​​

​​

Alle elever skal møde mangfoldighed

​

De gymnasiale uddannelser – og uddannelser generelt – er for mange unge vejen til integration i det danske samfund. De unge får relationer, de får dannelse og de får viden og færdigheder. Uddannelse fremmer social mobilitet og skaber oplyste, kritiske og engagerede borgere.

Ifølge Udlændinge- og integrationsministeriet er der de seneste ti år sket næsten en fordobling blandt ikke-vestlige indvandrere, der får en videregående uddannelse. Det er især kvinderne, der står for den positive udvikling.

At møde andre kulturer er også vigtig for de etnisk danske elever. Derfor skal alle elever – uanset om de bor i Hellerup, Hasseris, Tåstrup eller Tilst – have lige adgang til at møde mangfoldighed. Mangfoldighed og interkulturel kommunikation kan bidrage positivt til dannelsen i en klasse og styrke sammenhængskraften i samfundet.

Derfor er det også brandærgerligt, at ministeren ikke vil udvise politisk handlekraft. Vi har ikke brug for en politisk syltekrukke. Der er brug for, at der tages politisk ansvar. Alle elever, der ønsker en gymnasial uddannelse, skal allerede fra næste skoleår have mulighed for at komme i en klasse med elever med forskellig baggrund – og på skoler med en god økonomi. Det er ingen hemmelighed, at det er lettere at drive skole, desto bedre socioøkonomisk baggrund eleverne har. Når elevsammensætningen ikke fungerer, falder eleverne fra, og der kommer ikke nye elever til. Det giver de unge en dårlig start på deres uddannelse, og det giver en rigtig skidt skoleøkonomi.

Derfor er der brug for en central instans, som fastsætter kapaciteten for alle ungdomsuddannelserne. Og så skal der være regionale regler for den konkrete fordeling af eleverne. Det haster. Jo mere økonomien strammer, desto mere konkurrence bliver der om eleverne. Vi risikerer, at nogle gymnasier må lukke inden for de kommende år, hvis ikke der kommer politisk handling.

Alle skal have adgang til kvalitetsuddannelser

International forskning viser, at utilstrækkelig uddannelse er et samfundsproblem. Global Economic Symposium anbefaler at se uddannelse som en af de vigtigste samfundsopgaver. Og man anbefaler samtidig, at offentlige investeringer sikrer en god mulighed for livslang læring. Det er vigtigt, at alle har adgang til uddannelse af høj kvalitet.

OECD har stillet sig selv spørgsmålet: "Fører det til 'inflation' af kvalifikationer på arbejdsmarkedet, når flere og flere får en høj uddannelse?" OECD konstaterer – og glæder sig over – at trods de betydelige stigninger i uddannelsesniveauet i den vestlige verden – og her er Danmark ikke førende – er der fortsat stigende gevinst for både den enkelte og for samfundet med højere uddannelse.

Senest har vi set dansk forskning i Rockwoolfondens "Afkast af uddannelse", som bekræfter, at uddannelse økonomisk set er en god forretning. Det danske samfund er på ingen måde mættet med veluddannede.

Økonomiprofessor Jan Rose Skaksen advarede på en høring på Christiansborg her i efteråret mod, at man fremskriver ud fra rigide antagelser om fremtiden - for økonomien er forbavsende god til at tilpasse sig. De sidste 30 år er befolkningens uddannelsesniveau ændret markant, og det har ikke givet store beskæftigelsesproblemer for de uddannede. Nogle laver godt nok noget andet end tidligere, men de tager deres højere produktivitet med sig.

I OECD er man til gengæld foruroliget over, at de mindre velkvalificerede får forværrede jobudsigter. I OECD-landene er der mange unge uden en gymnasieuddannelse, der ikke har et job. Og er de først arbejdsløse, er de længe om at komme i job.

Derfor er det galimatias, at netop VUC-sektoren i løbet af de sidste par år er blevet udsultet. Man har et indtryk af, at regeringen ønsker at fjerne VUC fra Danmarkskortet. Men VUC's fornemmeste opgave er netop at opsamle disse unge, som af den ene eller anden grund ikke har fået uddannelsen på plads i de helt unge år. Derfor er der også grund til at bekymre sig. Man kan frygte, at nedskæringerne på VUC betyder, at der vil være endnu flere i Danmark, der ikke bliver en del af arbejdsmarkedet. Rockwoolfonden har beregnet, at det koster samfundet 12 mia. kr. om året, hvis bare 7-8 procent af en årgang ikke er i uddannelse eller job, når de er i midten af tyverne.

Alle er enige om, at der er brug for livslang læring. En af de udbydere, som rent faktisk kan løfte den opgave, er VUC. VUC har opbygget en stor voksenpædagogisk ekspertise. VUC er en seriøs udbyder med afdelinger over hele landet. Dette fintmaskede net kan hurtigt blive revet over, hvis der ikke gøres en indsats for at forhindre det.

Flere af jer sidder sikkert nu og tænker, at der er et VUC, som ikke har opført sig professionelt. Det er rigtigt. Der har været én ledelse og én bestyrelse, som ikke har været sin opgave voksen, men det skal en generelt velfungerende VUC-sektor og deres elever ikke betale for. Det er mere end nok, at lærerne på det pågældende VUC har måttet betale regningen for dårlig ledelse. 

God uddannelse er en investering

Men som sagt fortæller forskerne os, at der ingen grund er til at bekymre sig om, hvorvidt vi i Danmark uddanner for meget. Til gengæld er der god grund til at bekymre sig om kvaliteten i uddannelserne, når der igen og igen spares. Der er siden 2015 sparet 2,4 mia. kr. på de gymnasiale uddannelser. I 2017 havde hver femte institution underskud, og næsten halvdelen lå og balancerede på grænsen. Vi er nået til det sted, hvor vi på det kraftigste må advare mod at fortsætte nedskæringerne. Vi kan ikke spare yderligere 1,5 milliard de kommende 3 år.

​​

Man skal også huske på, at vi ikke kommer fra et højt omkostningsniveau. Når man kigger på udgifter til ungdomsuddannelse som andel af bruttonationalproduktet, havde Danmark i 2016 en placering som nr. 24 blandt OECD-landene. Det er under gennemsnittet blandt OECD- og EU-landene – og under lande som Slovenien, Italien, Mexico og Tjekkiet.

Selv på skoler uden frafald nord for København råber rektorerne og bestyrelsesformændene vagt i gevær. De lavthængende besparelsesfrugter er for længst høstet. Fællesarrangementer, introture, øvetimer i naturvidenskab og små valghold i fremmedsprog er voldsomt reduceret eller helt sparet væk. Nu er det for alvor kerneundervisningen, der rammes. Som en gymnasielærer udtalte til Gymnasieskolen for en måneds tid siden: "Eleverne får ikke den personlige respons, de burde have." Når der er problemer på skoler med stabilt elevgrundlag, så er det ikke svært at forstå, at det er endnu vanskeligere på skoler, hvor der ikke er den samme socioøkonomiske ballast i hjemmet til at bakke op, og hvor der er elever, der falder fra. Frafald koster på skolens bundlinje, men det koster især for den unge og for samfundet, når den ønskede uddannelse ikke kommer i hus.

Nogle vil sige, at så skulle de unge bare ikke gå i gymnasiet. Vi har elever, som ville have glæde af en anden uddannelse, men vi har endnu flere elever, som har brug for, at læreren har ordentlig tid til dem. Jeg vil nu stadig tillade mig at glæde mig over, at gymnasieuddannelserne gennem de sidste mange år har været med til at sikre, at flere og flere unge har fået en ungdomsuddannelse - og tilmed en rigtig god en af slagsen. Vi har været med til at skabe rigtig mange mønsterbrydere. Og vi har givet unge med anden etnisk baggrund et fundament til at fungere i det danske samfund. Og det er vi stolte af!

Men de forringede muligheder for at levere kvalitet koster også for lærerne. Når en gymnasielærer har flere og flere dage, hvor de ikke kan levere den kvalitet, som de gerne ville, går det ud over arbejdsglæden.
10 procent færre lærerkræfter på et gymnasium end for tre år siden – vel at mærke til det samme antal elever – er ikke usædvanligt.

Gymnasielærere er generelt et ambitiøst folkefærd med ønsket om, at det går deres elever godt. Professionen er vores dna, men vi er på vej ud på en glidebane, hvor nogle lærere bliver mere og mere opgivende. Andre lærere – og det er især kvinderne – vælger at gå på deltid for at levere en undervisning, de kan stå ved. Der er sket en voldsom stigning i deltidsansættelser de seneste tre år. For kvinder mellem 35 og 50 år er det 30%, der er gået på deltid. Disse kvinder får 70 eller 80 procent løn for at arbejde på fuld tid. Det er i den grad en uacceptabel udvikling, som ingen kan være tilfredse med. Det kan godt være, at den, der sidder på pengekassen, tænker, at det da er fint, hvis medarbejderne selv betaler for effektiviseringerne ved at gå ned i løn. Men på den lange bane bliver det rigtig dyrt, for man vil ikke fortsat kunne rekruttere de dygtigste kandidater som undervisere, hvis man ikke kan oppebære en fuld løn for et fuldtidsjob.

Hvis man ikke underviser unge mennesker, kan man foranlediges til at tro, at man bare kan effektivisere undervisningen. Selvfølgelig er der en del undervisning, som både kan og skal deles og genbruges. Men skal man gribe eleverne der, hvor de er, må undervisningen tilpasses klassen og studieretningen. Hvis man vil have verden ind til eleverne, må man tage udgangspunkt i elevernes virkelighed. I lande som Frankrig, Spanien og Tyskland kan man se undervisning, hvor det primært går ud på at træne eleverne i det, som lærerne ved, der bliver testet til eksamen. Og det har aldrig befordret ret meget selvstændig tankevirksomhed.

Hvis man vil have en reproducerende ungdom, så kan man sikkert godt undervise på denne måde, men hvis man vil have kreative og dannede unge mennesker, der skal kunne lære gennem hele livet – og som skal kunne klare sig på et digitaliseret og foranderligt arbejdsmarked – så er det ikke vejen frem.

GL har de seneste fem år stået bag 200 afdækninger af professionel kapital. Det er verdens største afdækning af professionel kapital med over 12.000 besvarelser og med en imponerende svarprocent på 83. Af materialet kan man se, at på de skoler, hvor man har afdækket flere gange, stiger den sociale kapital i form af bedre tillid, større retfærdighed og bedre samarbejde mellem ledelsen og de ansatte. Det vil sige, at der sker forbedringer på de områder, som skolens ledere og lærere selv har indflydelse på. Forbedringer, der også er til gavn for eleverne og undervisningen.

Modsat viser undersøgelsen også, at lærerne oplever, at kvaliteten falder, at arbejdsmængden stiger, og at lærerne får større og større problemer med arbejde-privatlivskonflikt, søvnbesvær og stress. Det er en yderst bekymrende udvikling. Desværre viser det sig, at forbedringer af den professionelle kapital ikke er tilstrækkeligt til at dæmme op for de mange, negative konsekvenser af besparelserne.  

Når ministeren på et samråd for et par uger siden udtalte, at besparelserne i sig selv ikke truer gymnasierne, må det være imod bedre vidende. Det nytter ikke, at man fra politisk side sælger besparelser som effektiviseringer og fritagelse fra besparelser som investeringer. De nedskæringer, vi ser i disse år, har langt­rækkende konsekvenser. Ødelægger man de velfungerende ungdomsuddannelser, er det generationers uddannelse, der sættes på spil.

Det koster at uddanne, men det er langt dyrere ikke at uddanne. God uddannelse er vejen til økonomisk vækst. God uddannelse er en investering.

Fremtidens ungdomsuddannelser

Et indsatsområde for GL og for sektoren er at få styrket fremtidens ungdomsuddannelser. Vi har emnet på dagsorden senere i dag, og det vil fylde meget i de kommende år. Hvordan sikrer vi, at alle unge får en ungdomsuddannelse?

Det er nødvendigt, at vi sammen gentænker vores ungdomsuddannelsessystem. Vi må erkende, at de 15/16-årige – trods flere reformer af eud – ikke vælger at begynde på en erhvervsuddannelse. Selvfølgelig skal vi sørge for, at de unge får god vejledning, og vi skal sørge for, at de får en ordentlig introduktion til uddannelserne, men det flytter ikke de unge. Heller ikke karakterkrav har påvirket søgningen. Det er vi nødt til at tage alvorligt. Derfor er det påkrævet, at vi får set samlet på ungdomsuddannelserne.

Hvordan får vi skabt den nødvendige fleksibilitet for de unge? Nogle unge skal måske have mulighed for først at få nogle af de boglige kompetencer, som de fx kan få på hf, for derefter at bygge ovenpå med mere praktiske og erhvervsrettede færdigheder. Kombinationen af boglig og praktisk kunnen vil give de unge et fundament, som de kan have glæde af resten af livet på et foranderligt arbejdsmarked.

Dermed siger jeg ikke, at vi skal tvinge alle unge igennem et fælles grundforløb. Det tror jeg ikke på. Der vil fortsat være brug for forskellige ungdomsuddannelser, som tilsammen kan rumme alle unge. Vi skal møde de unge med faglighed, når de begynder på en ungdomsuddannelse – både så de kan blive dygtige, og så de kan blive kloge på, om de har valgt den rigtige uddannelse. Og så skal vi sørge for, at de får mulighed for at kunne skifte uddannelse. Unge mennesker skal ikke have nederlag, men de skal have mulighed for at vælge om og for at vælge til. Vi skal også sørge for, at der bliver bedre sammenhæng mellem folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

Vi har ikke svarene på, hvordan fremtidens ungdomsuddannelser skal se ud. Men vi har nogle bud. Jeg glæder mig til dagens debat med hverdagens eksperter. Herefter indgår vi gerne i drøftelser med relevante interessenter og ministeriet for at skabe en god udvikling for sektoren.

​
Tilbageblik

Det er ingen hemmelighed, at det er sidste gang, at det er mig, der står her og aflægger beretning. Det får selvfølgelig tankerne til at løbe gennem hovedet. Hvad er vi lykkedes med? Hvad kunne vi have gjort anderledes? Hvilke udfordringer er der i de kommende år?

Skulder ved skulder

Dette kunne blive til en meget lang liste, så jeg vil bare komme med et par nedslag:

Noget af det - jeg gennem mine 25 aktive år i GL - har glædet mig aller mest over. Det er sammenholdet - fællesskabet - i foråret under overenskomstforhandlingerne. At alle offentligt ansatte stod skulder ved skulder og markerede, at nu skulle der findes en løsning for alle.

For mange handlede overenskomstforhandlingerne om, at "nok var nok" og basalt om respekten for offentligt ansatte. Både GL's medlemmer og alle de øvrige organisationers medlemmer vil ikke acceptere, at en underfinansieret offentlig sektor skal betales med forringelser i de offentligt ansattes vilkår. De offentligt ansatte stod sammen, blandt andet fordi man ønskede respekt for det udførte arbejde og mulighed for at være stolt over det arbejde, man udfører. Desuden kæmpede man for retten til reelle og frie forhandlinger.

​

Sammenholdet var både på organisationsniveau og på medlemsniveau. Det var en stærk markering, da formændene for de offentligt ansattes organisationer mødtes, og det var endnu stærkere, da 10.000 tillidsrepræsentanter samledes. Det var historiske øjeblikke, hvor momentum blev grebet. Det blev til en folkefest foran forligsen med tyrolermusik, popcorn og OK-stafet. Og der blev fulgt op mange steder i landet. Der blev skabt en ramme og en grundtone, som lagde stort pres på forhandlingerne inde i Forligsinstitutionen. De sociale medier fik om muligt en endnu større betydning. De bandt landet sammen, og medlemmerne kunne med et klik fortælle deres historie.

Individuelle løntillæg fortrænger medarbejdernes motivation

For GL blev kampen mod en øget decentralisering og en øget individualisering af lønnen et særligt indsatsområde. Hen over nytåret gennemførte vi en undersøgelse, der viste, at kun 6% af gymnasielærerne er enig med Moderniseringsstyrelsen i, at lønnen skal individualiseres, og kun 3% ønsker lønnen decentraliseret.

International forskning viser, at lokale, individuelle løntillæg kan virke kontraproduktivt og fortrænge medarbejdernes motivation. Der er heller ikke i forskningen støtte til, at performance fremmes i det offentlige ved lokal løn. Løntillæg kan til gengæld skabe demotivation, oplevelse af uretfærdighed og skabe grobund for en konkurrencekultur. I takt med at der er færre og færre midler på den enkelte institution, risikerer vi, at lærerne ikke bare skal løbe hurtigere og hurtigere, men også til en lavere løn. Især på erhvervsgymnasierne har vi set, at midler til lokal løn ikke prioriteres. Her får lærerne i snit ca. 5% i lokale tillæg, mens gennemsnittet for statens ansatte ligger på ca. 10%. Det giver ikke ligefrem tillid til et lønsystem, hvor en større del af lønnen skal forhandles lokalt.

Der er ingen tvivl om, at lønnen også fremadrettet vil være et indsatsområde for GL. Tilsvarende vil de arbejdsmiljøkrav, som vi sammen med de øvrige AC-underviserorganisationer stillede ved OK18, fortsat være i fokus. Lærerne lider bl.a. under en meget skæv fordeling af arbejdet hen over skoleåret, hvilket er blevet forstærket med den seneste gymnasiereform. Der er fortsat brug for, at der bl.a. ses på tilrettelæggelsen af lærernes arbejde. Derfor er det også et vigtigt tema i vores samarbejde med lederforeningerne.

Pejlermærker til OK21

Vi skal på dette repræsentantskabsmøde evaluere OK18, og dermed kommer vi også til at sætte de første pejlemærker til OK21. Personligt vil jeg ønske, at man kan fastholde fællesskabet og stå sammen for et bedre arbejdsliv for offentligt ansatte. Det er der brug for. Derfor glæder det mig, at forhandlingsudvalgene i CFU og Forhandlingsfællesskabet har inviteret formændene for de offentlige organisationer til møde i januar for at fastholde og udbygge sammenholdet mellem organisationerne. Målet er at lægge fælles linjer frem mod OK21.

En aftale er en aftale - eller er den?

Men først skal vi lige have OK18 på plads.

Vi har ventet på, at Moderniseringsstyrelsen skulle få udmøntet OK18-aftalerne i overenskomsttekster. Vi har på lønmodtagerside været tålmodige, fordi vi anerkender, at også Moderniseringsstyrelsen har været udsat for et overvældende arbejdspres i foråret. Det, vi ikke vidste, var, at de statslige arbejdsgivere ville løbe fra de indgåede aftaler. Både statsministeren og innovationsministeren har igen og igen offentligt bedyret, at alle offentligt ansatte har betalt spisepause. Men nu mener de, at der er én procent af arbejdspladserne, som ikke skal have den aftalte ret til den betalte spisepause. Derfor vil de ikke skrive den ind i aftalerne. Det er absurd – og det er uhæderligt.

Det er helt uden fortilfælde, at Moderniseringsstyrelsen indtager det standpunkt, at overenskomsten pludselig skal have forskelligt indhold på ellers fuldstændig sammenlignelige arbejdspladser. Selv om det handler om få arbejdspladser, er det en yderst principiel problemstilling. Det er helt afgørende, at arbejdsmarkedets parter kan stole på hinanden, når man aftaler overenskomster. Hvis arbejdsgiversiden prøver at udhule aftalen, så snart den er indgået, så forsvinder tilliden til, at vi i Danmark kan have et arbejdsmarked, der baserer sig på fælles løsninger og aftaler mellem parterne.

Som I sikkert alle ved, måtte CFU i sidste uge konstatere, at de statslige arbejdsgivere er gået i baglås. Derfor er der afholdt mæglingsmøde, og der kommer en voldgiftssag. Ingen forstår, hvorfor de statslige arbejdsgivere ønsker en konflikt med de offentligt ansatte – og slet ikke i et valgår. Men en ting er sikkert: Vi finder os ikke i julelege. Det er der fuldstændig enighed om i alle organisationerne i CFU. Sammenholdet fra foråret er intakt.

Professionen er vores DNA

For os som gymnasielærere er noget af det vigtigste at kunne fastholde professionsidentiteten, når vi oplever angreb på angreb. Professionen er som sagt vores dna, og den skal vi ikke slippe – så mister vi værdi både som mennesker og som undervisere. Som organisation for 15.000 professionelle gymnasielærere skal GL understøtte professionen.

TR's rolle er vigtig

GL skal også arbejde for at fastholde den rygrad, GL har i jer 275 tillidsrepræsentanter. I leverer hver dag et vigtigt stykke arbejde for medlemmerne. Og for ledelserne på den enkelte skole. I takt med besparelserne hører vi, at mange ledere bliver mere og mere bevidste om, hvilken værdi tillidsrepræsentanterne har. Derfor er det også uambitiøst, når vi oplever gentagne angreb på TR-institutionen i overenskomstforhandlingerne. GL skal sammen med de øvrige faglige organisationer arbejde for, at TR-institutionen også i fremtiden kan være medlemmernes talerør og være en stærk samarbejdspart for de lokale ledelser. TR's rolle skal hverken svækkes eller stækkes.

Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at takke jer, tillidsrepræsentanter, for jeres store og ihærdige arbejde. I gør en kæmpe forskel for medlemmerne, og vores medlemsundersøgelser viser, at den lokale tillidsrepræsentant har størst betydning for relationen til GL. Igennem de sidste 25 år er det blevet vanskeligere og vanskeligere at være tillidsrepræsentant. Derfor glæder det mig, at vi fortsat kan rekruttere så dygtige tillidsrepræsentanter. Tak for godt samarbejde! Jeg håber også, I vil bringe en hilsen med til medlemmerne. Møderne med medlemmerne er noget af det, jeg vil savne aller mest. Den dialog, som jeg har haft med både medlemmer og tillidsrepræsentanter, har været en gave i arbejdet som formand.

Jeg vil også benytte lejligheden her til at sige tak til alle jer på de forreste rækker. I AC har vi haft mange gode dialoger, både samlet og bilateralt. Særlig tak til de mange formænd, som jeg har haft mange både sjove og lærerige snakke med. Det samme gælder vores samarbejde i Danske Underviserorganisationers Samråd – DUS – hvor vi får drøftet de særlige udfordringer, der er på underviserområdet.

Og tak til jer ordførere, som altid er parate til at drøfte sektorens udfordringer; jeg har sat stor pris på vores dialog om reform, elevfordeling, besparelser og meget andet. Når vi taler sammen, er det mit indtryk, at der er flertal for at få stoppet besparelserne. Jeg håber for sektoren, at I meget snart kommer igennem med at få sikret kvaliteten i gymnasieuddannelserne.

Jeg vil også gerne takke jer i ministeriet for et godt samarbejde. Vi mødes tit, og ofte er det nødvendigt at rydde kalenderen med kort varsel. Og tak for det.

Til lederforeningerne for både de almene gymnasier, private gymnasier, erhvervsgymnasierne og VUC vil jeg også gerne sige tak for godt samarbejde. I og GL har sammen et særligt ansvar for sektoren.

Jeg vil også gerne takke elevorganisationerne. I er gode til at varetage elevernes interesser, og jeg bliver hver gang imponeret, når jeg deltager i jeres seminarer i sommerferien, hvor I trods hedebølge er intenst optaget af sektorens udfordringer. Det er jeres engagement, fremtiden skal bygges på.

Uddannelsessektoren er under et voldsomt pres. Der er brug for både bestyrelsernes, ledernes, lærernes og elevernes fælles indsats. Vi må stå sammen for at sikre gode uddannelser i fremtiden.

Sekretariatet skal også have en stor tak. Jeg ved, jeg har stillet store krav til jer. Alligevel har jeg altid kunnet være sikker på, at I leverede. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke hovedbestyrelsen. Tak for mange spændende, politiske diskussioner. For medgang og modgang. Og særligt tak til Sigrid Jørgensen og Jeppe Kragelund som næstformænd. Jeppe forlader som jeg hovedbestyrelsen, mens Sigrid bliver i hovedbestyrelsen.

Hovedbestyrelsen har netop været igennem en intens valgkamp, og derfor glæder det mig ekstra, at den nyvalgte hovedbestyrelse har aftalt en bred konstituering, som kan give basis for et godt samarbejde. Jeg er sikker på, at gymnasielærernes interesser er godt varetaget med Tomas som GL's nye formand og med Asger og Anders som næstformænd. Tag godt imod den nye hovedbestyrelse – og tag godt imod GL's kommende formandskab.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt repræsentantskabsmøde!