Coronakrisens nødundervisning har fået en række debattører til tastaturet for at hylde de store perspektiver, de ser for sig ved at udbrede virtuel undervisning endnu mere fremover. Det er bemærkelsesværdigt, at jo mere begejstret der danses om den digitale guldkalv, des længere væk befinder debattørerne sig fra de lokaler, hvor undervisningen foregår. Eller sagt på en anden måde, hvordan kan det være, at de, som har den daglige opgave med at levere eller modtage undervisning – lærerne og eleverne - ikke tager ligeså heftigt del i hyldestdansen som debattørerne fra lederforeninger og erhvervsliv, der fylder spalterne i disse dage?

Senest har Birgitte Vedersø, fmd. for Danske Gymnasier, og Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv, sluttet sig til koret af begejstrede.

I Altinget 30. april skriver de eksempelvis, at "der skal oprettes flere makerspaces og digitale læringslaboratorier på gymnasierne", og lærerne vil få brug for et "digitalt  kompetenceløft". Desuden skal eleverne udstyres med "...nogle mere grundlæggende digitale kompetencer, som de hele tiden vil kunne udvide og bygge ovenpå." Der skal eksperimenteres med digitalisering overalt og på alle måder, og digitaliseringsstrategi kan løse allehånde problemer, fra små valghold til kinesisk reklame-etik.

Man mister næsten pusten og forledes til at tro, at digitaliseringen har stået stille i alt for lang tid. Men sådan er det ikke. Uddannelsesområdet har været igennem mange digitaliseringsbølger de seneste tyve år. Fra smartboards over iPad-klasser til digitale læringsplatforme. Satsninger, strategier og udgifter har der været nok af, men de store gevinster har ladet vente på sig.

Vi mener ikke, at digitalisering er af det onde, og vi vil heller ikke underkende, at der er potentiale i det digitale. Selvfølgelig har digitalisering en rolle at spille i gymnasiale uddannelser, som skal udvikle elevernes myndighed og evne til at agere reflekteret i det samfund, de er en del af. Men vi vil kraftigt advare mod, at man alt for begejstret strækker armene i vejret over coronakrisens nødundervisning, inden erfaringerne er indsamlet og bearbejdet. Lad os få et overblik over, hvordan det er forløbet og hvilke positive og negative erfaringer, man har høstet, før de store konklusioner drages.

Vi har en anden udlægning end Vedersø og Eriksen af den situation, vi befinder os i. Der er intet at udsætte på lærernes og elevernes indsats. Men dagligt møder vi igen og igen elever, der kæmper med nødundervisningen og understreger, at de mangler det fysiske rum, den fysiske kontakt og relationen til lærere og klassekammerater. De er udfordret både teknisk og fagligt, og de har svært ved at fastholde koncentrationen og finde sig til rette i en ny og massiv virtuel virkelighed. Det er en daglig kamp for dem at holde dampen oppe, når fagenes mange opgaver og krav tårner sig op uden den fysiske tilstedeværelse af en lærer, der formidler, forklarer og opmuntrer, når der er behov for det.

Her er vi ikke overraskende inde ved kernen af god undervisning, som altså blot er blevet bestyrket under coronakrisen: Det er relationen mellem lærer og elev, som er af størst betydning for elevens faglige udbytte af undervisningen. I det fysiske møde mellem lærer, elev og stof skabes forståelse, indsigt og erkendelse. Det fysiske møde er afgørende for, at eleverne befinder sig godt i undervisningen, og det er centralt for lærernes vurderinger af, om eleven er med og har forstået stoffet. Det kan nok så meget teknologi ikke erstatte.

Pas på tendentiøs fremstilling af nødundervisningens velsignelser
Lærere og elever yder en kæmpe indsats for at få tingene til at lykkes så godt som muligt med nødundervisning og gradvis genåbning af skolerne. Meget er lykkedes under ekstraordinært vanskelige vilkår. At gå derfra og til at sige, at det digitale skal fylde endnu mere, handler måske ikke kun om begejstring for læreres og elevers øjeblikkelige indsats, men også om begejstring for egen digitaliseringsstrategi. Og den begejstring risikerer i øvrigt yderligere at markedsgøre og ensrette vores uddannelser og deponere lærernes didaktiske råderum hos de digitale udbydere, hvis produkter man skal benytte. Denne problemstilling er allerede en realitet, takket være den digitalisering af uddannelsessektoren, vi har oplevet.

Det er jo heller ikke givet, at et mere digitaliseret samfund skal være lig med mere digitaliseret undervisning. I et gennemdigitaliseret samfund er det nødvendigt at gøre det digitale område til genstand for undervisning. At opruste i det digitale vil for eksempel være at undervise i det digitales udbredelse i samfundet (ikke bare i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, som Vedersø og Eriksen skriver), den kommercielle og offentlige brug af digitale algoritmer og den enkeltes data m.m.

Den aktuelle situation, hvor elever er hjemsendte og undervisningen forsøges afviklet virtuelt, er en vigtig erfaring at samle op på i fremtidige og nuancerede drøftelser af fordele og ulemper ved indholdet i og udbredelsen af den digitale undervisning. Det er der brug for.

Når det er sagt, bliver vi nødt til at understrege, at manglende udbredelse af digitalisering slet ikke er det store problem for os. Det er derimod mangel på ressourcer og lærere efter fire års benhårde nedskæringer i gymnasiesektoren. Disse forhold er langt vigtigere at få rettet op på end endnu en runde med digitalisering – og digitalisering er ikke det 'quickfix' på sektorens problemer, som vi bare ikke har været dygtige nok til at udnytte endnu.