​Når nye gymnasielærere kommer med en kandidatgrad fra universitetet, er de fagligt meget stærke, men de mangler stadig en god pædagogisk uddannelse – det såkaldte »pædagogikum«. At være gymnasielærer kræver nemlig mere end dybdegående viden i et fag. Det kræver veludviklede kompetencer i forhold til planlægning, formidling, klasserumsledelse, vejledning, bedømmelse, samarbejde og rollen som en del af en organisation, der konstant udvikler sig i samspil med det omgivende samfund.

​​

​Som elever forventer vi ikke kun, at vores lærere er dygtige til at formidle viden, men også at de kan sætte ind over for mistrivsel, skabe engagerende læringsmiljøer og understøtte dem med særlige behov. Samtidig er gymnasieelever ikke længere en lille eksklusiv gruppe akademikerbørn, men derimod meget forskellige unge fra alle samfundslag. Det betyder også, at gymnasierne og lærerne skal være gode til at hjælpe de elever, der har svært ved at afkode uddannelsens normsæt og sprog. Det er under alle omstændigheder en stor opgave, men hvis læreren mangler solide pædagogiske værktøjer, er det tæt på umuligt.

Derfor giver det ikke mening, hvis nye gymnasielærere stik imod reglerne skal undervise i mange år uden den nødvendige pædagogiske uddannelse, og at eleverne dermed skal undervises af lærere med mangelfulde kompetencer.

Gymnasieskolernes Lærerforening gennemførte i 2022 en undersøgelse, der viste, at 86 procent af de nye lærere har mere end et års erfaring som gymnasielærere – typisk på samme skole, før de påbegynder pædagogikum. Undervisningsministeriet har også gennemført et tilsyn, der viste klare udfordringer på området. Flere skoler skaber miljøer, hvor reglerne om pædagogikum nærmest systematisk brydes. Det leder til skoler, hvor mange lærere mangler pædagogikum, og når hver af de lærere har flere klasser med op til 30 elever, betyder det, at hundredvis af unge ofte modtager mangelfuld undervisning.

Så det er ikke fordi, problemet er usynligt, eller reglerne er uklare: Gymnasierne har pligt til at tilmelde nye lærere til pædagogikum, i udgangspunktet når de ansættes.

Det er heller ikke fordi, institutionerne mangler penge. Finansieringen af pædagogikum er på plads. Og det er slet ikke fordi, lærerne og eleverne ikke kan se nødvendigheden af pædagogikum. Begge parter ved, at der er en klar sammenhæng mellem de rette kvalifikationer og uddannelsens kvalitet.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har for nylig i et svar om problemet tilkendegivet, at han vil »afdække, hvilke yderligere tiltag der er relevante til håndtering heraf.«

Det er en positiv ambition. Vi mener, at det er tid til strammere styring og en indskrænkning af skolernes muligheder for at udskyde pædagogikum og bruge løstansat arbejdskraft. Det ville både gavne elever og lærere og ikke mindst kvaliteten af de danske gymnasiale uddannelser.​