OK 11-forhandlingerne er skudt i gang med mange og særdeles udfordrende arbejdsgiverkrav. Øget og mere fleksibel arbejdstid med indførelse af årsnorm og afskaffelse af betalte spisepauser på AC-området er et af slagsen. Afskaffelse af centralt aftalte tillæg (f.eks. samlingspasning) og centrale bestemmelser (f.eks. om aldersreduktion, apparatopstilling, ledelse og vejledning) er andre fløjkrav. Endelig blev ændringer af GL’s arbejdstidsaftale på AC’s møde med Finansministeriet fremhævet som et særligt og højt prioriteret arbejdsgiverkrav.

Egentlig er arbejdsgivers krav vel ikke så overraskende. De har i forskellige versioner været fremsat gang på gang ved tidligere OK-forhandlinger. At de mener dem alvorligt denne gang, har finansministeren understreget på møder med GL’s og AC’s ledelse i september og senest 10. januar. Men jeg må alligevel undre mig en smule over arbejdsgivers ambitionsniveau og timing. Finansministeren har jo også understreget, at der denne gang er en utrolig snæver økonomisk ramme for et resultat.

Når det gælder arbejdsgiverkrav vedrørende centrale arbejdstidsbestemmelser, er der jo tale om resultater fra de seneste årtiers OK-forhandlinger. En »afkøbning« heraf vil selvsagt være særdeles bekostelig! Og ser vi på kravet om øget og mere fleksibel arbejdstid, kan jeg konstatere og dokumentere, at netop gymnasiale lærere i det sidste tiår har oplevet en til stadighed øgning og løbende udvikling af deres fleksible arbejdstid. 

Allerede i 1999 kom gymnasielærere på årsnorm. De har ingen betaling af frokostpauser, mellemtimer eller ventetid før møder. Årsnormen betød, at eleverne fik 15 procent mere undervisning. Elevprisen er ifølge Undervisningsministeriets egne tal faldet med 10,7 procent på stx siden 2001. Men da elevsammensætningen er mere differentieret end tidligere, er den reelle besparelse endnu større.

Reformen 2005 gav også en stor effektivisering i klasse-/holddannelsen. Der er i dag flere elever på alle hold i alle timer. Siden 2003 er antallet af elever pr. lærer steget med 20 procent. Samtidig med at der er flere elever, er der også blevet meget større forskel på de elever, der sidder i klassen.

Jeg tror ikke, at man kan finde større effektivisering andre steder i den offentlige sektor - eller i den private – for den sags skyld. Og det er vel at mærke samtidig med, at lærerne har gennemført det, der er blevet kaldt århundredets gymnasiereform.

Reformen har betydet, at lærerne i dag er markant mere sammen med eleverne end tidligere. Lærerne er også markant mere sammen med kollegerne. De er meget mere til stede på skolerne i dag end tidligere – især på de skoler, som har gode faciliteter og lærerarbejdspladser. Skoleskemaet er fleksibelt. Der er nyt skema uge for uge – og der er jævnligt skemaændringer fra dag til dag. Kun 8 procent af lærerne siger, at de altid ved, hvad der skal ske den næste uge.

Generelt har lærerne på de gymnasiale uddannelser altså været med til at effektivisere og fleksibilisere arbejdstiden, samtidig med at de har præsteret rigtig gode og veldokumenterede resultater på uddannelsesområdet. Jeg kan derfor være alvorligt bekymret for, hvorvidt man ved krav om yderligere fleksibilisering og pres på arbejdstiden kan fastholde den nødvendige rekruttering og det store engagement i gymnasielærerjobbet.

Alt dette vil sammen med resultaterne fra GL’s store medlemsundersøgelse om attraktive arbejdspladser være »bagtæppet« for GL ved OK 11-forhandlingerne.

Derfor er vi efter det første forhandlingsmøde nu sammen med Finans- og Undervisningsministeriet gået i gang med at afdække, hvad arbejdsgiver egentlig ønsker, når de taler om øget og fleksibel arbejdstid. Jeg har på mødet 20. december understreget GL’s højt prioriterede krav om en central aftale for al forberedelsestid samt en række krav til forbedring af planlægning og det lokale arbejdsmiljø, som kan gennemføres »uden penge«

Hvis OK 11-forhandlingerne skal blive konstruktive, kræver det en fælles forståelse for de udfordringer, de gymnasiale uddannelser står over for. Finansministerens ideologi skal lægges på hylden. Kravene skal være realistiske og tage udgangspunkt i virkeligheden på skolerne; lærernes og ledernes arbejdsmiljø. Et resultat skal tilgodese de erklærede fælles mål om gode og attraktive arbejdspladser, et godt arbejdsmiljø og kvalitet i uddannelserne. Disse generelle mål var vi på det første forhandlingsmøde enige med Finansministeriet om. Så nu får vi se, hvad konkretiseringsprocesserne kan bringe. GL går selvfølgelig efter løsninger og aftaler, som medlemmerne kan forstå og stemme for.