Stop jubeloptimismen over virtuel undervisning

Debatindlæg
Af Tomas Kepler, fmd. for Gymnasieskolernes Lærerforening
Virtuel undervisning kan ikke erstatte relationen mellem lærer og elev og det pædagogiske råderum, som normal undervisning bygger på.

I Lise Richters artikel i Information 15. april får man indtryk af, at undervisningen i coronakrisen har åbnet porten til et nyt forjættende pædagogisk land for lærere og elever. Ja, i artiklen fremgår det ligefrem, at den "påtvungne onlineundervisning  på sigt kan få lærerne til at tænke væk fra tavlen og ud i elevernes hverdag og inddrage og aktivere dem der. Og det kan blive til gavn for de svageste elever".

Intet er mere letkøbt og forkert, og opfattelsen af lærernes undervisning i en dagligdag uden corona er i det hele taget temmelig antikveret. En lærer, der med faglig begejstring og viden instruerer eleverne, udvider det faglige rum og indvier eleverne i et fagligt fællesskab, er ikke en modsætning til elevaktivitet. Den karikerede fremstilling af læreren som talende drone, der står foran tavlen uden forbindelse til eleverne, er lige så bedaget, som den er trættende.

 

Virtuel og varieret undervisning er ikke fremmed for gymnasielærere og elever. Når rammerne er i orden, er en almindelig gymnasiehverdag fyldt med faglig og pædagogisk variation og en undervisning, der inddrager og relaterer sig til elevernes hverdag.  Der veksles mellem klasseundervisning, gruppearbejde, undervisning på egen hånd, fysiske møder og virtuelle arbejdsformer. Virtuel undervisning uden fysiske møder mellem lærere og elever har nogle klare begrænsninger, der både går ud over elevernes trivsel og faglige udbytte.

At tro, som flere kilder tilsyneladende gør det i Richters artikel, at virtuel undervisning gavner svage elever,  er en vildfarelse. Meldingerne fra talrige gymnasielærere under coronakrisen peger i samme retning: Svage og udfordrede elever får sværere og sværere ved at fastholde koncentrationen i den virtuelle undervisning. De er udfordret både teknisk og fagligt, og de har svært ved at finde sig til rette i en ny og massiv virtuel virkelighed. Det er svært at holde dampen oppe, når fagenes mange opgaver og krav tårner sig op uden den fysiske tilstedeværelse af en lærer, der forklarer og opmuntrer, når der er behov for det.

Om noget har vi fået bekræftet, hvad vi i forvejen vidste: At det er relationen mellem lærer og elev, som er af størst betydning for elevens udbytte af undervisningen. Virtuel undervisning kan ikke erstatte den relation og det pædagogiske råderum, som normal undervisning bygger på, og som er med til at understøtte det princip om lige muligheder, som vores uddannelsessystem bygger på.

Det er ikke tilfældigt, at den rette betegnelse for det, vi gennemlever under coronakrisen, er nødundervisning. Meget kan lykkes. Og meget er lykkedes. Men det skyldes først og fremmest en helt ekstraordinær indsats fra lærernes og elevernes side under ekstremt vanskelige vilkår, som ikke er en holdbar norm på den lange bane. Selvsagt har mange lærere brugt virtuel undervisning meget mere end normalt, og nogle har helt sikkert også lært nyt. Men jeg tror, der er langt mellem de efterspurgte, læringsreligiøse åbenbaringer.

Inden man svømmer over i jubeloptimisme på den virtuelle undervisnings vegne, er der brug for nuancer og afbalancerede mellemregninger i debatten. Forvredne konklusioner gavner ingen i denne ekstraordinært svære tid. Slet ikke eleverne.

 

 

Emner:  
Interessent: