Akut behov for lige adgang til informationsmateriale

Nyhed
 

​Medieordførerne må træde til og hjælpe gymnasieuddannelserne med at få lige adgang til lødigt redaktionelt bearbejdet informations​materiale, som spiller en væsentlig rolle i skolernes opgave med at danne unge til demokratiske medborgere. I dag er mulighederne for at få adgang til lødigt informationsmateriale begrænset, fordi det aldrig er lykkedes at finde en erstatning for nedlæggelsen af Skolernes Databaseservice (SkoDa) i 2008.

Opfordringen til medieordførerne kommer i forbindelse med igangværende forhandlinger om et nyt medieforlig og er sendt i et fælles brev fra Gymnasieskolernes Lærerforening, Pædagogisk Samarbejdsudvalg og Foreningen af Lærere i Samfundsfag (FALS).


I brevet skriver de tre foreninger blandt andet:

"Vi ønsker, at Børne- og Undervisningsministeriet genetablerer en SkoDa-lignende fælles databaseindgang, som alle lærere og elever på ungdomsuddannelser har adgang til via deres uni-login.

 Hvad skal med?

  • Adgang til et mediearkiv, der tillader lærerne at bruge arkivets materiale i undervisningen uden rettighedsmæssige problemer.
  • Adgang til redaktionelt bearbejdede digitale nyheder fra de største danske dagblade.
  • Adgang til andre relevante nyhedstjenester og databaser.

Finansieringen:

  • Skolerne skal betale en pris, som dækker omkostningerne til at drive databaseindgangen og naturligvis i et rimeligt omfang dagbladenes omkostninger til at producere indholdet.
  • Betalingens størrelse skal knytte sig til den enkelte skoles størrelse, så de store skoler betaler mere end de små (jf. tidligere betalingsordning ifm. SkoDa)".

Læs brevet ​Akut behov for lige adgang til lødig information.pdf


Emner:  
Interessent: