Virtuel nødundervisning og hybridundervisning sænker kvaliteten

Debatindlæg
Af Tomas Kepler, formand for GL, i Altinget 8. december 2020
En fremtidig skolehverdag med mindre metodefrihed og ledelsespåbud om mere digitaliseret og virtuel undervisning vil være den allerværste konsekvens af corona-krisen for lærere og elever, skriver GL-fmd.

​​​I Altinget 2. december skriver Michael Lund-Larsen, centerchef for Det Nationale Videnscenter for e-læring, at "forårets erfaringer med digitale læringsforløb (skal) i spil nu". Det skal de ifølge Lund-Larsen, fordi de giver muligheder for "ro og rum til fordybelse, effektiv feedback samt differentiering".

Sjældent har jeg været mere uenig, og sjældent er jeg stødt på en opfattelse af virkeligheden på de gymnasiale uddannelser, der ligger mere fjernt fra det massive flertal af gymnasielæreres. Den virtuelle nødundervisning under corona-nedlukningen gik ud over undervisningens kvalitet og gav generelt mindre deltagelse fra eleverne. Det vurderer et stort antal gymnasielærere i en ny undersøgelse af forårets nødundervisning, som Gymnasieskolernes Lærerforening har lavet på baggrund af svar fra næsten 2000 medlemmer på alle de gymnasiale uddannelser.


Lund-Larsen fremfører, at 8 ud af 10 lærere kan overføre erfaringer fra nødundervisningen til den almindelige undervisning. Ja, det tror pokker. Alt andet ville da også være underligt, men han glemmer at sige, at det udsagn også dækker over de mange dårlige erfaringer, lærerne har gjort sig med nødundervisningen, og som de vil holde sig langt fra at lade indgå i den daglige undervisning. Altså kan man ikke udlægge tallene som om, at gymnasielærerne på basis af positive erfaringer er klar til at omlægge mere af deres undervisning til digitaliseret, virtuel undervisning. 

De resultater, Lund-Larsen refererer til, må stamme fra en undersøgelse af forårets nødundervisning fra bl.a. Det Nationale Videncenter for e-læring. Her fremgik også, at" 7 ud af 10 lærere angiver, at deres undervisning er blevet mere ensformig, og det samme gælder 6 ud af 10 af eleverne". Desuden "oplever mange elever, at de modtager mindre vejledning og feedback end normalt."

I samme undersøgelse påpeges, at "de fagligt svageste elever føler sig mest udfordrede: Af disse oplever flere end 6 ud af 10 fjernundervisningen som sværere end den normale undervisning. De efterspørger også i højere grad mere faglig støtte."

Konklusionen harmonerer slet ikke med Lund-Larsens udsagn om, at "især de svage elever har glæde af feedback og vejledning på deres læringsproces i private rum, som det digitale kan tilbyde".

Endelig påberåber Lund-Larsen sig, at brugen og forståelsen af it er en del af dannelsesprocessen i de gymnasiale uddannelser, "og af den grund er digitale læringsforløb vigtige".  Det første kan jeg være med på, men det sidste er en fejlslutning. Man kan godt undervise i både brug og forståelse af it, uden at det partout skal foregå i digitale læringsforløb. 

I øvrigt mangler der mildest talt ikke digitale berøringsflader på de gymnasiale uddannelser. Vi burde nok nærmere diskutere, om ikke det allerede er blevet lidt rigeligt, og i den forbindelse er det i dag værd at bemærke, at vi stadig mangler dokumentation for, hvilke gevinster vi har fået ud af de seneste 20 års betydelige investeringer i digitaliseringsbølger fra smartboards over iPad-klasser til digitale læringsplatforme.

Vi kommer ikke udenom, at det fysiske møde i undervisningen er altafgørende. Ikke mindst på de gymnasiale uddannelser, hvor formålet med almendannelsen bl.a. realiseres i mødet og i dialogen med andre elever og lærere, der kan udfordre ens egne holdninger og synspunkter. Den del lider mærkbart i en virtuel undervisning med elever siddende isoleret hjemme.

Hybridundervisning er umulig
Nøjagtig samme toner lyder nu i vurderingen af hybridundervisningen, hvor lærerne samtidig både underviser elever, der følger med fra klasselokalet og online hjemmefra. Det er ikke alene en voldsom belastning for lærerne, det er også en umulig opgave at finde gode løsninger til.

Lærerne bliver sat i en catch 22 med krav om at have flere didaktikker i spil på samme tid. Umuligheden består ganske enkelt i, at man som lærer ikke kan forberede sig til og levere to samtidige og meningsfulde didaktiske undervisningsforløb med etablering af tæt kontakt til både de elever, der sidder hjemme bag skærmen, og de elever, der er fysisk til stede i klasselokalet.

Michael Lund-Larsens forsøg på at give den virtuelle nødundervisning et blødt skær af decemberlys med tendentiøse gengivelser af undersøgelsesresultater er ikke alene misvisende, det er også direkte farligt og undergraver kvaliteten i undervisningen. Den klassiske indvending mod alle problemerne med digitaliseret og virtuel undervisning er, at det bare er lærerne, som skal blive dygtigere for at komme på forkant med den ubønhørlige udviklingstvang. Og det er da også essensen i Lund-Larsens opfordring til lederne om at sørge for, at lærerne lærer det, de skal om den digitale undervisnings glæder, før coronaen aflyser den digitale revolution (efter den altså har indvarslet samme), og lærerne og eleverne falder i deres gamle vaner. 

Hvis fremtiden er post-corona skolehverdag med mindre metodefrihed for lærerne og ledelsespåbud om mere digitaliseret og virtuel undervisning (som naturligvis vil kræve omfattende investeringer i såvel maskineri som konsulenter), så har vores gymnasiale uddannelser virkelig fået det allerværste ud af corona-krisen. Det er en fremtid, som hverken elever eller lærere beder om, og som der ikke kan findes nogle saglige argumenter for at påtvinge dem. 

Emner:  
Interessent: