Når gymnasierne åbner dørene igen efter sommerferien, er det blevet lovpligtigt, at eleverne får seksualundervisning i skoletiden. Det er en stor sejr for eleverne, som i mange år har kæmpet for obligatorisk seksualundervisning på ungdomsuddannelserne.
Årsagerne er indlysende: I de seneste cirka 20 år har den gennemsnitlige seksuelle debutalder ligget på cirka 16 år. Det er omkring det tidspunkt, hvor unge begynder på en ungdomsuddannelse. Samtidig har MeToo-bevægelsen rettet lyset mod og krævet nultolerance over for sexisme i alle dele af samfundet.
Skolerne beslutter selv, hvordan de vil organisere seksualundervisningen. Det kan være skolens lærere eller undervisere udefra, der skal stå for undervisningen. Eleverne skal stifte bekendtskab med blandt andet samtykke, grænser, prævention og seksuelt overførbare sygdomme.
Det er nyttigt og nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt. For udfordringerne er langt større. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets trivselsmåling fra 2021 har 14 procent af gymnasieeleverne oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på skolen. Og i 2022 offentliggjorde Kvinfo en undersøgelse, som peger på, at der foregår sexisme og seksuel chikane på gymnasierne.
I medierne hører vi om ranglister over attraktive og ikke-attraktive elever, puttemiddage, årbøger med sexistisk og homofobisk sprog, krænkelser med mere. Sexisme forekommer på ungdomsuddannelserne lige så vel som andre steder i samfundet. Der går cirka 150.000 unge på de gymnasiale uddannelser, og de har krav på seriøs seksualundervisning og en skolegang uden sexisme.
Det er et langt sejt træk og et opgør med kulturer og adfærd. Seksualundervisning er et skridt på vejen, men den skal være mere ambitiøs og også omfatte emner som lyst, sexisme, krænkelser, seksuelle overgreb, køn, kønsnormativitet med videre, fordi de emner også er en vigtig del af problemstillingen.
Dertil kommer, at lærerne har behov for efteruddannelse, så de kan løfte opgaven på en ordentlig og respektfuld måde over for eleverne, samtidig med at de selv som lærere kan håndtere ofte vanskelige, komplicerede og uvante problemstillinger og emner. Det er man ikke nødvendigvis klædt på til som gymnasielærer, og det er problematisk, at der endnu ikke er afsat midler til efteruddannelse i aftalen om indførelse af seksualundervisning på ungdomsuddannelserne.
Seksualundervisningen er vigtig for alle unge. Derfor undrer det mig også, at loven ikke omfatter unge på for eksempel eux og erhvervsuddannelserne. Det må være en forglemmelse, som politikerne forhåbentlig hurtigt får rettet op på, så unge på alle ungdomsuddannelser med loven i hånd har krav på obligatorisk seksualundervisning.
