Den nye ChatGPT var i forlængelse af sin lancering i november 2022 en stor kilde til morskab til årets julefrokost på mit gymnasium. Det var let at få maskinen til at spytte helt vanvittige og meget kreative – ja, endda falske – forklaringer ud; samtidig var det helt åbenlyst, at den heller ikke kunne angive referencer og kilder på sine svar eller beregninger.  

Med andre ord virkede det, som om der her endnu en gang var tale om en voldsomt overvurderet og umoden teknologisk fornyelse – i den lange, lange række af den slags, vi ikke mindst i undervisningsverdenen har været vidner til gennem årene.

​

ChatGPT blev imidlertid og måske ikke overraskende meget populær, og den slog alle hidtidige rekorder på internettet i generering af nye brugere på kortest tid, samtidig har vi set, at der er afsat milliarder af dollars til udvikling af projektet. Resultatet er allerede nu tydeligt, især i den engelske version er den blevet meget bedre. 

Antallet af "vrøvle-svar" er reduceret, og det lidt kantede sprog er næsten væk. I starten havde opfindsomme sjæle en idé om, at man kunne udvikle kontrolprogrammer, som ville kunne detektere "chat-sprog" over for autentisk menneskesprog. Sådanne tanker virker allerede nu nærmest latterlige.

Samtidig er det dog tydeligt, at den stadig "lyver", dvs. opfinder helt fiktive personer, romaner, forskere, taler m.m., som den helt uden at rødme fremstiller som den pureste sandhed – for den almindelige elev er det ofte helt umuligt at skelne snot fra skæg. Vi skal i denne sammenhæng huske, at chatbotten ikke er bedre end de data, den bliver fodret med, hvorfor vi ser, at den videregiver alternative sandheder om verden og fortiden til eleverne. Forestil dig eksempelvis en chatbot udelukkende baseret på viden fra en censureret kinesisk version af internettet.

Chatbotten bliver ikke desto mindre allerede brugt flittigt på gymnasiet. Svarhastigheden er, når man anvender den på skolen, mærkbart langsommere end på en normal hjemme-internetforbindelse, fordi vores gymnasiums ip-adresse konstant overloades med søgninger. Eleverne bruger chatbotten til alt lige fra skriftlige afleveringer over quizzer til de hurtige svar på arbejdsspørgsmålene, når de arbejder i grupper i timerne. Hvorfor skrive selv, når maskinen kan gøre det meget hurtigere og uden stavefejl?

Vi ved, at Google og flere andre udbydere i løbet af meget kort tid vil udbyde chatbotter, som forventeligt vil være endnu bedre end den, vi kender nu fra OpenAI. De vil derefter hurtigt blive indarbejdet i de fleste skrivefunktioner på computeren fra Word over mailprogrammer, videoproduktion og redigering til Messenger og Google-docs. Når det sker – og jeg forudser, at vi taler om måneder, ikke år – behøver vi aldrig mere at skrive selv. Vi kan bare give computeren en kommando, og så skriver den det hele, og endda på hvilket som helst sprog vi måtte ønske.

Det er indlysende, at den nye chatbot og lignende nye hjælpemidler kan komme os til gavn på mange områder. Mennesket har haft evolutionær succes på grund af sin overlegne evne til at skabe og integrere ny teknologi i hverdagen. Vi må imidlertid også tænke os meget nøje om. Det bagstræberiske svar vil i denne sammenhæng være bare at se til, at chatbotterne overtager skrivningen på vores skoler – det progressive svar vil i mine øjne være at tilpasse undervisningen til den nye udvikling.

Vi bør derfor sikre, at der udvikles eksamensformer, som er garanteret fri for chatbots og lignende hjælpeprogrammer. Måske kan det gøres ved hjælp af en elektronisk funktion i computeren, som blokerer disse programmer i skrive- eller matematikprogrammet, hvilket man har erfaringer med bl.a. i Finland. 

Disse funktioner skal også kunne aktiveres i forbindelse med undervisningen i dagligdagen. Alternativt, hvis dette ikke er muligt, må man helt tilbage til de analoge eksamensformer, hvor eleverne skriver eller delvist skriver i hånden. 

Vi har allerede set, hvordan disse chatbots fungerer glimrende i offline-versioner, så det er ganske enkelt ikke godt nok bare at lukke ned for netadgangen til eksamen eller forbyde chatbots og kontrollere for snyd med eksamensvagter.

Hvorfor al det postyr? Hvorfor ikke bare nyde godt af de spændende tekniske nyudviklinger? Fordi skrivning er essentiel for evnen til refleksion, og fordi skrivning er et helt centralt dannelseselement i børns og unges udvikling, både som værktøj til at lære at tænke og til at gennemskue manipulation. Det må vi ganske enkelt ikke snyde dem for at lære. 

I denne sammenhæng er det relevant at trække et par af de vigtigste dannelsesteoretikere frem. Den tyske filosof Immanuel Kant skrev i et af Oplysningstidens hovedværker" Hvad er Oplysning?" følgende berømte sætning: »Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse.« 

Som det fremgår, forstår Kant ved "umyndighed" fraværet af det, man kan kalde menneskets autonomi, dvs. vores evne til selvforvaltning. At være umyndig vil altså sige, at man ikke er i stand til at være styrmand i sit eget liv. Man skal med andre ord uddannes til fornuft, så man ikke i »manglende beslutsomhed og mod« overlader styringen af sit liv til andre – f.eks. en ChatGPT!

På Kants skuldre står gymnasieskolens faderskikkelse, den preussiske gymnasierektor Wilhelm von Humboldt. Han definerede gymnasiets rolle i samfundet som den institution, der skal trække de unge mennesker ud af den trygge »kærlighedssfære« i familien til voksenlivet, hvor vi konstant vejes og vurderes på vores evne til at kunne producere og skabe nytteværdi. Det kræver øvelse, dannelse og læring. 

Grundlæggende skal eleven derfor stilles frustrerende og tilsyneladende helt umulige opgaver i undervisningen. Hele læringsprocessens formål er dernæst at tvinge eleven til selv at løse problemet, men samtidig at give eleven de nødvendige forudsætninger og hjælp til med den rette arbejdsindsats at lykkes med opgaven.

Det er – og skal være – hårdt, frustrerende og tidskrævende at lære, men belønningen er også så meget desto større, når man har overvundet forhindringen og nået et nyt læringsmæssigt niveau. 

Det vil være en forbrydelse både mod de unge mennesker og vores samfund, hvis vi snyder dem for sådanne læringsprocesser. Med Kant som udgangspunkt kan man sige, at de unge bliver umyndiggjort, hvis de uden nødvendig uddannelse anvender chatbotter i deres skriveprocesser, og samtidig er der en overhængende fare for, at de bliver manipuleret.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal anvende og arbejde med chatbotter i gymnasiet. De bliver en væsentlig del af fremtidens kritiske dannelse – og faktisk kunne man sagtens forestille sig skriftlige opgaver, hvor chatbotter skal anvendes, hvorefter eleven metodisk skal redegøre for, hvordan man har anvendt de elektroniske hjælpemidler til at skabe et bedre produkt. Både kravet om de analoge kundskaber og kravet om at redegøre for anvendelsen af brugen af elektroniske hjælpemidler kunne indtænkes i fremtidige eksamensformer.

Det er dog helt afgørende, at vi skaber vægtige læringsrum i skolen, som er garanteret fri for elektroniske hjælpemidler, hvis vi grundlæggende skal gøre eleverne i stand til myndigt og selvstændigt at betjene dem. 

Det kræver politisk handling nu, hvis vi skal undgå at spille hasard med de kommende generationers dannelse og skriftlighedskompetencer.