​​De gymnasiale uddannelser spiller en stor rolle i det danske uddannelsessystem. Tre ud af fire unge vælger en gymnasial uddannelse, og uddannelsen bliver dermed både nøglen til videre uddannelse, og en vigtig en del af mange unges dannelse og faglige ballast. 

Der er dog stor forskel på kvaliteten af uddannelsen, fordi finansieringen – taxametersystemet – ikke giver skolerne lige vilkår. Vi har dermed ikke en reel national standard for de gymnasiale uddannelser. Det er et problem. Et problem, der desværre også skærpes i år med faldende ungdomsårgange mange steder og polarisering andre steder.  

En stor del af finansieringen til gymnasierne gives i dag pr. elev, selvom en stor del af undervisningsomkostningerne knytter sig til det overhovedet at drive et gymnasium samt antallet af klasser, der oprettes. Hvis en skole ikke kan fylde klasserne helt op, fx fordi ungdomsårgangene skrumper, eller hvis der er mange elever, som har særlige behov eller udfordringer, eller hvis fx en elev flytter eller simpelthen vælger at skifte uddannelse eller skole, så rammer det skolen hårdt. Uforholdsmæssigt hårdt. I praksis betyder det, at især mindre skoler, skoler udenfor de store byer og skoler med stort frafald fx til erhvervsuddannelserne eller andre nærtliggende institutioner, så bliver institutionerne straffet økonomisk – ufortjent. Og selv om elevtilbagegangen ikke handler om et fravalg af institutionen, eller at der er tale om en dårlig skole, så er konsekvensen en dårlig økonomi og en overvejende risiko for fyringer og kvalitetstab, ikke mindst for eleverne.  

​​

Der er eksempler på skoler, der ikke engang har råd til noget så basalt som et fagligt besøg, ekskursioner eller bøger, der passer til de aktuelle læreplaner. Og jo, der er også ledelser og rektorer, som prioriterer at bruge midler givet til undervisning på en gymnasial uddannelse, på bygninger og andet, men det er efterhånden undtagelsen, for økonomien er udfordret – ikke mindst de steder i landet hvor den demografiske udvikling betyder elevtal, der falder med både 25 og 30 %. 

Undervisningsministeren har annonceret en reform af taxametersystemet. Men forhandlingerne er end ikke startet, og de unge kan ikke vente. De fortjener en god gymnasieuddannelse, uanset hvor de bor. Og lærerne fortjener ordentlige og ens arbejdsvilkår. Så en finansieringsreform haster. 

Det skal ikke være et nulsumsspil mellem skolerne. Vi foreslår – fra hvert vores udgangspunkt – at der tilføres midler til en omlægning af taxametersystemet, ellers er opgaven umulig. 

En taxameterreform skal sikre, at skolernes økonomi bliver mindre afhængig af den marginale elev. Det kan fx ske ved, at grundtilskuddet hæves, eller ved at give en større del af taxameteret som et klassetaxameter frem for et elevtaxameter. 

For det andet skal systemet holde hånden under mindre udkantsskoler ved at ligestille skolerne, så det såkaldte udkantstilskud gives til alle gymnasiale uddannelser og på ens vilkår, så de små hhx'er ikke svigtes. 

For det tredje bør det sikres, at den del af skolens indtægter, der gives til gymnasial uddannelse – undervisningstaxameteret – rent faktisk også anvendes til den gymnasiale undervisning, den er givet til og ikke fx til administration, bygninger eller lignende. Pengene er afsat til uddannelsernes indhold, og det bør de bruges til. 

Vi opfordrer undervisningsministeren til at gennemføre brede og inddragende forhandlinger om en finansieret omlægning af taxametersystemet, så alle almene gymnasier og erhvervsgymnasier kan tilbyde gymnasieeleverne lige muligheder for en god gymnasial uddannelse - uanset hvor i landet skolerne ligger.​​