Martin Lyhne Hansen

 
 
​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ Kandidat-profilbillede ​​​​​​​​
Martin Lyhne Hansen
Skole: Rysensteen Gymnasium
Alder​: 50 år
Fag:​ Matematik, Idræt, Erhvervsøkonomi, Iværksætter
​​​

Valgudtalelse​

Jeg stiller op til Hovedbestyrelsesvalget i GL, fordi jeg brænder for at være gymnasielærer, og jeg vil kæmpe med næb og klør for at bevare og udvikle det, jeg opfatter som et godt job med fantastiske kolleger og skønne elever.   

GL skal gå efter indflydelsen

Jeg har en stærk organisatorisk baggrund bl.a. som medarbejder-bestyrelsesmedlem og som kasserer i Matematiklærerforeningens Styrelse. Det er min erfaring, at samarbejde, dialog og hårdt arbejde er det, der skaber resultater. Hvis man vil noget i denne verden, skal man være villig til at trække i arbejdstøjet, tage maratonmøderne og holde på sin ret, men også lytte, tage diskussionen og være villig til at indgå i kompromiset for at komme i mål. Det kan give snavsede fingre, men sådan må det være. Jeg vil til hver en tid spille med på banen i stedet for blot at råbe på sidelinjen. Denne tilgang til forhandlingen genkender jeg hos Liste 3!

I forbindelse med mit organisatoriske arbejde har jeg oplevet, hvordan folk ofte kan miste overblikket, fordi de bliver forblændet af særinteresser. Vrede og indignation kan give energi, men det slører evnen til at varetage opgaverne professionelt.  

GL skal være en fagforening for alle gymnasielærere

Vores fagforening skal ikke styres af særinteresser, og vi skal ikke være i lommen på bestemte politiske partier. Når regeringsmagten skifter, skal vi også kunne tale med den minister, der måtte bestride posten til den tid. I medierne skal GL altid fremstå med høj faglighed, og vi skal konstruktivt have blik for fremtiden - men altid med rod i de klassiske dyder: faglighed og almendannelse. Det er dog i den forbindelse vigtigt, at GL generelt bliver bedre til at levere løsningerne - og ikke kun servere kritikken.  

Jeg anbefaler, at du stemmer på Liste 3 til Hovedbestyrelsesvalget!​  


Emner:  
Interessent: