Lars Goldschmidt og Kasper Palm - nyvalgt formandskab i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier –Bestyrelserne - lægger ikke fingrene imellem, når de gør deres entre og kommenterer på debatten om digital undervisning, som det skete i Altinget 28. april. Debatten præges af markeringer fra yderpositioner som de "digitaliseringsbegejstrede" og de "nærhedsbegejstrede", må man forstå, og sidstnævnte reaktionære position kan de genkende fra udviklingen i industrien – en sektor, 'vi (underforstået: Undervisningssektoren, må man gå ud fra) kan spejle os i'.

Argumentet lyder: I industrien havde man i fordums tid også de automatiseringsforskrækkede håndværksfetichister, som imidlertid bare måtte lære på den hårde måde, at industriens jernhårde vind-eller-forsvind logik parkerede deres bagstræberiske sensibiliteter på historiens overdrev, i skyggen af den brølende robotteknologi. "Den ubehagelige virkelighed er skolelærere og undervisere ikke stillet overfor", glammer Goldschmidt og Palm så fra bjergets top, hvor de hårde hunde, som kan kapere omtalte ubehagelige virkelighed, antageligvis residerer, "men det bør ikke være en undskyldning for ikke at udvikle sig".

Stråmanden er til at få øje på: Nærhedsbegejstrede undervisere vil ikke udvikle sig og bruger det forhold, at de ikke er underlagt industriens logik, som en undskyldning for ikke at udvikle sig. En lidet flatterende karakteristik, må man sige. Og nu har Goldscmidt og Palm så kastet et afslørende lys over dette reaktionære, beskyttede værksted, ved at spejle det i industrien. Men ud over, at Goldscmidt og Palms mistro til underviserne lader til at være så gennemtrængende, at de ikke formår at stille det oplagte, kritiske spørgsmål til deres egen argumentation ("hvorfor er underviserne og undervisningssektoren mon ikke underlagt den samme logik som industrien"?), hvad ved de så egentlig om underviseres virkelighed og vilje til udvikling?

Undervisere på landets gymnasiale uddannelser gør sig hver dag overvejelser over, hvilke undervisningsformer der egner sig bedst i konkrete forløb.  I det hele taget er gymnasieuddannelserne karakteriseret ved stor faglig og pædagogisk variation og løbende udvikling. Der veksles mellem klasseundervisning, gruppearbejde, undervisning på egen hånd, fysiske møder og virtuelle arbejdsformer. Hvis lærerne ikke gad udvikle sig og variere undervisningen i passende omfang, var der næppe den søgning til og elevtilfredshed med de gymnasiale uddannelser, som vi kan konstatere. Og en foreløbig tilbagemelding fra eleverne på de seneste ugers virtuelle nødundervisning er, at lærerne gør det rigtig godt – men eleverne savner den normale undervisning.

Når det gælder virtuel undervisning, som i flere år har været en integreret del af gymnasieuddannelserne, så ved vi, at det er en ganske ressourcekrævende undervisningsform, som forudsætter tæt samspil og fysiske møder mellem lærere og elever for at fastholde elevernes trivsel og faglige udbytte. Den lære er blevet bestyrket og cementeret under coronakrisens nødundervisning. Lærerne er ikke teknologifjendske, men de har en dyb faglig og didaktisk indsigt og lykkeligvis et professionelt råderum, der gør, at de er i stand til at vurdere og træffe valg om, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvilke midler der er bedst egnede til at opnå et fagligt udbytte for eleverne. Det gælder også for den virtuelle undervisning.

Relationen mellem lærer og elev er den faktor, som ubetinget har størst betydning for elevens udbytte af undervisningen. Ikke mindst i en tid, hvor mange elever har svært ved at holde dampen oppe, når fagenes mange opgaver og krav tårner sig op uden den fysiske tilstedeværelse af en lærer, der formidler, forklarer og opmuntrer, når der er behov for det. På den måde er det nærmest komisk, at Goldschmidt og Palm kan 'frame' det at være "nærhedsbegejstret" som et yderliggående og bagstræberisk luksussynspunkt.

Nej, vi kan ikke meningsfuldt spejle os i industriens stordrifts- og automatiseringslogik. Undervisning er ikke industriproduktion. Logikken i fællesskabets almendannende uddannelsessystem er heldigvis en anden end i industrien. Og underviserne er ikke udviklings – eller teknologifjendske maskinstormere, blot professionelle fagpersoner sat i en kompleks virkelighed, som øjensynligt kan være svær at forstå og anerkende. Jeg kan kun opfordre det nyvalgte formandskab i Danske Erhvervsskoler og –gymnasier – Bestyrelserne til at tage disse forhold til sig og med sig ind i arbejdet. Ikke af hensyn til underviserne, men af hensyn til eleverne.