​​Coronakrisens kradsen har gjort dette ellers solrige forår forsømt på sin egen, historiske måde.

Lærere, elever og ledere har sammen og hver for sig leveret en voldsomt imponerende indsats for at få det bedst mulige ud af situationen. Alle har gjort deres bedste – også selv om forudsætningerne og rammerne har været forskellige. Der er forskel på at være aleneforælder til to børn og have det perfekte hjemmekontor med fibernet og fri af forstyrrelser. Eller måske være stærkere til det faglige stof end til cyberspace. Den virtuelle undervisning har udfordret alle, og den vil aldrig kunne erstatte den normale undervisning.

Nu er afgangsklasserne tilbage i det fysiske rum. Tilbage har vi så de elever – og det er de fleste – som skal blive i det virtuelle rum, måske helt frem til sommerferien. Det er naturligt, at der er fokus på bedømmelsesgrundlag, eksamen og afgangsklasser. Det har vi også bakket op om. Men min tanker kredser også om de elever, som mangler en forstyrrelse i den virtuelle undervisning. 1. og 2. g'ere og 1. hf'ere har også brug for et afbræk i hverdagen – få tankerne væk fra corona – og få noget, der minder om et normalbillede. Alle vores elever og kursister har brug for forbindelser ud af isolationen til at holde sig raske i hovederne. Brug for den fysiske kontakt. Brug for nærværet. Brug for at blive holdt fast. Der er elever, som vi vil få svært ved at fastholde der bag skærmen. Og der er nok mange, for hvem undervisningen får større betydning som et frirum og en påmindelse om en tilværelse, som også skal ses igennem andre linser end corona, end som forberedelse til prøver og eksamen.

 Selv om skolevirkeligheden lige nu kan føles lukket og cirkulær, har vi travlt, mens vi er i det. Og den fysiske nødundervisning er en ekstra udfordring. En klasse fordelt i to eller tre lokaler og virtuel undervisning ved siden af kan sikkert få én som lærer til at føle sig lidt skizofren og fanget i en scherfigsk komposition med flashbacks og flashforwards, der får tiden til at flyde sammen i sit eget univers.

Vi har et Undervisningsministerium, som også har arbejdet i døgndrift for at sætte rammerne om denne svære situation. De har gjort det hurtigt. Og de har gjort det godt. Og de har gjort det på de præmisser, de har fået stillet til rådighed. Og selv om vi ikke alle kan være enige i alt, er det det muliges kunst og med mange interessenter, der har skullet tilgodeses.

Nu skal vi så have landet resten af skoleåret på bedste vis, og undervisningen skal fordeles frem til midten af juni, så der er lidt bedre tid til at give eleverne retvisende standpunktskarakterer. Den tid, der var planlagt til eksamen, skal bruges til undervisning. Der er altså hverken mere eller mindre tid til rådighed, end hvis eleverne skulle have været til de sædvanlige eksaminer. Denne ekstraordinære situation skal løses i et konstruktivt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere og i den ånd, der gennemsyrer statsministerens og undervisningsministerens udmeldinger og opfordringer til at samarbejde om at få alle så godt, sikkert og rimeligt igennem resten af skoleåret, som muligt. Det forsømte forår er ikke sæson for unødige julelege. 

Jeg håber, at det lykkes at få skabt en god afslutning på dette særlige skoleår – på trods. Vi vil nok aldrig glemme dette forsømte forår – og så er der bare at håbe, at næste skoleår kan blive (mere) normalt. Med relationer, fællesskab og nærhed.

​