Det har store og uheldige uddannelsespolitiske konsekvenser for samfundet og for eleverne og lærerne i gymnasieuddannelserne.
Skolens bestyrelse og daglige ledelse opildnes med selvejet til at fokusere på at skabe fremgang, vokse sig større og konsolidere skolen økonomisk i benhård konkurrence med de andre selvejende skoler. I første række handler det om at trække så mange elever til skolen som overhovedet muligt – og gerne på bekostning af et mindre elevoptag på de konkurrerende skoler i nabolaget eller i regionen.
Konsekvenserne er kontraproduktive. De unge vælger i dag i overvejende grad gymnasium efter, hvor populært det er, og ikke efter skolens uddannelsesprofil. Derfor tvinges flere nødlidende gymnasier til at bruge stadigt flere penge på reklamefremstød og bygninger, som kunne være brugt bedre på undervisning, for at komme højere op på popularitetsbarometeret. Modsat er behovet for at brande sig mindre på de gymnasier, som i forvejen er populære og forvænte med store elevstrømme.
Den skævvredne situation betyder, at elever søger mod de gymnasier, hvor kammeraterne, og de unge, eleverne gerne vil spejle sig i, går. Resultatet er, at elever med en svag socioøkonomisk baggrund klumper sig sammen på nogle bestemte gymnasier, mens ressourcestærke elever går på andre gymnasier.
På samme måde fratager selvejets dyrkelse af konkurrencen skolerne incitamenter til at styrke samarbejdet med hinanden om fagudbud, hjælp til at udnytte hinandens kapacitet og indsatser for i fællesskab at forbedre uddannelseskvaliteten. Også her gælder mantraet i udpræget grad, at enhver hytter sit og sine i kampen mod de andre.
Den skæve udvikling udfordrer hævdvundne demokratiske principper om, at alle unge skal have mulighed for at vælge en ungdomsuddannelse tæt på deres bopæl i et stærkt og fintmasket udbud. Desværre går tendensen i modsat retning. Stadigt flere unge søger væk fra gymnasierne i provinsen og oplandskommunerne og ind mod de mest populære gymnasier i byerne. Dermed svækkes provinsgymnasiernes og de mindre populære bygymnasiers økonomi og eksistensgrundlag, og det risikerer for alvor at undergrave nærhedsprincippet i udbuddet af ungdomsuddannelser.
Behovet for at udnytte ressourcerne bedre mellem skolerne og sikre en mere hensigtsmæssig elevfordeling er stort. GL har peget på en elevfordelingsmodel for alle gymnasieuddannelser, der både kan sikre frit valg af uddannelsesretning (hhx, htx, eux, hf eller stx) og et alsidigt udbud af gymnasieuddannelser i hele landet med en bredt sammensat elevgruppe på skolerne.
Forslaget kræver stram kapacitetsstyring, og det vil medføre en omfordeling af elever til fordel for de skoler, der i dag er udfordrede med vigende søgning, ligesom vi understreger, at elevfordelingen skal gælde for alle skoleformer.
Tilsvarende kan vi justere på det økonomiske taxametertilskud til skolerne, så det ikke længere er så elevafhængigt, fx ved at indføre et klassetaxameter og hæve udkantstilskuddet, men spørgsmålet er, om disse nødvendige tiltag er tilstrækkelige til at afbøde de værste implikationer af selvejet som styreform.
Jeg tvivler, men er dog sikker på, at politikere og sektoren sammen bliver nødt til minutiøst at gå selvejet efter i alle afkroge. Ikke bare for at vurdere, om grundlæggende justeringer af styreformen virker efter hensigten, nej, vi må alle stille os spørgsmålet, om selvejet i en revideret udgave også fremover er det rette princip at styre uddannelsessystemet efter.
Denne selvransagelse er efter en række debatindlæg at dømme ikke kommet til alle ledere endnu. Flere skamroser selvejet og deres frie dispositionsmuligheder uden blik for de negative konsekvenser af konkurrencen for bl.a. elevfordeling og skævvredet økonomi mellem skolerne.
Ledernes udlægning af selvejets velsignelser fastholder billedet af en styreform med overdrevent fokus på egne vilkår og muligheder, og den tilsidesætter samarbejde og indfrielse af fælles uddannelsespolitiske ambitioner og mål lokalt og regionalt. Det kan ingen være tjent med.
