Alt for mange børn og unge udmattes i uddannelsessystemet. Nogle bukker under, andre føler sig urimeligt pressede og isoleres i ensomhed. Gruppen, der mistrives, er blevet større, og mistrivslen rammer bredere. Det gælder både børn og unge i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, og det gælder unge i 20'erne som vist i Sundhedsstyrelsens nylige rapport.
Tendensen er nedslående og kræver politisk handling. Problemerne er forskellige på de forskellige uddannelsesniveauer, og der bør sættes ind på alle niveauer. Vi laver her nogle nedslag. Nogle udfordringer deler vi på tværs af uddannelsesniveauerne, andre er mere specifikke for grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.
Færre bindinger og mål
Da politikerne besluttede at indføre nationale mål i grundskolen, var det blandt andet et resultat af skuffende danske resultater i internationale undersøgelser som PISA- og TALIS-test. Læringsstrukturen skulle nærme sig andre skolesystemers opbygning baseret på flere test. Tanken var, at målstyringen satte et tiltrængt fagligt fokus, og at det gik, hvis der røg et krybbespil eller to af den grund.
Bemærkningen kan lyde harmløs, men den indrammer en skæv og forsimplet tankegang om skolens opgave. Der skal netop også være tid til krybbespil og undervisning, der styrker fællesskabet, samarbejdsevnerne og klassedialogen. Ellers trives børn og unge ikke. Mange undervisningsforløb, som ikke finder plads i uddannelsernes mylder af mål og bindinger, rummer både vigtige og trivselsfremmende faglige og sociale dimensioner. Brud og variationer i undervisningsform giver mulighed for at få øje på hinanden fra andre sider, hvor nye ressourcer kan komme i spil, konkurrencerummet suspenderes og undervisere, elever og studerende kan få en ny kontakt med hinanden.
Trivsel for elever og studerende knytter sig til den pædagogiske praksis og kan ikke ses løsrevet fra det, man er sammen om i skole- og studielivet. Arbejdet med trivsel i uddannelsessystemet skal bygge videre på lærernes faglige og pædagogiske viden og knytte sig til uddannelsernes formål om dannelse og elever og studerendes alsidige udvikling. For børn og unge med særlige udfordringer skal behandlersystemet være stærkt og lige ved hånden, men holdes adskilt fra underviserens rolle.
Lærernes arbejdsopgaver på de forskellige niveauer i uddannelsessystemet er over tid vokset i indhold, omfang og kompleksitet. Der er flere elever og studerende at forholde sig til, en voksende målstyring af undervisningen, nye emner lægges til fagene, uden at andre tages ud, ligesom nye koordinerende og administrative opgaver stjæler tiden fra lærerne. De enkelte elementer er måske indført med gode hensigter. Samlet set svækker de imidlertid lærernes muligheder for at tage hånd om opståede udfordringer. Det er alt sammen med til at minimere den tid, der er til rådighed for lærerne til at opbygge de helt nødvendige og afgørende relationer til elever og studerende og dem imellem.
Som undervisere deler vi hver dag arbejdsmiljø med elever og studerende og påvirkes af de ting, som dominerer i børne- og ungdomskulturen. Vi vil så gerne gå forrest og skabe en mental omvæltning for de mange, som mistrives i børne- og ungdomslivet, men det kræver, at politikerne anerkender vores vigtige rolle og giver os rammer, der gør det muligt.
Skab nyt handlerum
Mange incitamenter i uddannelsessystemet lægger et usundt pres på børn og unge. Optagelseskrav, karaktersystem og test giver for mange opfattelsen af, at målet med ungdomsuddannelserne alene er at indløse adgang til det næste. Det sætter sig hos eleverne, som fokuserer på eksamen og det 'nyttige' her og nu. Det skaber et ensidigt fokus på den faglige præstation, der fremmer en præstations- og en perfekthedskultur hos nogle samt en generel opgivenhed hos andre. Begge dele udmatter og rammer det faglige fællesskab.
Valg af uddannelse er i stigende grad noget, der skaber mistrivsel hos de unge. Mange har fået opfattelsen af, at netop det valg er altafgørende for deres fremtid. Det til trods for at uddannelsessystemet er fleksibelt med mange valgmuligheder senere i livet. Det er vigtigt at afdramatisere dette valg.
Signalerne til børn og unge skal derfor ændres, og politisk skal vi skabe nye handlerum i uddannelsessystemet. Bekymringer for unødvendig 'dobbeltuddannelse' bør således ikke stå i vejen for mulighederne for at vælge til og vælge om.
Hvis presset i systemet mindskes, er der mulighed for at skabe en anden uddannelseskultur, hvor nysgerrighed, videbegær og uddannelseslyst i højere grad dominerer.
Giv studerende fleksibilitet
Når de studerende begynder på en videregående uddannelse, er det afgørende, at underviserne har tid til at introducere til fagene og til nye læringsformer, så ingen tabes. Flere af de videregående uddannelser lider stadig under de besparelser, som løb gennem fire år under den tidligere regering. På flere uddannelser er der brændende brug for flere midler til at give de studerende flere undervisningstimer om ugen.
Vi vil gerne sikre, at også studerende fra ikkeboglige hjem gennemfører en videregående uddannelse – særligt for dem har det betydning, om der er tid til at snakke med en underviser.
Den stramme økonomi viser sig også i reformer, hvor børn og unge skal gå den hurtige og snorlige vej. Men ser vi erfarne mennesker tilbage på vores egne uddannelsesvalg, har muligheder for afprøvninger, omvalg og brede erfaringer ofte været nyttige og vigtige for at finde sig til rette.
Uddannelsessystemet bør indrettes med større fleksibilitet og med mulighed for at foretage skift mellem uddannelser. Det ville lette presset på de unge.
Vi er på tværs af uddannelsessystemet bekymret for børn og unges trivsel. Vi håber, at politikerne vil tage det seriøst og se på de strukturelle rammer hele vejen gennem uddannelsessystemet. Underviserne vil gerne hjælpe børn og unge til bedre trivsel, og de kan gøre en afgørende forskel, hvis der bliver rum og ressourcer til at skabe et stærkere fællesskab i uddannelsesmiljøerne.
