I foråret håbede vi, at skoleåret 20-21 ville blive mere normalt end månederne op til sommerferien. Nu er vi i gang – og selv om vi i udgangspunktet har eleverne tilbage på skolerne, så er meget fortsat unormalt. Efter ferien fik gymnasieuddannelserne i Aarhus ikke lov til at komme i gang, og efterfølgende har en række skoler været nødt til at lukke mere eller mindre ned pga. coronasmitte. Jeg ved, at det for mange medlemmer er afgørende, at vi ikke lukker ned igen og overgår til virtuel nødundervisning. Derfor var jeg også glad for statsministerens udmelding om, at man prioriterer at holde uddannelserne i gang.
Jeg får også henvendelser fra medlemmer, som gerne så en mere forsigtig tilgang med virtuel undervisning. I GL har vi fra første færd, da pandemien ramte – i samarbejde med ministeren, ministeriet, lederforeningerne mv. – arbejdet for så høj en grad af sikkerhed og tryghed i hverdagen som muligt.
På mange skoler er der et godt samarbejde mellem lærere og ledere om at sikre en fornuftig skolehverdag. Men vi hører også om skoler, hvor der mangler dialog og samarbejde, med utryghed og dårligt arbejdsmiljø til følge. Hvor ledelsen holder sig på distancen, og via mail henviser til håndsprit og afstandsregler. Det holder ikke. Var jeg skoleleder, ville jeg ikke arbejde hjemmefra. Så ville jeg være fysisk til stede på skolen hver eneste dag, jeg ville stå om morgenen og sige god morgen og "hold nu coronareglerne" til eleverne. Jeg ville opholde mig på gangene i samtlige pauser og hjælpe de unge med at huske reglerne. Jeg ville komme på besøg i klasserne og hjælpe lærerne med at opretholde sikre rammer. Jeg ville stå ved udgangen og sige farvel til eleverne og "husk nu også reglerne indtil vi ses igen". Jeg ville skære al unødig tilstedeværelse på skolen væk. Jeg ville være i tæt dialog med lærerne om, hvordan man konkret kan indrette sig i dagligdagen for at optimere trygheden, og med tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne, så vi sammen kunne tage bestik af situationen. Jeg skriver dette, fordi vores tilbagemeldinger fra landet over indikerer, at det gør en forskel: Samarbejde med lærerne, og synlig, troværdig ledelse.
Jeg mener, at situationen nødvendiggør, at vi allerede nu kigger på resten af skoleåret. Hvad skal der til for, at vi kan komme godt igennem et skoleår som måske vil være i undtagelsestilstand frem til næste sommer? Punktnedlukninger og coronafravær lægger nye lag på et i forvejen hårdt arbejdspres, og sætter yderligere spørgsmålstegn ved, om vi kan nå et tilfredsstillende fagligt niveau. Hvilke tiltag kan råde bod på et radikalt anderledes, ekstraordinært belastende skoleår? GL's sekretariat har netop afdækket, at lærer-/elevrationen fra 2012 til 2020 er faldet med 10 procent. Vi har således - selv med en normal hverdag - langt færre ressourcer at mobilisere. Jeg tænker, at vi er nødt til at være proaktive, for at de elever, der måtte nøjes med nødundervisning i foråret, og som i år får et skoleår med huller, får en uddannelse med den faglighed og almendannelse, som de skal bygge videre på resten af deres liv – og for, at gymnasielærerne ikke mases komplet flade i processen. Hvad skal der til for at undgå den situation? Vil politikerne anerkende situationens alvor for vores sektor? Finanslovsforhandlingerne er i gang. Det er et rigtig vigtigt sted at starte. Vi har i dén grad brug for en økonomisk vitaminindsprøjtning – men der skal også beslutninger til, for at vi kommer godt gennem dette coronaskoleår.
