Finn Hartvig Nielsen

 
 
​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ Kandidat-profilbillede ​​​​​​​​
Finn Hartvig Nielsen
Skole: Aarhus Gymnasium​, Høng Gymnasium & HF og Slagelse Gymnasium
Alder​: 42 år 
Fag:​ Kinesisk, samfundsfag og erhvervsøkonomi
​​​

Valgudtalelse​

Lærerens rolle

Lærergerningen er for mange et kald og jeg vil arbejde for at dette ikke bliver en saga blot. De seneste års reformer og omskiftelige arbejdsbetingelser, især på VUC-området, som jeg selv har arbejdet indenfor i ni år, har været dræbende for den faglige motivation. Undervisningen lider overlast, når arbejdsopgaver løbende bliver pålagt, uden læreren får de nødvendige værktøjer til at løse opgaverne. Vi må som undervisere stå samlet og kæmpe mod uhensigtsmæssige arbejdsbetingelser.​

Arbejdsvilkår

Nye undervisere skal i pædagogikum fra ansættelsesstart. Den udbredte brug af vikarer, for nogle i flere år, skal standses og vikarer skal ikke føle sig tvunget til at påtage sig en større arbejdsbyrde, end hvad de reelt er forpligtet til. Erfarne undervisere skal ikke have mindre tid til forberedelse ud fra den falske præmis, at de har fagligheden og lærergerningen siddende på rygraden. Ikke to klasser er ens og mindre forberedelse betyder alt andet lige lavere kvalitet. 

Lokalt

GL-klubber skal have bedre vilkår lokalt med bedre forhold for tillidsrepræsentanterne. Uddannelsen til tillidsrepræsentant og efterfølgende opkvalificering skal styrkes og GL skal understøtte fagforeningsarbejdet på den enkelte skole. Pædagogisk Råd har ikke alle steder den funktion, den bør have, og senest så vi hvordan det hos VUC Syd var nedlagt i flere år. Dette er uacceptabelt. 

GL

Vi har alle forskellige opfattelser om vejen frem og det skal der være plads til i GL. Debatten skal dog løftes ud og foregå blandt alle medlemmer af GL og det er ikke nok kun at holde et valg hvert andet eller tredje år. Deri ligger en bunden opgave for valgte medlemmer af GL's hovedbestyrelse. Senest har vi set hvordan GL har gennemgået en større organisationsændring og en undersøgelse om selvcensur er blevet skrinlagt uden at medlemmerne har været inddraget eller er blevet informeret i bredt omfang.

Jeg vil arbejde for et mere demokratisk GL for alle medlemmer. 


Emner:  
Interessent: