Lærerens dag

Debatindlæg
 

​​​​​​​​​print_folder_paa_dansk-2.png

Mistrivsel og usikre tider kalder på god uddannelse

Hvert år fejres lærere verden over d. 5. oktober. Her er det nemlig FN's internationale Lærerens Dag, hvor vi hylder lærerne for det vigtige arbejde, de hver dag yder for børn, unge og samfund i Danmark såvel som på verdensplan.

En fællesnævner for lærere er, at de gerne vil flytte noget. Bevæge noget og nogen i en bedre retning. Lærere vil gerne bidrage til at skabe livsduelige, demokratiske, kreative, kloge og kritiske borgere, der kan indgå aktivt i samfundets udvikling.

At være lærer er derfor komplekst, foranderligt og dybt meningsfuldt. Man skal have fagligheden på plads. Være kreativ og opfindsom. Parat til store og små forandringer. Have et godt blik for både den enkelte elev og for hele gruppen. Kunne bygge varige relationer.

Lige nu er der – med rette – herhjemme et stort fokus på den stigende mistrivsel hos børn og unge. Skolerne og lærerne gør hver dag deres bedste for at sikre god trivsel - og kan spille en endnu større rolle for at forebygge mistrivsel, hvis rammerne forbedres. Eleverne skal mødes med et tilstrækkeligt overskud og nærvær i undervisningen. Det kræver, at der investeres i bedre tid og rum til at understøtte fællesskabet og til at hjælpe de børn og unge, der har særlige behov. Og at der er ressourcer og kompetencer til at løfte opgaven.

Når vi ser ud over landegrænserne, står verden i en uddannelseskrise efter pandemien. Millioner af børn mister flere års uddannelse og mange kommer aldrig tilbage til skolen. Alligevel bliver budgetterne til uddannelse skåret ned i mange lande. Pandemien, krige, fødevarepriser og klimakrisen forhindrer den helt afgørende investering i uddannelse, der jo er helt fundamental i bestræbelserne på at løse de verdensomspændende problemer nu og i fremtiden.

Derfor skal vi investere. Vi skal sikre os, at uddannelsesbudgetterne globalt set bliver holdt fri for besparelser. Verdenssamfundet skal investere yderligere i kvalitetsuddannelse, uddannede lærere og trygge skoler. For et uddannet og almendannet samfund er langt mere modstandsdygtigt over for kriser af enhver art. Uddannelse fører til øget velstand, stærkere demokratier og en sundere befolkning. Og det vigtigste i uddannelse er gode lærere.

Lad Lærerens Dag være en anledning til at stå sammen om at sikre lærerne gode uddannelser og arbejdsvilkår både herhjemme og i udlandet. Og til at kippe med flaget for deres uvurderlige arbejde, der sender børn og unge godt videre i livet.

Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening
Tomas Kepler, formand for GL
Monica Lendal Jørgensen, formand for Frie Skolers Lærerforening
Lars Koch, generalsekretær i Oxfam IBIS 

​​Vær med til at markere Læreren​s Dag​​​​​​
1. Tag en selfie med et print af dette post​kort
2. Skriv om, hvorfor lærerne forfjener at blive hyldet / en lærer, der har betydet noget særligt for dig​
3. Post på Twitter, Instagram og Facebook med hashtag #lærernesdag
Emner:  
Interessent: