Beskæftigelse

 
Årsberetning 2017-18

​Beskæftigelsesundersøgelsen viser fald i beskæftigelsen

Beskæftigelsesundersøgelsen fra efteråret 2017 viser et fald i antallet af ansatte på stx fra 10.300 i 2016 til 9.950 i 2017. Nye fastansættelser udgør ca. 320. Det er en reduktion på 50 % i forhold til tidligere år. Fratrædelser udgør ca. 450, det er lidt mindre end sidste år. Antallet af midlertidigt ansatte i 2017 udgør ca. 740 personer.

Ser man på den samlede mængde undervisning, som varetages af midlertidigt ansatte, er der et fald fra 6,7 % i 2015 til 4,9 % i 2017. Samlet dækker de midlertidigt ansatte på de almene gymnasier ca. 450 årsværk, hvor der i 2015 var ca. 670 årsværk. Antallet af fastansatte på deltid viser fortsat, at ca. hver 5. gymnasielærer arbejder mindre end fuld tid. Mange af disse er ansættelsesretligt midlertidigt på deltid og giver derved også en objektiv begrundelse for midlertidig ansættelse af erstatningsarbejdskraft.

Anvendelsen af midlertidigt ansatte på VUC-området er under kraftig reduktion. Fra at ligge på 10 % før 2015 til nu 5,8 % i 2017. Dette svarer til ca.90 årsværk. Sammenligner man det totale antal af ansatte (1720) med antallet af midlertidigt ansatte (153), svarer det til, at ca. hver 11. lærer på VUC ikke er fastansat. Dette ligger tæt på stx, hhx og htx. Det er en fortsat en forbedring fra sidste år, hvor det var ca. hver 7. lærer, som ikke var fastansat.

Beskæftigelsesundersøgelsen på hhx og htx viser en stigning i beskæftigelsen fra 3.700 i 2016 til ca. 3.900 i 2017. De midlertidigt ansattes andel af undervisningen udgør 5,9 %, svarende til ca. 200 årsværk. Dette er et fald fra sidste år som lå på 7,0 %. Da svarprocenten ikke var særlig høj, skal resultaterne for erhvervsgymnasierne tages med et forbehold.

Undersøgelsen viser igen i år, at det nærmere er reglen end undtagelsen, at nye fastansatte ikke tilbydes pædagogikum det første år.

Nedskæringer og afskedigelser

GL har registreret samlet 129 afskedigelser i skoleåret 2017/18 som følge af nedskæringer og aktivitetsnedgang. Dette udgør et mindre fald i antallet af afskedigelser i forhold til 2016/17, hvor der blev registreret 146 afskedigelser. Der kan dog samtidig konstateres en lille stigning i antallet af medlemmer, som forlader arbejdsmarkedet grundet pension.​​

Emner:  
Interessent: