Ved OK18 blev det aftalt at præcisere, at ansatte i staten har betalt frokostpause, hvis de står til rådighed for arbejdsgiver i frokostpausen. Efterfølgende satte Moderniseringsstyrelsen spørgsmålstegn ved, om det nu også gjaldt på alle arbejdspladser. De fandt, at en procent af de statsligt ansatte – svarende til godt 1.000 ansatte – alligevel ikke havde en betalt spisepause, selv om de står til rådighed for arbejdsgiver i spisepausen. Det besluttede de faglige organisationer, herunder GL, at forfølge juridisk.
MEN nu er de faglige organisationer og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (som har afløst Moderniseringsstyrelsen) nået frem til en endelig klarhed over, hvem der har en overenskomstmæssig ret til betalt spisepause.
Fra 1. august 2020 vil alle, der står til rådighed for arbejdsgiver i frokostpausen, have ret til betalt frokostpause. Det betyder, at lærerne på de få skoler, hvor ledelsen ikke har anerkendt at medarbejderne kan tidsregistrere frokostpausen, kan gøre det fra 1. august 2020.
Det glæder GL's formand, Tomas Kepler:
Det er et godt signal fra den nye minister og den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse, at de indgår i dialog med medarbejdersiden og får landet en i øvrigt absurd sag. Det er en god start på et nyt samarbejde og forhandlingsklima. Og så er det en god dag for GL's medlemmer. Vi har haft nogle skoler, hvor ledelsen ikke har accepteret, at vores medlemmer har ret til at tidsregistrere frokostpausen. Fra næste skoleår er det nu hugget i granit, at alle GL's medlemmer har betalt frokostpause. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning,
siger Tomas Kepler.
Se den fælles pressemeddelelse fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og de faglige organisationer:
Pressemeddelelse spisepause - Medst og organisationer.pdf
Yderligere information hos Tomas Kepler, tlf. 31 42 81 20