, vi have stået med - sådan gik det ikke, og det var i sig selv meget glædeligt. Men der viste sig også et fælles, kollektivt håb. 

At få håndteret de famøse tre knaster - løngabet, frokostpausen, og overenskomstdækning af de lærere, som arbejder efter Lov 409 - var vigtigt og nødvendigt. Men der lå faktisk mere under. Det, der fik medlemmerne på gaden, var, at "nok er nok". Man synliggjorde i fællesskab, at man ville have respekten for de offentlige ansatte og den offentlige arbejdsopgave tilbage. Og så blev det en kamp om retten til reelle og frie forhandlinger. Danmarks opmærksomhed blev rettet mod de offentligt ansattes historiske mobilisering gennem en mediedækning som til sidst var imponerende. Der var party - ikke i provinsen, men foran Forligsen. Vores centrale forhandlere blev nærmest til rockstjerner. Flemming Vinthers dagsform blev aflæst ud fra, om han havde sin læderjakke på eller ej. Ole Krohn fra TV2News stod til sidst non-stop nede foran Forligsen og live-transmitterede, hvad “centralt placerede kilder" - i realtime måtte vi forstå - kunne fortælle ham om forhandlingernes udvikling. Det kunne skifte fra minut til minut! Det var helt vildt! 

I tiden efter, at resultatet var i hus, og Ole og tv-holdet var gået hjem, talte vi om, hvad det lige var, vi havde oplevet. At så mange offentligt ansatte - og så mange GL-medlemmer - for første gang for alvor havde følt sig set og hørt, fordi man havde været med til at omsætte fagbevægelsens kollektive og solidariske idealer til handling. Man havde kæmpet - og det havde givet mening. “Fagbevægelsen er blevet genfødt, idealerne er blevet vækket", sagde mange, inklusiv jeg selv. I begejstringen over at have oplevet idealer omsat til konkret handling ligger også et håb, vi skal forsøge at gribe. Vores opgave som fagforening er at give medlemmerne mulighed for at holde liv i den begejstring, i det håb. Og oversætte det, eller operationalisere det, så at sige, ind i den situation, vi står i lige nu - og det meste af tiden - hvor det ikke er hængt op på en overenskomstsituation, eller en massemobilisering, eller nonstop mediebevågenhed. 

Vores opgave, vores mulighed er først og fremmest at finde et rum nu for den gejst og det håb til at udfolde sig og give styrke i de situationer, vi står overfor i det daglige, i lærerkollegiet, på den enkelte arbejdsplads. Vi har muligheden for at bygge på gejsten fra OK18 og tale med vores medlemmer, vores kolleger om, hvordan vi konverterer den til dagligdags solidaritet, gejst og håb. Det ser jeg også som en del af det “vindue", vi har lige nu. Og jeg og resten af hovedbestyrelsen tror på, at vi endnu ikke har realiseret det fulde potentiale, der ligger i organiseringen af handlekraftige lokale fællesskaber. Den nye hovedbestyrelse besluttede som et af sine allerførste indsatsområder at forny indsatsen for at blive en mere organiserende fagforening. Det har vi besluttet at gøre i samarbejde med DeltagerDanmark - en socialøkonomisk virksomhed, som specialiserer sig i organisering, involvering og etablering af handlemuligheder, hvor flere kan være med. I kommer til at stifte nærmere bekendtskab med DeltagerDanmark sen

   


 

Lærerne og eleverne er hinandens arbejdsmiljø

Det er også afgørende, at vi hele tiden arbejder for at skabe forståelse i omverdenen for, at lærerne og eleverne er hinandens arbejdsmiljø og arbejdsvilkår. Skaber vi bedre arbejdsvilkår for eleverne, skaber det bedre arbejdsvilkår for lærerne – og vice versa. Presses lærernes arbejdsmiljø, så presses eleverne også. I en undersøgelse fra foråret var der en lærer, der sagde om relationen til de sårbare elever, at eleverne kan mærke, at man har svært ved at rumme dem, fordi man har meget, man skal nå på en dag. Hvis de spørger: "Har du tid et øjeblik?", svarer man: "Nej, det har jeg faktisk ikke, lad os tale en anden dag". Det er i sig selv et faresignal, men problemet er også, som lærerne siger, at det så aldrig sker. For der er hverken tiden eller den relevante viden til at håndtere de udfordringer, som eleverne går med. 78% af gymnasielærerne mener, at de kun i mindre grad eller slet ikke kan give sårbare unge den opmærksomhed, de har behov for.

Samtidig bliver eleverne generelt mere og mere pressede. Selvfølgelig ikke kun af forhold i skolen - men også af forhold i skolen. Der er meget på spil for de unge, som skal træffe “de rigtige" valg fra start, og som er fanget i et karakterræs, systemet selv er med til at fremprovokere, bl.a. med en pædagogisk ubehjælpsom karakterskala. De er præget af en dødsyg test-og-målorienteret skolekultur, som på befaling er blevet rullet ud, særligt over grundskolen for at glæde Finansministeriet ved at vride noget 'accountability' og “målbare kvalitetsindikatorer" ud af en sektor, som altid har modsat sig at blive sat på formel og i regneark. “Modernisering", som det hed - indtil for nylig.

​Der er opstået en usund præstations- og perfekthedskultur, som vi i uddannelsessektoren må medvirke til at gøre op med. Jeg tror på, at en del af svaret er at få prioriteret det almendannende. Vi skal have en skole som kan sætte positive rammer for eleverne og deres personlige udvikling. Vi skal have en skole der kan give eleverne håb om, at de kan blive del af en fremtidig verden, hvor man kan løse de problemer, de bekymrer sig om - eksempelvis klimakrisen - håb om, at de kan blive en del af fællesskaber, og håb om aflivning af en perfekthedskultur, som ikke bygger dem op, men nærmere bryder dem ned. 


 

Det almendannende er en del af løsningen

Ved den seneste reform, som trådte i kraft for to år siden, blev det præciseret i den politiske aftale, at almendannelse er et vigtigt fundament i gymnasieuddannelserne. I foråret vist en undersøgelse blandt GL's medlemmer så, at halvdelen af gymnasielærerne mener, at de kun i mindre grad eller slet ikke kan vægte det almendannende formål med gymnasiet. Som sådan kan reformen i dag stå som et skoleeksempel for vores politikere på, at man kan afgive alle de bestillinger i en lovtekst, man har lyst til - men hvis loven ikke bare skal blive til et eventyr, et stykke smuk lyrik, så skal rammerne følge med. Lige nu skal der tages store skridt, hvis vi skal sikre den dannende - og dannede - skole. Kører læreren selv på pumperne, og skal han eller hun forholde sig til 200 individer eller mere om ugen, så er det pænt sagt en voldsom udfordring bare at nå at lære elevernes navne. Det er dybt frustrerede, at vi ikke kan efterleve lovgivningen. Og lad mig pointere: Det er ikke et spørgsmål om modstand. Lærerne ønsker som sagt at prioritere den almendannende opgave, men lovgivningen og rammerne er afkoblet. Der er en afgrundsdyb afstand mellem de politiske bestillinger og lærernes og ledernes muligheder for at indfri dem. Der skal være en sammenhæng fra læreplaner til ressourcer og fra styringsinstrumenter til almendannelsens væsen og elevernes forudsætninger. Det nytter ikke at opskrive kravene i læreplanerne og ønske sig mere almendannelse uden at se det i sammenhæng med mulighederne i klasserummet.

Hovedbestyrelsen har vedtaget, at kampen for almendannelsen også skal være et særligt indsatsområde for GL i den kommende tid. Vi har allerede afholdt en vellykket temadag om dannelse sammen med Danske Gymnasier - tak for det samarbejde! Det fremgår forhåbentlig af min beretning, at det ikke bare er en indsats for nogle lyserøde og uhåndgribelige feelgood-stemninger. Men ellers vil jeg gerne understrege: Det er en indsats som stiller benhårde spørgsmål til vores rammer og ressourcer, til indretningen af vores hverdag, til vores brug af tests og karakterer, og til vores mulighed for, som de professionelle undervisere, der skal få tingene til at ske i det daglige, at se den enkelte elev. Vi må alle samles om at levere svar de spørgsmål. Svar som giver mening og håb for de lærere, som skal undervise vores unge, støtte deres udvikling og bære den almendannende indsats.

Tak

Til sidst vil jeg gerne takke jer alle for et godt samarbejde. Tak til jer tillidsrepræsentanter for jeres store indsats hver eneste dag på hver eneste skole landet over. I opleves af medlemmerne ofte som det sidste halmstrå.

Tak til alle jer på de forreste rækker. Tak, fordi I har taget så godt imod mig og mine to næstformænd. Vi har oplevet en interesse for at tale og samarbejde med GL, som vi både er taknemmelige for og opsatte på at fortsætte. Vi vil meget gerne i dialog med jer og sammen skabe gode vilkår for de gymnasiale uddannelser.

Tak til hovedbestyrelsen for godt samarbejde. Jeg synes, vi er kommet godt fra start!

Tak til GL's sekretariat. Det er altid vigtigt at have et stærkt sekretariat i ryggen, og ikke mindst når man starter ud som ny formand.

Og tak til GL's medlemmer for at give mig mandat til at stå her i dag. 

Jeg indledte min beretning med at sige, at GL's vigtigste opgave bliver at nære et håb om bedre tider for os, vores elever og vores skoler. I et meget kort perspektiv håber jeg nu selv, min beretning har tjent til at give nogle indikationer på, hvor håbet kan komme fra, men også hvor farer og usikkerheder lurer. Like it or not, we live in interesting times. Lad os turde nære håbet. Lad os turde løbe risikoen for at blive skuffede. Vi vil yde en indsats for at skabe en ny virkelighed ud af de muligheder, vi ser, og vi vil præge den med vores værdier. GL's værdier. Håbet er lysegrønt.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt repræsentantskabsmøde!

Emner: Repræsentantskabet
Interessent: