Nogle oppositionspartier vil have folketingsvalget til at handle om den aftale om fordeling af gymnasieelever, som regeringen har indgået med Enhedslisten, SF, Radikale, Kristendemokraterne, Alternativet og DF (sidstnævnte har forladt aftalen igen). Kritikken lyder, at man fratager unge deres frie valg af gymnasie, ja simpelthen selve 'retten til at vælge sine venner', som de mest patossvulmende paroler lyder.
Kritikerne kaster på den måde snøren ud efter de unge vælgere – eller måske nærmere deres forældre. Det er jo en grim tanke, at ens barn ikke skal kunne vælge venner, eller bare skal gå på et gymnasie, som måske er et andet end lige præcis det, man først havde drømt om. Det er et budskab designet til at trampe hen over fakta og ansvarlighed og gå lige i maven på far og mor, og med dem ind i stemmeboksen.
Imidlertid må kritikerne satse på, at far og mor vil insistere på at tænke mere med maven end med hovedet. Sagen er, at der er frit valg af, hvilken TYPE ungdomsuddannelse, man vil have (EUD, STX, HHX osv.) – men der er IKKE frit valg af konkret gymnasie i dag! Kritikken af aftalen baserer sig altså på en fantasi, en usandhed. År efter år er fædres og mødres børn blevet fordelt mellem de almene gymnasier af regionale fordelingsudvalg. Det har ikke umuliggjort unge menneskers muligheder for at danne venskaber indtil nu.
Der er ikke helt frit valg i dag af den simple årsag, at et helt frit valg ville være uansvarligt. Vi er som samfund nødt til at begrænse det frie valg af gymnasie. Og der er behov for et bedre system, end det, som har fungeret indtil nu. Systemet har ikke kunnet dæmme ordentligt op for to centrale problemer, som presser mange gymnasier – problemer som kun vil forstærkes med et helt frit gymnasievalg.
For det første vil et helt frit og uhæmmet valg betyde, at de mindre provinsgymnasier affolkes (endnu hurtigere end det allerede sker med den nuværende elevfordeling) til et punkt, hvor de må lukke. Det har i udgangspunktet ikke noget at gøre med kvaliteten af de mindre gymnasier, tværtimod er de ofte beviseligt gode til at levere trivsel og kvalitet. Men en by som Aalborg kan lokke med mange ting, som intet har at gøre med gymnasiernes kvaliteter, og på et tidspunkt bliver de mindre provinsgymnasier så pressede af faldende elevtal, at det begynder at påvirke deres muligheder for at udbyde fag og studieretninger, og så ender de i en ond cirkel, hvor deres reducerede tilbud forstærker den frasøgning, som er mulig inden for de nuværende regler. Den enkeltes valg får dermed i sidste ende konsekvenser for mange andre unges reelle muligheder.
Dertil kan man bare lægge den demografiske udvikling, vi står overfor, med mindre ungdomsårgange i de kommende 10-15 år. Det er ikke svært at gætte, hvad det betyder for en region som Nordjylland, hvis gymnasier såsom Fjerritslev, Dronninglund og Morsø lukker. Nogle få ekstra elever vil måske i stedet kunne få en plads på et gymnasium i de største byer i regionen – indtil de altså er stoppet til bristepunktet – men hvad med alle de elever, som ikke kan stoppes ind, eller for hvem turen ind til de største byer ikke er så nem – er det 'bare ærgerligt' at det nære tilbud er lukket? Er det egentlig godt for undervisningsmiljøet på de største storbygymnasier at de skal vokse sig endnu større? Og hvad med de lokalsamfund, som mister deres gymnasium? Hvad siger borgmestrene i det nordjyske til det scenarie?
For det andet, så ved vi også, at et frit valg af gymnasie har negative konsekvenser for elevsammensætningen på nogle gymnasier i de største byer i landet. Det handler ganske enkelt om, at alle unge uanset baggrund gerne vil gå sammen med unge, som ligner dem selv, og at flere og flere unge med indvandrerbaggrund glædeligvis tager en gymnasieuddannelse. Lægger man de to ting sammen får man gymnasier, hvor unge med indvandrerbaggrund helt forståeligt samler sig – og det får desværre på et tidspunkt andre grupper af unge til at selvsegregere sig, fordi DE så savner nogle at spejle sig i.
Lader vi som samfund bare stå til, så ender nogle storbygymnasier dermed med ret ensartede elevgrupper, hvilket svækker det kulturmøde og den almendannelse, gymnasiet skal løfte, og de oplever et frafald pga. selvsegregering som underminerer økonomien og ender med at lukke skolen. Igen er der altså en klar modsætning mellem helt frit valg for den enkelte, og mulighederne for de mange.
Vi må som samfund også tage et ansvar i forhold til denne problemstilling, hvis vi mener gymnasiets almendannende formål alvorligt, og hvis vi ikke vil se skolelukninger pga. selvsegregeringsdynamikken. Dette er ikke et nordjysk gymnasieproblem endnu - men det venter måske lige om hjørnet. Løser vi det ikke, så forsvinder problemet ikke af sig selv, tværtimod vil det kun forstærkes og sprede sig. Der er af de årsager behov for en BEDRE elevfordeling end den, vi har haft indtil i dag – som altså ikke har givet nogen et helt frit valg af gymnasie.
Betyder det, at det skal være meget mere ufrit? Nej, ikke hvis man skal tro Undervisningsministeriets beregninger af konsekvenserne af den indgåede aftale. Vi skal nærmere have en anderledes elevfordeling. Men selvfølgelig skal man da være ærlig i debatten; elevfordeling betyder, at NOGEN – ligesom i dag - skal anvises en anden skole end den, vedkommende ellers ville komme ind på, hvis der VAR et helt frit valg (og de populære skoler i øvrigt havde ubegrænset plads).
Den indgåede aftale opererer med to værktøjer. Først og fremmest en stram kapacitetsstyring, som betyder, at man sætter et loft over, hvor stor en skole må vokse sig – er der ingen grænser vil de store skoler jo opsluge de små pga. de ovenfor beskrevne tendenser. Og i de områder, hvor elevsammensætningen på nogle skoler udvikler sig meget skævt må man desuden fordele eleverne efter et objektivt kriterie – det siger sig selv. Her har man valgt forældreindkomst, fordi man ser, at man med et sådant kriterie faktisk vil få ordentligt fat om problemet.
Det er de rigtige værktøjer for en ansvarlig aftale, og den politiske debat burde gå på at få bragt værktøjerne i spil nu på den mest hensigtsmæssige måde, så vi ser, at de pressede skoler fra næste skoleår får den hjælp, de skal have. Her er vores nordjyske erfaringer, at det vil være meget hensigtsmæssigt at få koblet Region Nordjyllands lokale indsigt på ministeriets implementering, hurtigst muligt. Ingen kan være tjent med en kontraproduktiv implementering.
Kritikerne af elevfordelingsaftalen messer "frit valg" – men de fortæller ikke, at helt frit valg for den enkelte ender i lukning af gymnasier og mindre frihed for rigtig mange unge. Mindre frihed til at vælge et velfungerende gymnasium uden for de største byer. Mindre frihed til at vælge et gymnasium, hvor der er stabilitet og diversitet, samtidig med at man kan finde venner, man selv ligner.
Er man mor eller far til en kommende gymnasieelev, så bør man tage disse fakta med sig i stemmeboksen. Et det værd at sætte sit kryds ud for forværring af problemerne i håbet om, at det måske lige præcis ikke vil ramme ens eget barn, når tingene går fra skidt til værre, eller skal man satse på en fælles, ansvarlig løsning? Det er det reelle valg.
