Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA, skriver som svar på mit indlæg i Politiken, at DEA ikke er ude i et korstog mod gymnasierne med undersøgelsen af, hvordan de fagligt mest udfordrede fra grundskolen klarer sig i gymnasiet. DEA's ærinde er ifølge Elias at hjælpe en gruppe unge, som – må man forstå - "i dag ikke trives hverken socialt eller fagligt" i gymnasiet.
Konklusionen er skævvredet. Undersøgelsen siger, at 90 procent af eleverne med de laveste karakterer fra grundskolen trives og er glade for at gå i gymnasiet. Det nævner Vrang Elias ikke. Derimod fremhæver hun, at "over 40 procent af de fagligt udfordrede elever på gymnasiet har overvejet at droppe ud". Korrekt, men hvad dækker udsagnet over?
Det kan være alt fra flygtige overvejelser til mere grundlæggende, som kan skyldes præstationsræs, private forhold og konsekvenser af, at der i dag er færre lærere i gymnasiet med mindre tid til at tage sig af den enkelte elev. Det rammer eleverne, og det rammer skævt. I runde tal er over 1 mia. kr. og 1000 lærere forsvundet under omprioriteringsbidraget.
Selvom forklaringerne på elevernes overvejelser kan være mange, så fører de sjældent til frafald. Gymnasiale uddannelsers fuldførelsesprocenter er høje sammenlignet med andre ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Fuldførelsesprocenterne ligger stabilt på 85 % for stx, 83 % for Hhx, 78 % for Htx, 67 % for Hf, mens 53 % fuldfører de erhvervsfaglige uddannelser. Tallene tager ikke højde for, at en stor del af de frafaldne elever skifter til og fuldfører en anden ungdomsuddannelse.
At 25 procent af de fagligt udfordrede elever ikke har taget en erhvervskompetencegivende uddannelse 8 år efter, de har afsluttet deres studentereksamen, er heller ikke så entydigt et problem, som Vrang Elias mener. De arbejder stadig i den mellemliggende periode, og vi skal altså ikke glemme, at uddannelse handler om mere end at opnå og udnytte formelle erhvervskompetencer så hurtigt som muligt.
Altså bekymrer Stina Vrang Elias sig unødigt. Studenterne klarer sig godt i de erhvervskompetencegivende uddannelser og på arbejdsmarkedet. Udfordringen befinder sig et helt andet sted, nemlig blandt de 20% unge, der ikke opnår en ungdomsuddannelse, og som er helt fraværende i den debat, DEA søger at rejse. Det er dem, vi skal hjælpe til at få et godt liv med en uddannelse, der forøger deres livskvalitet og tilknytning til arbejdsmarkedet, og som samfundsøkonomisk er en guldrandet investering.
